30 maj 2007

VIOLETTE TONER...

Slutningen af maj er lilla i vores have.

Syrener, allium, katteurt, bjergknopurt, de første lavendler og andet i purpur, det hele står struttende derude efter en rigelig gennemvanding fra oven.

Solen skinner, og luften er lun, en tur i haven er nu ikke det værste at udsætte sig selv for på sådan en eftermiddag i maj...

HJEMME-TIMER..

Dagens arbejdstid er hugget over i tre, de normale undervisningstimer, fagfordelings-møde og som rosinen i pølse-enden fællesmøde for skole og SFO.
Jeg bliver sådan lidt mat i betrækket, når der fægtes så bredt, lidt af det ene og lidt af det andet, og vi når ikke til vejs ende nogle af stederne.

Men hva' Søren, så har jeg så mange andre luksus-dage, hvor jeg nærmest selv sætter programmet for dagens arbejdsmæssige udfoldelser...
Jeg er hjemme nogle timer nu, før næste møde kalder, og vi fornøjer os med brændende te og Sequence , og om lidt skal der trilles en portion boller, gode luftige gulerods-nogen med masser af sesam og solsikkekerner.

Vi har luntet lidt rundt i haven, set lidt tv, klappet hunde-basse, og siddet tæt i sofaen og snakket om løst og fast, egentlig er det ikke så ringe endda med sådan et par eftermiddagstimer hjemme, vi prøver bare at lade som om, at jeg ikke skal afsted igen...

29 maj 2007

DÅRLIG LOTUS-KARMA...

Det går sgutte så godt for mig og Lotus, faktisk går det slet ikke, det er ved at udvikle sig til en ren farce!!

Først var garnet simpelthen forkert.

Så var garnet for hårdt at strikke med.

Nu opdager jeg så, at størrelsen er temmelig meget i overkanten.

Måske er Lotus og jeg bare ikke forenelige??

Men, jeg er altså vild med den top, og Susanne har strikket en, og Dorthe har også, ja og en heeeeel masse andre, det kan da ikke passe, at jeg ikke skulle kunne iklæde mig en hjemmestrikket Lotus, inden den går helt af mode!!

1-2-3 forsøg, jeg må tro på, at 4. gang er lykkens gang her hos mig; hvis ikke, så sætter jeg ild til både garn og opskrift.

Strikkefastheden passer, jeg kan holde ud at strikke med garnet, jeg har indkredset rette størrelse, jeg prøver igen...

JEGE VENTER I SPÆNDING...

Søndag aften var vi til den hyggeligste middag hos Hanne og hendes familie, vi var 4 voksne omkring de 40, og så vores tilsammen 5 døtre, der med hver deres personlighed, spøjs og mere spøjs, satte lidt ekstra kulør på samværet.
Vi fik serveret skøn mad, dejlig vin og den gode snak flød om bordet og senere i de bløde sofaer.

Hvordan vi nåede til den gyselige historie, om et narkoman-forældre-par, der havde efterladt deres baby i en hoppegynge i en udrangeret lejlighed på Lupinvej i Silkeborg, det husker jeg ikke længere, men vi havde i alle tilfælde to meget forskellige tilgange til historien om det døde barn i hoppegyngen...

Vi har i vores familie dyrket vandrehistorierne, læst højt for hinanden, og flere gange oplevet helt det samme, som vi gjorde i søndags hos Hanne og Co., nemlig at folk reagerer meget kraftigt på det, fordi lige netop den historie, man nu er kommet til, ja den er altså sand, for det er enten kusines mands mosters svigermors gamle nabo eller studiekammeratens gamle folkeskolelærers tidligere kærestes faster, der har set det med egne øjne!

Hanne var sikker, bombesikker, på, at det var sandhed, 100 %, helt og aldeles, for hun havde hørt historien af en politi-mand, han havde selv været der i lejligheden med den døde baby, jeg var knap så sikker, faktisk det stik modsatte!

For jeg kan huske historien helt fra jeg var barn, hvor jeg hørte, at nogle forældre var rejst på charterferie, og at barnet så sad indtørret og stendødt i en hoppegynge, da de vendte hjem, fordi bedstemoderen, der skulle passe barn, var blevet dræbt i en ulykke på vej til babyen.
Siden har jeg også fået den fortalt i flere andre versioner, og endda læst et par, der tydeligt udsprang af samme kilde.

Hanne gav sig ikke uden kamp, og det skal man heller ikke, men latteren var høj, da jeg viste hende denne bog på nettet!

Hun vil nu for en sikkerheds skyld lige ha' fat i politimanden, og vride armen rundt på ham, for har han nu bare gjort sig selv til hovedperson i en historie, der er gået på omgang mellem politistationerne, og rundt i resten af verden for den sags skyld, eller??
Jeg venter i spænding!

Vi har bogen og også en mere i samme genre, det er vist på tide, at de findes frem og læses igennem igen, det er altid godt at kunne fortælle en god historie, specielt en af den slags, hvor der med det samme er en der siger, at den der, den er altså god nok...

28 maj 2007

MED FEJL...

Hvis det ikke er det ene, så er det sgu det andet!!!

Jeg undskylder mange gange, jeg havde fået linket til det forkerte sted, og har været ude af døren siden, så det er først nu, hvor jeg er hjemme igen, at jeg opdager miseren.

Nu skulle den altså være god nok, og er den ikke, så kaster jeg håndklædet i ringen!!

Prøv at tryk på "her" i den sidste post, og se om du ikke kommer til det rigtige sted denne gang, vi krydser fingre herfra.

Og så ellers Go'nat...

27 maj 2007

UDEN FEJL...

Det håber jeg da i alletilfælde!!

Jeg har rettet fejlen, som Johanne havde fundet, og håber så ikke, at der har sneget sig tastefejl ind undervejs, jeg har læst det igennem, og er tæt på 100 % sikker, men det er jo søndag, og hjernen lidt på frihjul.

Nu ligger Annefødder her, lige til at downloade, værs'go...

HOVSA...

Forleden fik jeg en sød mail fra Johanne, der havde kastet sig ud i at strikke Annefødder, men det var ved at drive hende til vanvid, for hun kunne ikke få det fordømte mønster til at passe.
Hun havde talt og talt, på det strikkede og det skrevne, og kunne ikke få det til at passe samme, der var for mange masker på pinden i forhold til det, jeg havde skrevet i mønsteret.

Johanne havde skrevet en grundig forklaring med både plus, minus og dividere, og jeg læste den igennem flere gange, sammenholdt forklaringen med det mønster jeg havde liggende her, og kunne ikke gennemskue miseren...

Frem med pind og garn, og gang i Annefødderne, og dem var der ingen ben i, det gik som det skulle, alt gik op i en højere enhed, og jeg havde svært ved at forstå, hvad der gik galt for Johanne Jeg satte mig ned og skrev en mail til Johanne, men mens jeg sad der, blev jeg nu alligevel enig med mig selv om, at jeg hellere måtte strikke én rapport mere, og kigge rigtigt grundigt i mønsteret.

Det har jeg gjort nu, og der er da faktisk en fejl i p.9, men jeg har ikke opdaget det før nu, andre åbenbart heller ikke, det er i alle tilfælde første gang jeg hører noget om det!

Jeg strikker åbenbart mere med øjet på det strikkede end på det skrevne, og ser derfor på maskerne, hvad der nu skal strikkes, men nu vil jeg rette mønsteret til, så ikke andre skal fortvivle over de masker de har i overskud på mønsterpind 9.

Jeg laver et dokument til at downloade, det er noget lettere at gå til, jeg gør det om lidt, når jeg lige har lagt 17 bunker vasketøj sammen og spillet et lille regnvejsspil med Amanda.

Undskyld Johanne, og også jer andre, der har kæmpet med et mønster med en lille skønhedsfejl...

26 maj 2007

LØRDAGS-LOPPER...


Jeg har kunnet mærke, at min indre loppemarkeds-elsker har rørt voldsomt på sig i den seneste tid, den har ellers været lagt i kunstig koma længe, for Torben får tics ved øjnene, når han hører mig planlægge den slags udflugter.

Jeg holder så meget af ham, så jeg forsøger at styre mig, og kigger kun en sjælden gang, hvis jeg kommer forbi et af de listige steder...

Men i dag måtte jeg bare afsted, tilbød endda at han kunne komme med, han takkede pænt nej, men blikket han sendte mig, da jeg vinkende bakkede ud, sagde "Kun ganske ganske få lopper, skat, og kun at de bitte-små!"

Jeg forstår det egentlig ikke, for jeg finder guld rundt omkring, guld som han efterhånden holder temmelig meget af, noget mere end andet selvfølgelig, men der er også ting, han nærmest praler med, at jeg har købt for mindre end ingenting!

Han åndede lettet op, da han så min lille pose, og jeg havde svaret bekræftende på, at der ikke lå store møbler ude i bilen, og han smilede bredt, da jeg afslørede købsprisen, 21.- danske kroner for alle herlighederne...Vasen skal rumme en masse af sommerens buketter, jeg forestiller mig, hvor skøn den bliver med kæmpestore dahlia'er i, pink, røde, orange, vilde og påtrængende, det bliver så flot.
Den er lavet af noget wanna-be-messing-agtigt, og kunne sikkert pudses blank, det bliver den ikke.

Madeleineformen måtte bare med hjem, den kostede 3 kroner, og kan bruges til gave engang, når jeg skal besøge en med hang til hjemmebageri.
Den er rigtig lækker, med plads til 8 store luftige kager, den er vist endda non-stick-agtig, det er et ægte røverkøb.

Det lille kuvertaskebæger er ren kitsch, party-uartig-eksotiske dansere, og så er det made in Norway, det kan vel bruges til at servere en lille citronskive på, når der snart i sommernætterne skal drikkes drinks på terrassen.

Gode køb for bare 21 kroner, jeg må vist på en lille tur igen i morgen...

KNAP...

Knap på flere måder:
knap tør og klar til at bruge
og så knap til at knappe!

Jeg har købt rose-brune perlemorsknapper til de tre kanphuller der er øverst på blusen, de vil aldrig blive lukket, det ved jeg, men de pynter lidt og giver også et lidt mere færdigt look.

Jeg bliver glad for trøjen, det kan jeg mærke, så den må godt lige skynde sig at blive tør, og så skal der komme fotos med et eller andet puttet inden i den, måske mig...

ALBA OG SELMA...


Det kunne være et par små hvidhårede piger med strittende fletninger og svenske forklædekjoler, men det er det ikke, det er såmænd bare mine ny-ompottede perlagonier, der har overvinteret på Lauras værelse og nu er kommet ned til os andre igen.

Jeg bliver altså sådan lidt selv-fed, når jeg har haft alle mine (få) potteplanter ude, rystet den gamle kedelig og magre jord af dem, og så puttet dem tilbage i de hvide potter med mørk frisk muld, skulderklap og tommel op til mig.
De ranker sig næsten, og gør sig klar til en lang sommer i alrummet med et væld af lyserøde og hvide blomster.

En stak Dronning Ingrid er der selvfølgelig også, et par myrter og så de forskellige duftgeranier, og nu står de alle med friskt ved rødderne og er klar til at indtage karme og bænke...

25 maj 2007

AF OG PÅ PINDENE...

Hippie-striberne er helt færdigstrikkede, og halvvejs i monteringsfasen, suk-støn-ak jeg synes det er så ufatteligt kedeligt, men jeg er kommet til at holde af trøjen undervejs, så jeg må nok hellere få sat ærme nummer to på.

På pindene sidder en forkølet lille mønsterrapport af Lotus Lace, garnet er det rigtige denne gang, men jeg kan simpelthen ikke fordrage at strikke i bomuld, jeg kan bare ikke, det er for hårdt for fingrene, så den ryger altså af pindene igen.
Jeg vil gerne strikke den, for den er så sød og sommer-fin, men det må blive i en blanding af uld og bomuld, eller måske noget uld-silke-noget...På et par andre pinde sidder mit 5. bidrag til 12 Projekter, en halsklud i Lucca Extra Fin, mønsteret er rib med enkelte "rende-masker", jeg har 100 g. garn og strikker bare til der ikke er mere, så må vi se, hvor mange gange, det kan kastes om halsen.

Med undtagelse af en enkelt taske, har min projekter til gruppen indtil videre alle været noget til halsen, og sådan bliver det nok ved med at være.
Men det er fint, for jeg har det allerbedst, når min nakke er uld-belagt, jeg bilder mig ind, at det mindsker mine migræner.
Det er sikkert bare en fis i en hornlygte, men pyt, sådan er der jo så meget.I aften vil jeg forkæle mig selv med et nyt stykke strikketøj, hvad det skal være, ved jeg ikke, men med Lotus i optrævlet tilstand, så må der være plads til lidt lækkerier...

SPREDT FÆGTNING...

En lang og fredelig fri-fredag er blevet brugt på ingenting og så alligevel en hel masse, det er bare foregået sådan temmelig uorganiseret og lala-agtigt.

Jeg har været ude det meste af dagen, er hoppet fra gøremål til gøremål, og kun enkelte ting er blevet gjort helt færdige; der er luget i staudebedene, sådan da, der er luget under den lange bøgehæk, sådan da, der er plantet krukker til, sådan da, og gjort sommerklar ved hoveddøren, sådan da!
For alle steder mangler der af en eller anden grund lige det sidste, det sidste ukrudt, den sidste potte, sådan en dag har det været, lala.

Ikke lala på den trælse mellemtilfredse måde, men på den helt rigtige tilbagelænede afslappede hvad-vi-ikke-når-i-dag-når-vi-nok-i-morgen-måde.

Jeg har også nået at vaske en kæmpe taske med svedige teenagerpigers fodboldtøj, det er tørret på snoren og lagt tilbage i tasken til tirsdagens kamp, jeg har drukket kaffe med mine svigerforældre, og med en kollega, der kom forbi, og så har Hanne været på besøg til en cola og lidt strik.

Jeg har set min kat æder et firben, jeg har ligget og finsovet lidt på græsset sammen med min hun og jeg har spist mig en klemme med barndommens foretrukne, spegepølse med remoulade og ristede løg, den var faktisk lige så god som dengang for længe siden.

Det har været en dejlig dag, og heldigvis er der stadig mange timer tilbage af den, vi pønser på hente-mad og dvd, vi skal ligge på langs, flyde og nyde, det er dejligt, og også dejligt at vide, at der er hele tre fridage forude...

24 maj 2007

AMBIVALENS...

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at kassere fine gode planter, men på den anden side, så er jeg også ved at være bare en anelse træt af at se på alle de krøllede stedmoder-blomster.

Nu er det sommer, synes jeg, tæt på i alle tilfælde, og jeg vil ha' pelargonier, duftgeranier og verbena ud på terrassen; nogle af planterne er købt, men mange af potterne optagede, jeg vil tømme de store potter, der står derude, så de overvintrende ranglede Dronning Ingrid kan få noget nyt jord og et skud gødning.

Måske skulle jeg bare klippe alle de krøllede af til en kæmpe buket, der så kunne smykke bordet i alrummet et par dage?!Jeg behøver heldigvis ikke at beslutte mig lige her og nu, for der er ikke mere pottemuld at opdrive i vores lille by, og lige om lidt skal jeg til svømning med mine støtte-børn og senere til fællesspisning med klassen.

Så indtil i morgen, der får stedmødrene lov til at okkupere krukkerne; til i morgen, men så, måske...

23 maj 2007

FØRSTE SERVERING...

I dag blev det taget i brug, mit smukke fad, og jeg synes, at salaten smagte lidt bedre, når den nu blev serveret derfra.

Pasta, soltørrede oliven, lidt stærk pølse, rødløg, tomater, agurker, grillet peber, basilikum og så en ordentlig håndfuld ruccola, det smagte himmelsk til de små hvidløgsstegte kyllingefiletter!Robiola'en er kommet med os hjem fra Italien, jeg skulle ha' købt et ton, den er blød og cremet, knap så salt som feta, uhmmmm, der er lige en klat jeg kan få med til min frokost i morgen...

22 maj 2007

SORT...

Forleden skrev Hanne, at hun sagtens kunne forestille sig mig med hippietrøjen og sorte negle.

Neglene er ikke helt sorte, men rouge-noir, som det vist kaldes på chanelsk, tæerne der imod, de er godt nok bare sortere end sort, Crocs er hyggelige at daffe rundt i på græsset, men egner sig måske knap så godt til gravearbejde.

Hun skrev også noget om et tørklæde om hovedet, men næh-nej, søde Hanne, helt Plum går der sgu ikke i den, selvom mormor-armene godt kan leveres...

21 maj 2007

HJEMLIG SKØNHED...

Så glad og mæt af feriens mange indtryk, at jeg næsten havde glemt alt det smukke, der ligger lige uden for vores hus; det var godt at Nuggamåsen måtte luftes, for så fik jeg heldigvis øje på det igen!








Og så var der ikke ret langt hjem til den varme kop og sofahyggen...

RITTTTCH...

Den første pose pasta fra Iper Affi er flået op, kogt lige tilpas og spist sammen med en god Bolognese, der havde simre hele eftermiddagen.

Masser af tør riveost på, frisk basilikum og store solmodne tomater, sprødt brød og koldt smør.
Og så et glas isnende dansk vandhanevand til!

Bagefter en stærk kop kaffe og en hyggestund ved bordet, før Nugga trak os med på en aftentur ud i landskabet.
La dolce vita forsætter på engesvangsk...