SKARNSUNGE...

Pigerne har lavet gaver til mig i billedkunst, jeg har hørt om både lertøj og abstrakt maleri, men det skal udstille på skolen, og kunne derfor ikke ligge på gavebordet i dag.

Så der måtte luskes penge af sparegrisen og købes ind i byen, for snydes skulle jeg ikke...

Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg så teksten på kruset, Laura havde valgt, for hun taler bestemt ikke til mig, som om hun synes, at jeg er ret sød.
Der hvæses og spruttes og sendes "Drop dead"-øjne tværs gennem alrummet, når prinsessen føler sig uretfærdigt behandlet, og det gør hun jævnligt.

"Åh ha, Laura, hvor vil jeg glæde mig til at hive kruset frem, næste gang du er på krigsstien!!"

"Rolig nu, mor, glæd dig ikke for tidligt, jeg har kun været med til at give Verdens og Mor, resten er fra Amanda!!"

Ta' den, Gammelmor, der fik du vist din egen medicin at smage...

FØDSELSDAGSPIGEN...

Allerførst:
Tusind tak for alle jeres søde fødselsdagsønsker her på bloggen, på mobilen og i mailboxen.
Det er rigtigt dejligt med så mange dejlige hilsner, jeg sætter pris på hver og én!

Dagen er hyggelig og varm med søde tanker og gode gaver, faktisk tog vi hul på festlighederne allerede i går, hvor der var middagsgæster og forkælelse.

Lige nu er jeg helt alene hjemme, og sidder bare helt stille og fryder mig over at kende så mange søde mennesker og at ha' så vidunderlig en familie, der, hver på deres måde, forsøder min dag...

Laura var tidligt oppe for at finde flag frem og tænde en masse lys, hun havde fundet fødselsdagspigen frem fra gemmeren, og den stod der midt på bordet i morgenmørket og smilede sit søde smil.
Hun er mere sjælden end køn, men hun må frem, når der er fødselsdag i huset, det er en tradition, og så er det sådan set lige meget, at den skriger af alt det andet, der omgiver den.

Egentlig skulle jeg til keramik i aften, det var derfor at gæsterne måtte indfinde sig allerede i går, men familien siger NEJ; jeg skal være sammen med dem, de vil ha' lov at forkæle mig med middag ude i byen, og det skal de da næsten ha' lov til...

IKKE LÆNGERE EN VÅRHARE...

Alle mine badut- og krumspring i weekenden hævner sig, kroppen og hovedet vil vist gerne ha' mig til at forstå, at jeg ikke har de samme kræfter, som da jeg var 25, jeg vil helst ikke lytte.

Jeg står med fingrene i ørerne og siger
"La-la-la-la-la-la-jeg-kan-ikke-høre-noget-la-la-la-la-la!!!"

Men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg mærker hver eneste muskel i min krop, og at hjerneaktiviteten kører på nødgenerator, jeg er træt...

SKOLEBIO...

Et par hundrede fnisende børn, i 10-12 års alderen, sprængfyldt med hormoner, litervis af sodavand, knitrende slikpapir og rygende popcorn, der er basis for snak og ballade af den gode slags, den hvor et enkelt stykke slik kastes i retning af parallelklassens hotte fyr, og hvor der skubbes lidt til pigen, man sværmer for.

Der hviskes og tiskes, og fnises rigtigt meget, man har travlt med at se hinanden an, og måske også komme i snak med nogle, der til hverdag ikke er at finde i ens hjemlige skolegård...

Jeg er med på sidelinien, 4 af "mine" støttebørn er med i mørket, i dag skal vi underholdes af Tempelriddernes Skat !
Jeg skal passe på, at jeg ikke falder hen, jeg er træt ovenpå weekendes strabadser, og kunne nemt komme til at sidde og nikke med tunge tunge øjenlåg.

Måske skulle jeg snige et strikketøj med, og så også lave en aftale med en af drengene om en albue i siden, hvis vejrtrækningen bliver for afslappet.
På den anden side, så ville de elske, at ha' noget på mig, og det ville de da virkelig ha', hvis jeg blev taget i at sidde der og snorke!

Hvis jeg nu bare får dem til at love, at de ikke forlader biografen uden mig...

SALIG STILLE SØNDAG...

Jeg trisser stille omkring i dag, nyder at dagen er fri for aftaler, og at jeg kan sidde med te, blade, strikketøj og bare være.
Alt husligt er klaret, Laura bager fastalavnsboller, Amanda er ude hos en kammerat og Torben pusler udenfor, jeg sidder her og føler mig så rig på hygge og stille familieliv.

Jeg er lidt træt ovenpå gårsdagens strabadser, var på fødderne fra 06 til 03, det er mange timer for en halvgammel kone, som mig!
Jeg fik serveret en masse dejlig mad for min kollega og alle hendes gæster, og da det var klaret, kørte jeg ved midnatstid til Nr.Vium i Vestjylland for at være med til at slukke og lukke et vældigt bryllupsgilde.
Der blev snakket og danset lystigt, Torbens store flok af fætre og kusiner forstår at sætte gang i en fest, gang i den, der hvirvles rundt på dansegulvet.

Jeg hvirvlede nu ikke så meget, jeg trængte mere til at sidde ned og sludre, jeg havde suset det der skulle suse inden jeg kom, men det var en rigtig hyggelig afslutning på dagen, og såmænd også hyggeligt at køre en opløftet og meget snakkende mand hjem.

Om lidt er weekenden forbi, den har været god, men travl; næste gang vi rammer fredag, så er kalenderen heldigvis tom, sådan da...

DA FIK JEG LYST TIL AT BANDE...

Hvor ærgerligt er det lige at tro, at man har garnet til et projekt, og så opdage, at det ene af garnerne ligger på lager i to forskellige farver, ikke bare to forskellige indfarvninger, men to helt forskellige farver.

Der ligger masser af grønt alpaca i skuffen, det vidste jeg, behøvede ikke at checke, men jeg burde nu nok ha' kigget efter, om jeg nu huskede rigtigt i forhold til mængde.
For nu står jeg med skægget i postkassen, kun et enkelt nøgle i den farve, jeg regnede med det hele var, og så 4-5 nøgler i en meget lysere farve!
PIS!!!!

Jeg opdagede det i går, da jeg lige skulle ha' 5 minutters pause fra madlavningen, hen i sofaen, benene op og fat i Fisker, og da jeg så fik behov for et nyt nøgle af alpaca'en, da fik jeg chokket, GISP...

Jeg måtte en tur forbi garnforretningen, da jeg var inde i byen for at hente de sidste varer, men det hjalp mig ikke stort, for de havde ikke den farve, jeg havde brug for.
Til gengæld havde de masser i den lyse farve!

Jeg har ikke tid at gøre mere ved det lige nu, har nok om ørerne med maden til de 50, men i morgen må jeg afsøge nettet, og se om jeg mon kan finde nogle nøgler Indiecita i farve 1280; hvis ikke, så må Fisker lade livet, i alle tilfælde for en stund, og så må jeg starte forfra med en anden farve alpaca.

Her kan man vist godt tillade sig at sige:
FUCK FUCK FUCK!!

Og også:
Husk lige at kigge ordentligt efter en anden gang, din papand...

DÅRLIG KOMBINATION...

Jeg elsker sne!!!
Og jeg elsker at svinge de store kødgryder!!!

Men en kombination af høje driver, stadig faldende sne, ufarbare veje og så masser af mad, der skal laves til en kollegas 50 års fødselsdag i morgen, 50 gæster til uanede mængder af lækkerier, det er bare ikke godt...

Jeg fik de fleste råvarer hentet i hus i går, og er ved at arbejde mig igennem islagkager, chokoladekager med mocca og kardemomme, en lakseroulade med rygeost og spinat er også på bedddingen sammen med de marinerede urter og kalvefonden, der står og simrer på komfuret.
Men der mangler nogle grøntsager fra gartneren og 8 kilo kalvesteg fra slagteren, og så lige lidt småtterier fra Føtex, men det er ikke let at komme til byen!

Jeg går ikke i panik, hvis der ikke er flere vagtelæg, når jeg engang når frem til det store supermarked i byen, men jeg går søren-dansme i panik, hvis dette vejr fortsætte videre ind i natten, for så kommer maden ikke frem.
Men måske gør gæsterne så heller ikke...

VORES NARNIA...

Det er eventyrligt ude i snelandskabet, alle lydene dæmpet, der er tyst, bortset fra de isbelagte grenes klirren i vinden, de lyder som klokker.
En kronhjort er stivnet, forbandet af Den Hvide Heks, og lige under den ligger den yndigste stedmoder sammenkrøbet på sit frosne leje.
Ja det er så magisk og eventyrligt alt sammen, i alle tilfælde lige indtil vi løbes over ende af en hyperaktiv pelstorpedo, der kommer tumlende gennem sneen med tungen hængende ud af gabet, vild og kåd er hun, hende Nugga, tosset og fuldstændig ligeglad med vores lille fantasirejse til Narnia...

PRØVEKLUD...

Jeg kan ikke rigtigt forlige mig med den vævestrikkede kant på Fisker, på en eller anden måde er den forkert, specielt oppe i halsen.
I bogen er der et forslag om en ribstrikket kant med en enkelt snoning, og det bliver den jeg hopper på!

Jeg har lavet en lille strikkeprøve med snoning i den ene ende og vævestrik i den anden, vævestrikken er flot, ingen tvivl om det, men det bliver ikke i denne omgang...

Jeg er i gang med bullen, har strikket 6-7 cm., det bliver et strikketøj, der kan klares på rutinen, 5 ret 5 vrang 5 ret 5 vrang, de to tråde garn er bløde og smidige, det kommer til at gå som en leg!

Men der bliver ikke strikket på den i dag, den er på stand-by, indtil jeg har fået styr på Amandas trøje; jeg mangler kun 10-12 omgange på ærme nummer 2, så er det hele samlet på rundpind, og det bliver lidt lettere at få et godt indtryk af, om skidtet passer.
Den ser så petit ud, men jeg er oppe i str.12, og det burde være rigeligt til hendes lille krop...

NÅH JA...

Det var opskriften på den lille jakke-ting Bobby købte i går, han havde set den i det nye Interweave!
1.29 $, og så lige til at printe, nemt og bekvemt, da han først var flyttet til USA...

TRANS-ATLANTIC KØNSFORVIRRING...

Jeg ville i går købe en strikkeopskrift i USA, sådan en "betale-og-print" en, men det var vanskeligt for mig at komme til at oprette mig som kunde, og faktisk var jeg tæt på at opgive, det var jo bare en opskrift, og jeg var ikke så forelsket, at den ikke kunne undværes.

Men jeg sad nu alligevel og blev lettere irriteret, for når man skulle oprette sig som kunde, så skulle man udfylde to forskellige skemaer, en til "Billing" og en til "Shipping".

Billing-skemaet kom først, og jeg fyldte det ud, valgte Denmark som land, det gik uden problemer.
Men da jeg så skulle til at fylde det næste skema ud, så kunne man kun vælge mellem Canada og USA, what??!!

Jeg prøvede flere gange, og blev mere og mere irriteret, og endte med at sende en mail til firmaet, hvor jeg beklagede min nød.
Der kom hurtigt svar tilbage, en sød mail med en forklaring om, at de desværre ikke længere sendte varer over Atlanten, det var de holdt op med, da fragtpriserne var steget voldsomt for et par år siden.

Jeg sendte endnu en lille mail, hvor jeg skrev, at jeg jo faktisk slet ikke skulle ha' en fysisk pakke, men bare en mail, og så kunne det vel ikke være et problem.

Pling, sagde mailboxen 2 minutter senere, og der var igen det sødeste svar med undskyldninger for det lidt knudrede system, og de kunne da godt se, at jeg jo ikke skulle ha' en pakke, men jeg måtte stadig udfylde skemaet med en amerikansk adresse, i princippet en hvilken som helst addresse...

Her bagefter har jeg tænkt en del over, hvorfor jeg mon valgte navnet Bobby Brown, da jeg søgte på noget, der ligner De gule Sider, hvorfor???
Jeg skulle jo bare bruge et navn og en virkelig adresse, for at alle zip-codes og sådan kunne udfyldes rigtigt, hvorfor finken blev det så lige det navn jeg tastede ind???

Jeg ved det ikke, men Bobby'er var der mange af, jeg valgte den første den bedste, og tastede adresse og så videre ind, og mindre end et kvarter efter lå der en mail med en stak filer i, så skidtet virkede da i alle tilfælde, selv om jeg pludselig var tvekønnet.

Så næsten gang Frank Zappa synger, så stemmer jeg i

"Hey there people, I'm Bobby Brown, they say I'm the cutest boy in town!"...

SOM DUG FOR SOLEN...

De første 6-7 muffins er forsvundet, nærmest inden jeg nåede at blinke, pigerne havde bedre plads i lækker-maven, end jeg lige havde opdaget.
Laura er lige taget afsted til 1 1/2 times badminton og derefter direkte til 1 times rytmisk gymastik, så intet problem med uforbrændte kalorier der!

Det er straks en smule værre med os to andre, men pyt, Amanda er tynd og lang som en regnorm, og jeg skal på hundetur ude i det barske vejr lige om lidt, så det går nok alt sammen...

Hvis nogen skulle fristes til at smide en gang muffins i ovnen, så kommer der lige en opskrift her:

100 G. BLØDT SMØR
125 G. SUKKER
2 ÆG
180 G. HVEDEMEL
1 TSK. BAGEPULVER
2 TSK. REVET CITRON
1 TSK. KARDEMOMME
1/2 DL. VÆSKE, VI BRUGE JUICE, MEN MÆLK KAN OGSÅ BRUGES
100 G. HAKKET CHOKOLADE
3 SKRÆLLEDE PÆRER I BÅDE
HAKKEDE MANDLER ELLER NØDDER TIL TOPPEN

Smør og sukker røres lyst og ensartet, æggene røres i ét ad gangen.
Bland resten af de tørre ingredienser sammen, og rør i det idejen skiftevis med væsken.

Fordel dejen i 12 store papirsforme eller en muffinform, stik 2-3 pærer både ned i hver kage og drys med mandler.
Bages ved 180 grader i ca.20 minutter.

Enjoy...

EN LILLE KAGE...

Der må lidt kræs til i dette ikke helt optimale snevejr, ja vi lider altså lidt, fordi vores termometer viser en halv grad på den forkerte side af nul, det er slud, der kommer ned her.
Vi må trøstespise, for vi vil også ha' rigtig snestorm, der lukker veje til og gør indehyggen ekstra hyggelig.

Allerhelst vil pigerne ha' fastelavnsboller, men det kan desværre ikke klares; bollerne med det cremede fyld kunne jeg nu sagtens ha' bagt, men hylderne er tomme for flormelis, og fastelavn uden tyk glasur, det duer ikke...

Så nu står der muffins i ovnen, med kardemomme og et lille riv af citronskal, fyldt med en syntetisk Netto-chokolade, der kan klare pærer, chokolade og knas i et og samme ikke stuerene stykke.
Vi er ligeglade, denne eftermiddag kalder ikke på mørk raffineret chokolade, vi skal bare ha' kage!

Ned i dejen er der stukket stykker af de pærer, der har ligget en dag for længe i frugtskålen, og som ingen så meget som skeler til, når der provianteres der.
Men i kager må de gerne være bløde, og når de så er i selskab med grofthakkede mandler, så kan de kun blive godt...

INTERWEAVE...

Jeg har nydt at bladre det nye blad igennem, det lokker med modeller, der varsler forår, lysere tider og bare arme.
Der er fine toppe, der vil gøre sig godt til sommerens skørter, og en raglan med masser af forskellige snoninger, der vil være sjove at strikke.

Men det er ikke nu, at der skal strikkes stort til mig selv, Amanda og Torben står for tur, men et enkelt tørklæde kan jeg sagtens nørkle, mens jeg arbejder mig igennem deres trøjer.

På s.81 er der et lille billede af et tørklæde, der har nogle af de samme elementer som Søanemonen, jeg må prøve om den ikke kan regnes ud...

SNEFRI...

Ikke til os, der bor her lige midt på "linien", der åbenbart skærer snestormen over!

Men hjemme er jeg alligevel, Amanda har haft ondt i hovedet et par dage, og nu må hun melde pas, en dag på langs må der til.

Vi vil putte os på sofaen, jeg er sikker på, at vi får tiden til at gå, her er masser af bøger og et skab fyldt med gode film, og så kan vi jo også bruge lidt af tiden til at spejde efter den sne, der også meget gerne måtte komme her...

DET VAR DET...

Så er der linet op til dem, de søde bestyrelsesmedlemmer, saucen står og koger ind, kødet er skåret i sirlige tynde skiver lige klar til at varme i den store ovn og salaterne er anrettet, de er top-klar!

Nu kan de klare resten selv, også opvasken, og jeg er kørt hjem til mine egne kødgryder, eller rettere pander, der i dag skal fyldes af små spicy oksefrikadeller, der senere skal fyldes i pitabrød sammen med en masse grønt.

Men inden gryderne skal svinges her på adressen, der skal jeg vist lige ha' benene op og bladre i det nye Interweave, der er kommet med posten i dag...

DUMM-KOPF...

Hvordan kom vi mon fra, at jeg skulle hjælpe med et lille menuforslag, til at jeg nu 2 eftermiddag i træk må svede ved det store blussende komfur??

Torben vil nok sige, at det er en rigtig "Stange", jeg igen har lavet, altså en sådan "det kan jeg da bare lave"-finte.
Jeg kunne sparke mig selv bag i, hårdt, hvis jeg ellers kunne nå...

Oppe i byens lille kulturhus er der hver måned en fællesspisning, 120 kommer der troligt hver eneste gang, og mange flere ville gerne, men der kan ikke klemmes én eneste mere ind.
Forskellige grupper står for madlavningen, det har bl.a. været nogle dagplejemødre, det har været skolens lærere, det har været en flok fra hundeklubben, Oldboysspillerne har også været på banen og denne gang er det så den lokale Brugs' bestyrelse.

De kommer sødt og spørger, om hvad jeg synes om deres idé med gammeldags oksesteg og hjemmebagte kringler??
Fin idé, siger jeg.

Meeeeen, mon jeg måske ikke har et godt forslag til spændende tilbehør??
Jo, det kan vi da kigge på.

Og sådan fremdeles, inden jeg når at tælle til 10, så har jeg tilbudt at lave indkøbslister, meget detaljerede og på mål og vægt, og sørme om jeg ikke også lige får indskudt, at jeg selvfølgelig gerne hjælper dem i dagene omkring arrangementet.

Sådan, Anne, så klarede du sørme endnu engang at rode dig ind i noget, der kræver opmærksomhed og en god håndfuld timer...

Dette er ingen bebrejdelse af de stakkels bestyrelsesmedlemmer, jeg nu har påtvunget mit selskab, det er bare lige et los til mig selv, hvornår lærer jeg at holde min store brede mund???

Så denne eftermiddag, hvor jeg kunne ha' siddet i sofaen sammen med Amanda, og læst lidt i en hyggelig bog, eller hvor jeg kunne ha' fået strikket den nederste kant på Fisker, der smutter jeg i stedet op i kulturhuset og laver bønnesalat, koger sauce og skærer de mange kilo oksesteg ud.

Men næste gang, næste gang siger jeg jer, da siger jeg altså ikke noget, og er der nogen der spørger direkte, så siger jeg n-e-j!!
Tror jeg da nok, jeg vil i alle tilfælde prøve...

FORELSKET I EN FISKER...

Hvordan har jeg kunnet undgå at falde for Isagers Fisker??

Jeg har bladret Strik a la Carte igennem så mange gange, og er aldrig rigtigt blevet fanget af modellen, måske er det fordi halsen ser lidt underlig ud?!
Men da jeg nu mødte den i Kunstladen, der var det kærlighed ved første blik...

Den hang der, stille og roligt, uden at være påtrængende i hverken farver eller form, men den er perfekt, helt perfekt, lige en mandesweater efter mit hoved.
Jeg er vild med raglan, det sidder pænt, og så er det jo også nemt at strikke på rundpind uden efterfølgende montering, og det giver virkelig thumbs up her hos mig.

Jeg havde lyst til at købe garn til den på Fanø, her-og-nu-kan-ikke-vente-panik-agtigt, men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg havde storhamstret af lækker grøn tweedagtig lammeuld, da Filita i Silkeborg lukkede.

Så sådan bliver det, det meste af garnet fra skuffen, opskrift fra en af yndlingsbøgerne, op på en Addi Turbo med skidtet, og så afsted!

Det vil sige, jeg mangler lige at tage stilling til, om det skal være den mørke eller den lyse alpaca, der skal strikkes sammen med den mørke lammeuld.
Den lyse er i skuffen, den mørke må der investeres i, ælle-bælle, det skal være den rigtige, og det er ikke let at vælge, for de er begge flotte sammen med det tweedagtige.

Og Torben han kigger distræt på garnet, når jeg holder det frem og siger:
"Det bestemmer du bare, Stange, du ved bedst!"...

ROLIG NU...

Ingen behøver at føle sig hverken "ramt" eller misforstået i forhold til indlægget om opskrifterne, ingen overhovedet!!

For faktisk så er det sådan, at jeg, før jeg postede indlægget, havde haft direkte kontakt med dem, det konkret drejede sig om, alt er ordnet og der er ingen ko på isen der.

Indlægget her på siden var en overordnet tænken-højt om noget, jeg følte mig trykket af, og som jeg havde brug for at komme af med.

Snowdrop-kittet kan købes ved de garnforrretninger, der har Helga Isagers ting, og hvem de er, det kan man faktisk se på hjemmesiden:
http://www.amimono.dk/06_FORHANDLERE.html

Der kan bladres til flere sider, så man også kan se forhandlere i Jylland og på Fyn...

Og så vil jeg da sige, at også jeg kender det der med at føle sig ramt, sådan har jeg også haft det et par gange, og det svider da, men den korteste vej til at få det af- eller bekræftet er selvfølgelig at spørge...

FORLEGENHED...

Jeg elsker inspiration fra andre nørklere, jeg elsker at suse rundt på nettet og finde skønne sager, som jeg bare må fremstille og jeg elsker at mødes med mine strikkeveninder og få mulighed for at bladre i deres strikkebøger og mapper med opskrifter.

Jeg er taknemmelig for de dejlige relationer, der kan opstå omkring en fælles lidenskab for håndarbejde, jeg nyder de gode snakke, der kan opstå over et spændende nyt nøgle garn i en tilfældig garnforretning og jeg glædes, når jeg ser en strikker promenere rank og stolt hen over torvet med sit nye hjemmegjorte tørklæde slynget om halsen!

Jeg glæder mig, når jeg kan poste nye indlæg om strik her på bloggen, og fornøjelsen var udsøgt, da jeg lavede min fortolkning af Annefødderne og også da jeg så Lizard tørklæder dukke op på andre blogs, jeg deler så gerne af mit "eget" og jeg gør det med glæde...

Hvor kommer forlegenheden ind???
Det gør den såmænd der, hvor min blog bruges til "Køb-salg-bytte-central"!

Jeg føler mig sat i en utrolig forlegenhed, når jeg i kommentarfeltet kan læse, at folk ønsker at købe eller bytte opskrifter, jeg bliver ked af det, for jeg synes, at det er strengt at bruge "min" plads til at opfordre til ulovligheder.
Jeg synes også, at jeg sættes i forlegenhed, når der dumper mails ind, hvor folk be'r om en kopi af en opskrift, det er ikke én mail, der dukker op efter en post, som den om Snowdrop, det er mere end 2 håndfulde.

Jeg må sige, som jeg også har set andre gøre:

Kopier af opskrifter med copyright kan jeg desværre ikke hjælpe dig med.

Sådan må det være...

ET SNE-DRYS MERE...

Jeg måtte bare strikke mig en Snowdrop mere!!

Jeg er så glad for den brune, og nyder dens "lunhed", som er et must på vores kolde kolde skole, og så kan jeg li' at den er god til både jeans og skørt.

Det var ikke helt let at vælge kulør, Tvinni findes i mange smukke farver, jeg ville gerne ha' en lilla, men såmænd også en sort, eller en grønlig med knald på.
Jeg endte ud med intet af det, for denne skære mint-pastel-agtige-nuance lokkede med et strejf af forår og lysere tider...

SØNDAGS-SIMRE-MAD...

Vintermånedernes lange mørke søndag lægger op til sene frokoster med mad, der har hygget sig i timevis over et stille blus.
Jeg elsker duften af kød og urter, der brunes, jeg nyder at ha' hænderne fri til andet, mens maden passer sig selv i timevis, og kun bliver bedre deraf.

Efter af pigerne er blevet ældre betyder den sene søndagsfrokost også, at aftensmaden denne dag er valgfri og "selvgjort"; man må snuppe sig en rugbrødsmad, lave sig en toast eller koge en portion havregrød, der er frit valg på alle, forholdsvis sunde, hylder.

I dag kommer der gode venner og spiser frokosten sammen med os, vi skal snakke fælles sommerferie, drysse lidt omkring, slå os ned i de bløde med benene oppe og ha' mange gode kopper kaffe...
Simremaden i dag er ølbraiseret svinekam med masser af grove rodfrugter, vi skal ha' gode aspargeskartofler og en krydret salat til, og masser af brød til at tørre den himmelske sauce af tallerkenen med.

Jeg har hevet sværen af stegen, ridset den dybt og gnedet med god flagesalt og kværnet blandede peberkort i rå mængder over, der er lagt frisk timian og bredbladet persille på toppen, og så ellers fyldt op med pastinak, persillerod, hvide og orange gulerødder, rødbeder, hvid- og rødløg.
Og så ellers på med en kraftig øl, og ind i ovnen til et par timers hygge!

Jeg kan næsten allerede smage saucen, uhmmmm...

CRISP...

Jeg kunne ikke nære mig!!
Jeg måtte ha' tulipaner med hjem fra torvet i morges, selv om jeg ved, at deres levetid er kort her i det tørre varme hus.

Men jeg vil nyde dem i de dage, de holder, der er intet så dejligt som sprøde tulipaner, og disse orange lyser smukt i alrummet, der mangler solen udenfra i disse dage...

PAPIR-SLØJD...

Jeg er gået ombord i kassen med papirstumper, lim og glitter, jeg laver fastelavnskatte og silkepapirsroser, jeg hygger mig!

I går blev produktionen samlet til et fødselsdags-ris med mønter og pigepynt til genboens Maria, der fyldte 7.
Mine egne piger er måske lige gamle nok til fastelavnsris, men jeg kunne vel lave ét, der kunne pynte i alrummet...

GYLDNE GLÆDER...

Jeg har fået den fineste guldpakke i dag, en overraskelse fra Fru Schwartz med kærlig hilsen til Fru Stange, der havde lagt kommentar nummer 2000 på bloggen.

Og ikke nok med at indpakningen var fin, og kortet yndigt, indeni var skam også det dejligste stribede garn i skønne farver!

Tusind tak for din søde hilsen, Helle, det var en dejlig overraskelse på denne lørdag...

OH HAPPY DAY...

Så er den nye computer kommet hjem fra rep., den har fået skiftet bundkortet og blev leveret med en følgeseddel, hvor der stod:
"Parat til system."

Suk, det betød jo, at ALT, hvad vi havde nået at lægge over på computeren var væk, og at alle programmerne også skulle installeres igen...

Men Torben er en natteravn, og inden han trimlede om ved 02-tiden, da var hele skidtet oppe at køre igen, skønt!

Jeg nyder at sidde her ved den store skærm igen, nyder at det hele bare spiller, og glæder mig ved tanken om, at nu er der ikke længere noget, der kan forhindre min søde mand i at arbejde videre med mit nye hjem, altså hjemmeside, som jeg venter på med længsel...

PINLIGT...

I min iver efter at melde mig til Blogtjek 07, har jeg ikke bare meldt bloggen til én gang, men faktisk hele 4!
Det er tæer-krummende pinligt, men jeg gik på en eller anden måde lidt i panik, fordi jeg ikke kunne logge på.

Måske burde jeg smide en mail til en af de, der står bag undersøgelsen, måske, men jeg tror, at jeg lader det blive som det er, og lader dem sidder og gnække og ryste på hovedet over hende der fra Garn og Gas, der ikke fatter en bjælde.

Og så noget helt andet -
jeg kan ikke huske, hvilke bloggeres spørgeskemaer jeg har udfyldt, det er sgu også lidt pinligt, Alzheimers Light.
Så måske har jeg ikke fået udfyldt dem jeg gerne vil, eller også har jeg måske endda udfyldt dem flere gange...

GODT AT VI TURDE...

"Se den før din nabo!"

Sådan lød et slogan vist engang, og det samme kan jeg sige om "De fortabte sjæles Ø", afsted i biffen med jer, den er super-god!

Pigerne syntes, at den var spændende, grineren, uhyggelig, gyselig, varm, cool, de var vilde med den, og Torben og jeg følte os også rigtigt godt underholdt...

Hvorfor der er et billede af en næsten færdig forårs-Snowdrop i dette indlæg???
Det er da fordi, at den var med i biografen!!!

Den lå i tasken til køreturs-strik, og kom op, mens vi sad og ventede på at reklamerne og filmen kom i gang, og så kom den sådan set bare ikke ned igen.
Jeg nåede et pænt stykke, det var jo bare rundt og rundt i retmasker, jeg har kigget nærmere på den i dag, der er ingen smuttere, og jeg strikkede stille, så ingen vendte sig om og tyssede.

Måske kunne de ikke høre strikkepindene for den lille 6-7 årige dreng, der sad på række foran os, han kæftede nemlig op hele filmen igennem, spurgte uafbrudt til handlingen, og holdt kun mund, når hans åndedræt var lammet af skræk.
Mit held, hans mareridt den næste måned eller to...

TØR VI MON...

Amanda og Laura har en skøn veninde på ferie, de leger og pludrer, deres grin er mange og høje, det er en fryd at få lov til at være med på sidelinien.

Vi har planlagt udflugt i eftermiddag, først buffet her, ideelt valgt af mine pastaelskende poder, og bagefter venter et gys i mørket.
Filmen ser spændende ud, og en smule nervepirrende, men hvis vi nu sidder tæt, så tør vi nok godt at se det meste...

SPAGHETTI-ARME...

Amandas trøje vokser støt, om end en anelse stille, bullen er klaret og ligger nu og venter på 2 stks. ærmer, men de ser mig nu altså noget smalle ud!?!

Jeg kan på målene sagtens se, at dette ikke er en kæmpe sweater, men der skulle gerne lige kunne snige sig en almindelig t-shirt inden under.

Amanda hører bestemt ikke til i den tunge ende, hun er tynd og langlemmet, men arme som sytråde, det har hun alligevel ikke.
Jeg vinder ikke meget ved at gå op i en størrelse større, og en masse omregning orker jeg næsten ikke, det er jo en Quicko!

Skal jeg virkelig til at lede efter en anden opskrift, skal jeg ændre på denne, skal jeg bare fortsætte og så satse på, at hun forbliver størrelse petit sommeren over, skal - skal ikke...

AND HERE'S TO YOU, MRS. ROBINSON...

Hvis nogen hører om, at der er observeret en nærmest flyvende Skoda lige syd for Viborg, indeholdende en lille højskrålende dame med stort krøllet morgenhår, så kan jeg oplyse, at hun er forsvundet længere sydpå, glad i hjertet over at ha' kunne nyde Simon & Garfunkle for fuld skure på Radio2.

Når jeg hører Mrs.Robinson, så stryger jeg lige tilbage i min fars køkken, hvor vi ofte hujede rundt på gulvet syngende ind i grydeskes-mikrofoner, og når stemningen var godt oppe og ringe, så lod Topper frikadeller være frikadeller, og så tog vi den store rundtur på klaveret.

Ofte startende med et par Beatles-numre, et nummer eller to med Paul og Art, og en stak af de gode danske kunne vi også nå, inden turen gik tilbage til gryderne.

Min far var meget glad for musik, spillede guitar, klaver og trommer, han sang og trallede, og lærte mig mange gode tekster, og gav ind imellem også lidt for indviklede forklaringer på teksternes betydning.
Han skraldgrinede, når jeg skrålede med på hjemmekomponeret børneengelsk, han rettede ikke, men sang bare med...

Glæden ved musikken arvede jeg, og selvom jeg ikke mestre nogle instrumenter til fulde, så kan jeg da læse noder, pifte lidt i forskellige fløjter og spille melodistemmerne på klaver, og en eller anden dag, når jeg må holde en strikkepause, så skal jeg ha' genopfrisket akkorderne, så det kan komme til at være lidt mere fyldigt.

Pigerne er også glade for musik, spiller og synger med glæde, Laura fermt på guitar og Amanda mest på klaveret, de hygger sig sammen om musikken, og forleden kom Laura hjem fra guitarundervisning med klaverakkorderne til Papirklip, så nu kan de snart blive sendt rundt i landet på en blokvogn.

De øver med flid og alvor, hver eneste dag, og vi behøver aldrig minde dem om det, tværtimod, ind imellem må vi be' om time out!

De skråler højt med MP3-propperne i ørerne, specielt i bilen synges der igennem, og deres fortolkning af de engelske tekster er lige så skøn, som min sikkert var dengang for alt for længe siden, da jeg sang to-stemmigt med min far:

Klåse jur veis and ail kes u, tu monnow ai mis u!

Den der med Beatles, i ved nok...

SPLAT...

Dårligt køb, den der hvide filtpen!!
I brug én eneste gang ved juletide, og nu allerede så forstoppet, at mor her ender med at smøre både hænder og spisebord ind i hvidt, da jeg forsøgte at hamre gang i dutten!!

Så ingen hvide kattehaler og ansigter til os, vi må ty til sølv, men det går også fint...Jeg glædes over de små fine sprøde blade, der begynder at dukke op på grenene, der er hentet ind for en uges tid siden.
Planen var at give dem en gang hvid mat lak, det springer jeg over i denne omgang, og vil i stedet nyde den lysende lime, der pletter de mørke grene...

RART OG VARMT...

Hvor er det dejligt, at mange af jer deltager i Blogtjekket, og endnu mere dejligt er det, at i skriver så sødt og personligt til mig.
Det er jeg meget meget glad for, skal i vide...

A.STANGE - NU MED HÆKLENÅL...

Jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at sige:
Nu har jeg lært at hækle!

Måske ikke afslappet og uden at skele til bogen, men jeg kan, og har endda hæklet i bølger.
Jeg har begået endnu en lille halsklud af en stak rester fra uldkassen, og jeg er ret tilfreds.Jeg hæklede og "af-hæklede" de gule striber af flere omgange, jeg var ikke rigtig glad for farven, men tørklædet fik alligevel et godt lille twist af kontrasten.
Jeg prøvede med en lime i stedet for, men er, som det ses, endt op med gule striber, så lugter det da også lidt af forår!

Halskluden bliver nummer 2 af 12 ...

HVEM SIDDER DER BAG SKÆRMEN...

Jeg tænker tit over, hvem det er, der læser med her på siden; nogen kommenterer, andre sender en mail, men mange er vel bare med på en kigger, ligesom jeg er det rundt omkring, og det er også helt okay.

Men hvis du har lyst til at jeg skal vide, hvem du er, så er der mulighed for det lige Her!
Du kan også klikke på Blogtjek-logoet ude til højre!

Jeg vil i alle tilfælde synes, at det var dejligt, hvis bare nogen af jer har lyst til at bruge et lille bitte øjeblik på det...

ET LOS I RØVEN...

Det var hvad de skulle ha', de møg-elendige uempatiske pædagoger, jeg lige har siddet og set på TV2!

Hvordan kan man se sig selv i spejlet, sove om natten eller leve med sig selv, når man behandler andre mennesker på den måde?

Jeg håber, at der kommer til at rulle hoveder!
Føj for den lede...

REKOGNISERING...

Når jeg nu alligevel var taget til Fanø, så kunne jeg selvfølgelig ligeså godt snuse lidt rundt der, hvor jeg nok kommer til at tilbringe nogle timer en weekend i september.

Der drager jeg afsted til Strikkefestival sammen med en lille håndfuld andre strikkende snakkende hyggelige kvinder, ja der kommer selvfølgelig mange flere end "min" håndfuld, men lige nu forholder jeg mig bare til dem, som jeg skal dele et dejligt sommerhus i første række ved Rindby Strand med...

Jeg har meldt mig til 2 workshops med Helga Isager, masser af andre tilbud fristede, men jeg vil også ha' tid til bare at være, til at slendre rundt i Sønderho og drikke en kaffetår og strikke en pind.

Et af de steder, der er knyttet til festivalen, og hvor man (jeg) sikkert også kommer til at løbe hen for at købe materialer til noget af alt det, der samles ind af inspiration, er Kunstladen, jeg var der i går, der var nok at lade sig friste af!

Denne gang blev det bare til 2 nøgler Spinni, der skal bruges til en halsklud fra Håndarbejdets Fremme, og så et par nøgler tyk uld til et par strikkede hjemmefutter i det fineste norske mønster, men lidt har jo også ret...

FANØ TUR-RETUR...

Vi har været vestpå, så langt mod vest man næsten kan komme her til lands, vi har besøgt vores venner på Fanø, så det blev familietid med udvidelse af deltagerantal.

Men det er fint, for det er gamle meget gode venner, der er rigtigt gode til at ta' en slapper og også til at få os andre lidt ned i gear.
Der er intet stillen an eller opvartning, alle gi'r en hånd med madlavning og anden arrangeren, børnene tåger rundt i klitterne, hvis de da ikke er ved at blanke hinanden af i Monopoly, der i vores udgave desværre er udstyret med et larmende dankort-system...

Vi har haft et par dejlige dage, nærvær og hver-især-vær, det har været godt!

Men på turen medbragte jeg selvfølgelig mit kamera, og også gearet til at tømme memorykortet med, men laderen lå her hjemme, og da jeg ville ta' det første foto var det slut med power, så derfor ingen billeder, det er mere end bare almindeligt irriterende, for der er nok at smukke motiver på Fanø...

STIKKET UD...

Her bliver lige lidt stille de næste par dage, Torben har vristet sig fri af arbejdsbunkerne, og vi vil nyde ham, vil vi; vi trænger rigtigt meget til noget familietid, for vi har nærmest ikke set ham i 3-4 uger.
Så computeren forbliver slukket, telefonerne ligeså og døren, ja det er altså ikke sikkert vi åbner!

Ha' nogle dejlige vinterdage, ferie eller ej...

MÅNEDENS UDFORDRENDE PROJEKT...

Nummer 2 ud af 12 skal være et forsøg på at blive bedre til at hækle, og samtidig et forsøg på at slippe af med alle de brun-lilla smårester af lammeuld, der ligger og fylder i skuffen.

Det er rester fra nogle af alle de trøjer, jeg har strikket til mig selv i de sidste par år, og der er en klar tendens her, når jeg kigger på nuancerne.
Brun, lilla og petrol, det er dem, der drager mig!

Jeg vil hækle i zig-zag, på må og få, hid og did, det skal ikke være "arrangerede" striber, jeg vil gribe i posen med lukkede øjne, næsten...

SLÅ LYTTELAPPERNE UD...

På min tidlige færd til torvet denne lørdag morgen lyttede jeg til en genudsendelse på P1, 40 minutter med "Samfundstanker", gæsten var Erik Veje, og jeg måtte blive siddende i bilen på P-pladsen for at høre samtalen til ende.

Jeg hørte ikke de første 5-10 minutter, men det, der derefter flød ud gennem mine højtalere, var honning for mine ørergange, og vand på min mølle, meget af snakken handlede om mellemmenneskelige relationer, reaktioner, empati og følelser i børnehøjde...

"Vi er i gang med at skabe en generation af børn og unge, som er propfyldte med selvtillid, men derimod mangler et grundlæggende selvværd!"
sagde han, den kloge Erik.

Har du lyst til at være med på en lytter, så kan du gøre det lige her...

JEG PELSER DET KRÆ...

Og mens jeg så lige skulle blogge og lægge et par hundrede strømper sammen, så åd Nugga, det krapyl, en stor lækker nyudpakket ost og 6-8 Nutallaboller.
Bøvs...

ERSTATNINGS-MIK...

Amanda gik glip af emneugens afslutning i dag, og det var jo en anelse kreperligt, når man nu vidste, at de to 4.klasser skulle til kaffemik hos hinanden.
Hun vidste også, hvad der ville blive serveret, for det havde hun hørt om i går, da jeg gik ned for at bage med 4 af drengene, og tanken om de lune Nutalleboller var næsten ikke til at bære, heller ikke selvom der ikke var den store appetit.

Så jeg måtte til det igen, bageriet, men det gjorde ikke noget, jeg kan li' det!

Opskriften er hentet lige her, og for en gangs skyld har jeg arbejdet mig igennem en opskrift uden at ændre noget, altså lige bortset fra den teskefuld kardemomme jeg kom i dejen.
Ja, og så lavede jeg 16 stk. af portionen, i stedet for 12 og bagte dem nok 5-7 minutter længere, end foreskrevet, men ellers ingen ændringer...

Vi er ikke de store Nutella-spisere, men fristes alligevel ind imellem til at købe et glas; så spiser vi hver et par madder, og resten kommer til at stå og visne i køkkenskuffen.
Men tørt Nutella er såmænd udemærket til at komme inden i disse boller.

I dag var der ikke den ægte Nutella i glasset, men en chokoladecreme fra Princip, den er købt i Føtex, den er mørk og stærk på en god voksenmåde, jeg tror ikke den kommer til at lide samme skæbne, som mange andre glas af nødde- og chokoladepålæg har gjort her i huset, jeg tror faktisk, at den vil blive spist.

Nu er der spist en enkelt lun bolle med en kop te til, barnet er tilfreds med vores lille intime 2 personers mik, og mon ikke også resten af bollerne får ben at gå på, når resten af familien kommer hjem...

DET HULE HOST...

Så blev det Amandas tur til at lægge sig, hun hoster og sprutter, er ligbleg og mørk om øjnene, og er bare sendt til tælling!

Barnets første sygedag behøver jeg ikke at be' om, jeg har jo altid fri om fredagen, og næste uge byder på vinterferie og afslapningen, så hun får rigelig mulighed for at komme til kræfter...

Jeg vil okkupere den anden ende af sofaen, ugens perlesyning og andre sysler har givet en øm nakke, og jeg kan sagtens lade mig varme af Amandas feberdampe og så gyse lidt sammen med hende til Jumanji.

Det er fyret op i brændeovnen, der er brygget te, der er tændt masser af stearinlys, vattæpper og gode puder er lagt i sofaen, og allerbedst:
Sneen vælter ned udenfor!
Så på trods af feber og hoste, så er her lagt op til hygge...

FORBANDEDE, MEN SANDE, ORDSPROG...

"Hastværk er lastværk"

Ja mon ikke!!!
I alle tilfælde lige nu og lige her for mig...

Jeg ville skynde mig at sy et par bindebånd i Frederikkes lille spidshue, så den kunne blive vasket og afleveret.
Men i min iver for at blive færdig, har jeg klaret at montere det første lige midt i panden, godt gået, knold!

Ikke nok med at den er monteret, den er selvfølgelig montereret yderst holdbart, og jeg har mest lyst til at smide skidtet i brændeovnen og så skynde mig at strikke en ny, det vil nærmest være hurtigere og nemmere end at pille båndet af.

Nu kan den få lov at ligge lidt, mens jeg raser af, og jeg vil nøjes med at kigge på de små futter, for de er heldigvis fine...

DET BLEGE GESPENST...

Onsdag er igen keramik-dag, men denne aften kommer jeg ikke afsted, der er brug for mig her hjemme, for farmand knokler igennem, så vi kan holde nogle feriedage sammen i næste uge.

Jeg er ellers rigtig glad for at sidde og arbejde med leret, nyder fornemmelsen af det bløde materiale, der lader sig forme, som jeg ønsker det, meget af tiden i alle tilfælde.
Jeg nyder at vide, at jeg én aften om ugen kan sidde sammen med en af mine bedste veninder og lade snakke flyde uden at blive afbrudt af børn eller mænd...
I denne sæson skal der produceres en stak vaser, et par salatfade og så ellers dillerdaller for resten; det skal være ting, der kan bruges i hverdagen, og noget vi alle kan holde ud.

For inde i et af skabene på arbejdsværelset ligger en dukke gemt, laaaaangt væk, for Amanda har det meget dårligt med den, hun nærmest skreg, da jeg havde lavet den på et weekendkursus for 7-8 år siden.Måske er det derfor, at den aldrig har fået hår og vinger, det er en engel forståes, men jeg har intet behov for at gøre den færdig, når den skal leve et liv i det mørke skab.
Jeg har prøvet at luske den frem engang imellem, og Amanda skriger dog ikke mere, men begejstret er hun ikke, og mener, at den vil gi' hende mange uhyggelige drømme, hvis den kommer frem i lyset.

Så meget for moderens ønske om en hjemmelavet skytsengel...