29 september 2006

SURE TÆER...

Jeg er altså ved at være lidt træt af Annefødderne, det skal strikkes færdigt og af pindende nu! Det var rigtigt sjovt, at hjælpe med at få transformeret mønsteret hen i nærheden af de originale Birdsfeet, og sjovt at lave alle de små strikkeprøver, der måtte til, før jeg var tilfreds.
Det var også sjovt nok at strikke de første 150 centimeter af tørklædet, men nu kan det være nok...

Der er 34 gram tilbage af det, til projektet, indkøbte garn, jeg har en aftale med mig selv om, at det skal strikkes op, jeg kan mærke, at den aftale hænger i en meget tynd tråd!

Det er alle mine svink-ærinder ud i andre strikketøj'er, der trækker projekterne i langdrag, men jeg kan altså heller ikke forliges med kun at ha' gang i én ting af gangen, så sådan må det være.


Om 34 gram, om 136 meter, om nogle timer, så er det færdigt, og jeg er helt sikker på, at jeg bliver glad for det, specielt den sidste halve meters penge...

28 september 2006

MEGA...

Jeg bliver ved med at falde over nyt, der må i jorden i vores have; der er heldigvis mange kvadrameter at putte i, endnu da!

Denne gang var det Allium Mont Blanc, der forhåbentlig næste sommer vil sende store hvide kugler en meter op over jorden i det hvide staudebed, det kan ikke andet end at blive smukt.
I pakken var bare et enkelt løg, men sikke da ét, nærmest en håndfuld, Amanda har lige vejet det, 125 gram, der må alligevel kunne blive en pæn stor blomst af det...

Jeg har også fundet et par hvide Sankt Hans-urt, de er virkelig flotte, og jeg glæder mig til at finde det helt rigtige sted i bedet.
De har selvfølgelig ikke den smukke høstfarve, som de andre af slagsen har, men dem kigger jeg bare på i de andre bede!

Dagene suser afsted, det er en brat opvågning at vende tilbage til det pulserende arbejdsliv, jeg havde så småt vænnet mig til at ha' rigtig god tid til alle de hjemlige sysler, de må de foregå i højt tempo igen.

Men jeg nægter dog at afgi' den sofa-tid, jeg havde erobret mig om aftenen, kl.21 er det slut med de husmoderlige pligter, resten må vente, jeg vil gøre meget for at holde fast, for jeg nyder timerne i sofahjørnet med strikketøj og bøger, og så med tv'et som baggrundstæppe.

I dag skal der læses Drageløberen, jeg må læse den efter alle de begejstrede ord, den fik med på vejen hos Liselotte i går, mon jeg får sovet i nat...

27 september 2006

SØVNIG...

Hvis det er helende at gabe, så må jeg være den "rask'este"!
Jeg gaber i et væk, og kan næste ikke holde øjnene åbne, det er hårdt, at være tilbage på job.

Ikke sådan hårdt-hårdt, men jeg bliver simpelthen bare frygtelig søvnig, og i eftermiddags måtte jeg lægge mig en halv times tid, det sker ellers aldrig!
Det hjalp for øvrigt ikke en pind, jeg gaber stadig...

26 september 2006

GENBRUGS-BARN...

Vores skole har 50 års jubilæum i år, og vi fejrer det i denne uge med skolegang som i 1950'erne; der er opstilling i gården, inden morgensang, der er Kaptajn Jespersen gymnastik med arme bøj og arme stræk, vi skriver nydelig skråskrift og har naturfag med udenadslære om honningbiens bedrifter.
Det er sjovt, er det, og mange af børnene lever sig vældigt ind i det...

Der er opfordret til udklædning, og jeg har været afsted i dag med opsat hår og nydelig skjortebluse under den brune cardigan med den runde hals, jeg manglede bare en perlekæde, så havde den været helt i vinkel.
Amanda og Laura NÆGTEDE overhovedet at tale om udklædning, jeg måtte sgu da ikke være rigtig velforvaret; men det var i søndags, og allerede i aftes var Amanda mør, og jeg måtte på tur i gemmerne, og fandt noget, der kunne bruges i dag, indtil vi kunne komme til Kirkens Korshær og finde det rigtige udstyr...

I morges overgav Laura sig også, hun var klar til at blive kastet 50 år tilbage, eneste krav til udklædningen:
"Vi vil altså ikke være piger med forklæde og fletninger, vel!!??"

Så nu har jeg været på raid, og for den svimlende sum af 125.- kr. er der indkøbt det helt store udstyr; der er ternede skjorter, der er slipovers, der er bukser, der med lidt hjælp fra en bukseelastik skal forvandles til knickers, husk endelig at udtale k'et, det gjorde man vist dengang...

Den krøllede lokker må gemmes under et par hatte, jeg er helt vild med denne Lille Per-agtige kasket, den passer lige til Amanda!
Eneste ny-indkøb er de ternede strømper, vi satte alligevel grænsen ved den genbrugte slags af lige netop denne del af outfit'tet.

Nu vil jeg suse ud i samfundet igen, også for at se på tøj, men denne gang meget nutidigt, jeg skal i biografen med bedsteveninden og se "Djævlen går i Prada"...

25 september 2006

FLASHBACK...

Først i 80'erne var mine favorit parfumer Opium, Magie Noire og ikke mindst Cinnabar fra Estée Lauder, alle tunge krydrede dufte.
Det var dufte, der gav hele familien hovedpine, men som fik mig til at føle mig voksen, lækker og mere sofistikeret, end klassekammeraterne, der plaskede med Anais Anais, ikke et ondt ord om den for øvrigt, det var bare ikke lige moi...

I går havde Torben brugt lige vel rigeligt af en Guerlain aftershave, han havde fået som gave i lufthavnen i Antalya; alene det, at den var derfra, burde ha' fået ham til at holde lidt igen, men den havde fået lige alt det den kunne trække.
Lækker, det var han, for det er han altid, men fy-føj da for en hørmer!

Pigerne og jeg lod det selvfølgelig ikke passere i stilhed, vi galede op, mobbede og rullede vinduerne op og i, da vi blev lukket inde i bilens kabine, hvor det lige fik en ekstra tand på stinke-barometeret.
Og mens vi sad der og viftede os om næserne, da kom jeg i tanke om engang, min mormor havde været på rov i mit kosmetik...

Hun var SÅ forarget over alle de penge jeg brugte på makeup, cremer og parfume, ikke at hun ikke selv brugte Dior og Chanel, men en ung pige som jeg, jeg kunne vel nøjes med Rimmel?!
Men nej, det kunne jeg altså ikke, jeg har altid været draget af den dyre kosmetik, den smukke indpakning og de navne, som makeup'en bar gik, Midnight Shimmer, Pale Ivory, Dusky Rose, uhh, det var lækkerier!
Mit teenageværelse havde oplyst spejl og makeup-bord, hvor hele arsenalet stod linet op, og jeg sad der meget!

Min mormor var vel selv lidt af en diva inden i, og havde en dag ikke kunne modstå fristelsen, og havde kastet sig ud i det store makeup-show med de mere vovede farver, der stod på mit bord, og så havde hun lige sluttet festen af med et ordentligt strint af Cinnabar på hver side af halsen...

Nu var der bare det ved det, at Cinnabar var en ren parfume, helt mørk og klistret, og MEGET koncentreret, og da hun havde fået trykket godt og grundigt på den, ja så stank hun værre, end et horehus i havsnød.

Hun havde skrubbet og skuret på halsen, så den var helt rød og hudløs, alle vinduer i lejligheden var smækket op, og hun gik hostende rundt med rindende øjne.
Så ku' hun lære det, ku' hun, fingrene væk fra min make-up, i alle tilfælde når hun sådan var efter mig!

Jeg fik mange skæld ud for mine tunge parfumer, men jeg elskede dem, og det gør jeg sådan set stadig, de hedder bare noget andet her i mine 40'er.
Jeg har ikke set Cinnabar i Danmark i laaaang tid, men jeg ved, at den kan købes på det store lokkende inder-net, jeg må ønske mig én i julegave, bare en lille bitte en, for jeg bruger nemlig kun en enkelt dråbe...

GREECE-GEEK MED ENKELTE FORBEHOLD...

Så er hun hjemme igen, Sophie, smækker-lækker brun og udhvilet efter en god ferie på Lesbos!
Det var dejligt at se hendes store smil på banegården i Horsens , og ikke Skanderborg som jeg troede, dejligt at ha' hende hjemme i nærheden igen.

Jeg har altid opfordret hende til at rejse, til at se verden, hun har pænt betakket sig for andre rejseoplevelser end velorganiserede ferier, og når jeg så mærker klumpen i halsen der på banegården i aftes, så griner jeg sgu af mig selv, én uge hjemmefra og mor må snøfte!

Jeg ville gå fuldstændig i opløsning, hvis hun pludselig annoncerede et halvt års rundrejse i Asien, eller måske noget hjælpearbejde i Amazon-landet, jeg ville hulke, og skal ikke sige mig for god til måske også at kunnw finde på at plaaaage hende om at blive hjemme...

Mellem os sagt, så er jeg godt tilfreds med, at hun er sådan en hjemmefødning, men jeg bliver ved med at opfordre til udrejse, for det giver gode oplevelser og hår på brystet, og jeg klarede det jo nok også, hvis hun en dag strøg afsted!

Grækenland havde været godt, som altid, men Lesbos besøges vist ikke igen, der var lækre varme kilder, men for få Bounty-strande til at solbade på...

MANDAGS-GLÆDE...

Det er de små dejlige ting i hverdagen, der sammen skal male det samlede billede af vores gode liv, og jeg har været rigtig heldig i dag, jeg har i løbet af ingen tid samlet oplevelser, der varmer og glæder helt ind i det inderste, og som vil ende med at være kønne nister, når jeg kigger tilbage.

Jeg har været på job i dag, 4 uger hjemme har hjulpet mig ovenvande igen, og det brøl, børnene i klassen gav, da jeg åbnede døren til klasseværelset, det gav gåsehud, vand i øjenkrogene og et smil, der varede de næste timer.
Det vat skønt at se dem igen, dejligt at høre, om alt det de havde lavet, mens jeg havde været hjemme, og rigtigt dejligt at få masser af varme knus og tilkendegivelser om gensidig glæde ved gensynet.
Det bliver en stor og lysende nist...

I min mailboks her hjemme kom der i formiddags en rigtig sød hilsen fra en Susanne, som jeg overhovedet ikke kender; hun ville bare lige fortælle mig, at hun læser med her på bloggen, og at hun nyder det rigtigt meget!
Jeg er allerede i gang med at spinde min egen lille historie om Susanne, ikke at hun fortæller noget om sig selv, ikke ret meget i alle tilfælde, men noget i hendes mailadresse siger mig, at der er gang i den hjemme hos hende, og derfor er det da ekstra dejligt, at hun tager sig tiden til at skrive til mig.

Tak for din hilsen, Susanne, den gav også smil om munden, et smil, der vil vare meget lægere, end den tid, det tog dig at skrive den mail, du er det gode eksempel på, hvor let det egentlig er, at glæde et andet menneske!
Et hyggeligt postkort, en telefonopringning, en sød kommentar om det nye hår eller barnets fodboldpræstationer, det bringer os alt sammen tættere på hinanden, og giver overskud til de sure, eller farveløse, dage...

I kan nok se, at det allerede er en god dag, og den kommer til at fortsætte, for i aften er der strik i Den gamle Biograf, kick-off for en masse strikkeaftener i den kommende vinter, det bliver herligt at komme afsted igen!

Jeg sidder her og kigger på et nøgle af Lornas Lace "Watercolor", der skal blive til flæserne på et Latifa; jeg er altså næsten nødt til at hoppe på toget for at hente det garn, som selve tørklædet skal strikkes af; det må da fejres med et nyt strikketøj sådan at skulle afsted til snak og klirrende pinde i aften...

24 september 2006

SÅ GIK DER TID MED DET...

Om vi fik plantet buksbom? Næh!
Flyttet roser? Heller ikke!
Jamen, så løgene i jorden da? Overhovedet ikke!

Men vi har drukket masser af kaffe, sludret, lavet en masse cd'er om til MP3filer, så jeg kan rå-skråle til gamle Thomas Helmig-numre, når jeg er alene i bilen!
Jeg har fået strikket lidt, ordnet lidt vasketøj og sat de sidste bank-papirer i mapper, vi har hygget os, og det er det aller-vigtigste...

Nu vil jeg hoppe i noget ordentligt tøj, noget tøj uden "knæ" i bukserne og med mere facon i blusen, og så drage på baby-visit, og bagefter skal Sophie hentes i Skanderborg, det bliver dejligt at få hende hjem!
Hjem er måske så meget sagt, for her bor hun jo ikke længere, men så hjem i nærheden da, trods alt nærmere end Skyros...

SØNDAG PÅ SKØNNESTE VIS...

Dagens første kande kaffe er brygget, den vil blive fulgt af mange flere.

Med hjælp fra pigerne er der blev lavet en stak birkes, der om 5 minutter er klar til en tur i ovnen, opskriften er den samme hver gang, den klassiske og fuldfede herfra.I formiddag er der havearbejde på programmet, der skal sættes endnu en lille buksbom-hæk, flyttes nogle roser, og der ligger to stakke løg, der skal i jorden, én med udelukkende hvide blomster, og så et bjerg af blandede lilla nuancer, masser af Allium Giganteum, de er så smukke...

Eftermiddagen skal bruges på barselsbesøg, endelig kunne vi finde en dag, der passede begge familie, og jeg kan få afleveret den lille lyseblå til Mortimer, der nu altså hedder Anton, og det bliver han forhåbentlig ved med.
Det var godt, at jeg ikke strikkede trøjen i str. allermindst, der er vist stadig et par måneders brug i den!

Det bliver en dejlig dag i dag, det mærkes allerede...

23 september 2006

BLOMSTERFLOR PÅ TRODS...

Vi føler vel alle, at efteråret er lige om hjørnet, for selvom solen skinner og der er gode varmegrader, så er morgenerne kolde og aftenerne mørke.
Rundt omkring forfalder sommerblomsterne, og der er ikke meget vækst i stauderne mere.

Men rundt omkring i haven dukker der alligevel nyt op, riddersporerne blomstre for 3. gang denne sommer, og skabiosen har blomstret uafbrudt i mange måneder efterhånden og bliver ved med at sætte knopper.Den skønneste hvide lilje/gladiolus er dukket op nede mellem de lilla stauder, jeg husker ikke at ha' sat den?!
Lige meget, den er vidunderlig...Roserne har samlet kræfter, og sætter nu mængder af knopper, både Mary Rose, Aloha og Majestic er villige til at forkæle os med masser af blomster, selvom september nærmer sig sin afslutning.Sensommerdage som disse er fantastiske, jeg må huske dem, når jeg piver over de grå og regnfulde dage i november!
I morgen må jeg i haven og ha' lagt lidt flere af de indkøbte løg, der skal smykke og farve mine bede til foråret, måske skulle vi også få kigget på nogle træer, her er stadig lidt bart, når vi lader øjnene kigge højere end 1 meter og 20...

MAN ER VEL EN DAME...

Ella-katten er umådelig glad for mine sandaler, jeg bilder mig ind, at det er hendes prinsesse-fornemmelser, der tiltrækkes af lækkert læder, guld og glimmer og ikke baggårdskatte-instinkterne, der vækkes af odeuren...Og så må jeg vist ønske mig en håndstøvsuger til tæppet her, 6 killinger, 2 voksne katte og en hund med bløde lange hår i fri dressur kan beklæde tæppet på mindre end 5 sekunder, støvsugeren når aldrig ind i skabet for tiden...

BLÅBÆR-KANEL-SAFT...

Helt sikkert læskende, og dygtigt lavet uden blåbær og kanel!!??

22 september 2006

NY TIL SAMLINGEN...

Jeg er så tilfreds med, at jeg er begyndt at ta' notater, når jeg kaster mig ud i køkken-eksperimenter; jeg har alt for ofte bare kastet noget i skålen ,uden at skrive mig bag øret, hvad det egentlig var og hvor meget af hver!

Jeg skrev heldigvis i dag, da jeg bagte kringle, for den vil helt sikkert skulle bages mere end én gang, mums den er god...

FRISTENDE FREDAGSKRINGLE...

Så er den ombyttede Kitchen Aid afprøvet, den kører godt nok!
Dens første opgave har været kringle dej, og fyldet blev kørt på foodprocessoren, så der har været gang i maskineparken, dejligt, det kan jeg li'...

PÆRE-PISTACIE-KRINGLE, kreeret til lejligheden.

DEJ:
50 G. SMELTET SMØR
1.5 DL. MÆLK
1.5 SPSK. HONNING
1/2 PK. GÆR
1 TSK. KARDEMOMME
1 TSK. VANILLESUKKER
1 SKRÆLLET, REVET PÆRE
CA. 450 G. MEL

Arbejdsgangen: den samme som med alt andet gærbrød.
Hæver en halv times tid, mens fyldet laves.
FYLD:
50 G. SMØR
90 G. MARCIPAN, jeg havde en klat med pistaciesmag, den røg også med
20 G. PISTACIEKERNER, UDEN SALT, ANDRE NØDDER ER OGSÅ FINE
25 G. TØRREDE TRANEBÆR/ROSINER/BLÅBÆR ELLER ANDET FRA SKUFFEN
1 SKRÆLLET PÆRE, UDEN KERNEHUS
1 TSK. VANILLE

ÆG TIL PENSLING OG PERLESUKKER TIL DRYS.

Smør og marcipan køres sammen med kniven i foodprocessoren, resten af ingr. tilsættes og der køres kort.

Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse, rulles den ud til en passende rektangel, fyldet fordeles på, og enderne lukkes ind, og siderne foldes over.
Der pensles med sammenpisket æg og drysses med rigeligt perlesukker.Kringlen bages ved 200 grader i ca.25 min.

Om et kvarter er vores færdig, jeg skal ha' et stykke eller to...

GREEECE-GEEK...

Man kan være frankofil og anglofil, er man mon så en greece-geek, når man bare ikke kan få nok af Grækenland??
I så fald, så må Sophie være vip-medlem i den loge, for jeg kender få som hende, der er så fuldstændig og aldeles vilde med Grækenland!
I disse dage kommer der sms'er fra Lesbos, små beskeder om vejret, stranden og ikke mindst maden, hun er lykkelig derned i det græske...

Hver eneste gang vi snakker ferie, så siger skønjomfruen:

"Jamen, hva' med Grækenland?
Vi kunne ta' på ø-camping, eller måske låne et hus på Skyros?? Kom nuuuuu, jeg trænger sådan til at komme til Grækenland!
Morgenmaden, mor, tænk på morgenmaden, med den gode honning på yoghurten og vindruerne til, ja og fetaen oss', åhh sig nu ja!"

Nu tjener hun heldigvis sine egne penge, og behøver ikke plage livet af os andre, der har en del flere faste udgifter, end hende; nu kan hun selv betale og rejse til Grækenland i tide og utide, lige som det passer hende...

Billedet her er fra d.26.7.2001, jeg ved det bestemt, for det er det sidste billede af en smilende Sophie, der blev taget på den ferie.
Næste nat blev Skyros rystet voldsomt af et jordskælv, der sendte kampesten ned af bjergene, resten af dagene på den ferie blev der hylet og tigget, man ville hjem, og Grækenland mistede sin charme for en stund.

De dage er gået i glemmebogen, næsten da, og Grækenland er STEDET igen, jeg glæder mig på hendes vegne, hun har fortjent denne ferie, og så godter jeg mig stille over, at hun er rejst afsted på græsk ø-ferie med kæresten; jeg havde sovet dårligt om natten, hvis det havde været med en håndfuld veninder og Ung Rejser!

Men derfor glæder jeg mig nu alligevel til at se hendes solbrune fjæs igen, hende min store pige...

21 september 2006

HVEM HAR MON STRIKKET HER...

Jeg er i gang med den helt store omgang i arbejdsværelset, og det er altså ikke så lidt, når man kigger på den ophobning vi har af papirer, krims-krams og uanbringelige dimser.

Jeg har smidt ud med hård hånd, sat i mapper og systemer, og bandet voldsomt over, at vi ikke er sådan nogle mennesker, der får sat hver eneste stykke papir i den dertil beregnede mappe, og får det uvedkommende arkiveret lodret, vi får sgu ikke engang altid åbnet kuverterne fra PBS!

Om lidt er der styr på det, sådan helt for alvor, og så lader jeg som om, at jeg tror på, at vi denne gang kan være lidt mere strukturerede, as if...I arbejdsværelset er også mit garnlager, og det har også været under kærlig behandling, og der er dukket halvfærdige strikketøj'er op, som jeg fuldstændig havde glemt!
Er det mon overhovedet mig, der har strikket det i første omgang??

Det er det jo nok, og nu er der blevet kigget grundigt på dem, UFO'erne, og enkelte er havnet i en pose, der er båret ud i den store skraldespand.
Andre har fået lov at leve videre herinde, for de er gode nok til at blive gjort færdige, engang...

MEGET APROPOS...

Ikke nok med at den er for fedt, maden, den er også spækket med kemi!
FØJ...

BØRNE-MAD...

I går var der i medierne snak om den dårlige mad børnene tilbydes, når vi spiser ude, mad, der er alt for fed og portioner, der ikke passer til det barn, der serveres for.
Debatten udspringer af en undersøgelse, som Hjerteforeningen har fået folk fra Suhrs til at foretage i Københavnsområdet.

Spisestederne omtales som familierestauranter, men hvad det begreb dækker det over, ved jeg ikke, og jeg fornemmer heller ikke, at man har forholdt sig til, hvordan maden på det regulære spisekort var, måske var den også for fed og lavet af lige så dårlige råvarer??

Sagen er vel mere nuanceret, end som så; hva' med forældrene, der helst ikke betaler mere end 25 ører, for det, der skal serveres for poderne??
Hva' med børnene, der nægter at spise noget, der bare ser lidt avanceret ud, og som ikke er sovset ind i ketchup??

Jeg vil med det samme sige, at jeg på ingen måde forsøger at undskylde på restauranternes vegne, det er aldrig i orden at servere dårlig mad, og så er det jo sådan set lige meget om det er til store eller små!

Men debatten, den er god, og det er godt at den er rejst, og det er fint at der er lavet "felt-undersøgelser", det giver en bedre basis for diskussion...

Jeg har aldrig været kok et sted, hvor der har været en decideret børnemenu, jeg, og mine kolleger, har taget udgangspunkt i, at børn kan spise det samme som voksne, og så har vi ellers forsøgt at rette nogenlunde ind efter de behov det enkelte barn har haft, og det er altid sket gennem dialog med barnet, også selv om vi måske har haft rygende travlt...

Vi har brugt de samme råvarer som til de voksnes retter, men måske tilberedt på en mere børnevenlig måde; det kunne f.eks. være et morkel- og kalvefarseret perlehønebryst, der til barnet blev tilberedt uden at være farseret, men ellers serveret med tæt på den samme garniture som til forældrene.

Jeg har nu også løbet til slagteren for at hente en god pølse, hvis det var det eneste der kunne redde barnets oplevelse; dog aldrig en rød, der sætter jeg grænsen, og pommes frites, det er det heller aldrig blevet til, men mange mange børn har også været rigtigt glade for, at få noget mad, der lignede de voksnes...

2 ud af mine 3 børn spiser stort set alt, undtagen svampe, og de gør det med glæde og interesse; den sidste er noget mere selektiv, men overhovedet ikke i nærheden af, hvad jeg vil kalde kræsen, hun er bare ikke så optaget af mad, som vi andre, og fred være med det, næsten...

De er vant til at spise det samme som os andre, og bliver altid opfordret til at smage på det, der nu er med på tallerkenen, når vi er ude.
Nej, lad mig være helt ærlig, de SKAL smage!

I fredags, da vi spiste på Hotel Dagmar, var der en jordskokke-terrine på tallerkenen, og hvordan finken skulle man kunne vide, om man kunne li' den eller ej, hvis der ikke kom et stykke i munden??
Den ene sagde "Uhmmm!", den anden sagde ikke rigtigt noget, og spist blev det heller ikke...

Store unger på 15-18 år, der stadig er på pom-frit-og-pølse-stadiet, er de mon nogensiden blevet "udfordret" af forældrene til at vælge andet?
Forældrene kan forklare og måske hjælpe børnene til at forestille sig, hvordan maden smager, drage paralleler til retter børnene kender, og gå i dialog med tjeneren om hvilke muligheder der vil være for at tilpasse retterne en anelse.

Nogle forældre efterlyser også spændende ting, når børnene skal med på restaurant, hvad dækker det "spændende" over, en ballon på Bones eller et stykke legeøj på McDonalds??
Det spændende ved at være på restaurant skulle gerne være maden, samværet, hele situationen og ikke en gul papskygge og en æske farveblyanter!!

Rigtige restauranter har nok ikke et børnehjørne eller legeborg, men jeg tror ikke, at nogen ville løfte et øjenbryn, hvis man selv havde et par gode bøger eller lidt tegnegrej med.

Måske skulle man også afstemme sit besøg med barnets formåen, ikke ret mange børn har tålmodighed til at sidde og konversere med forældrene, der gerne vil nyyyyde 3-4 retter mad, der så efterfølges af kaffe og cognac.
Måske skulle man nyde den slags uden børnene, og så "nøjes" med 2 lækre retter sammen med børnene.
Ha' fokus på samværet med dem omkring maden og oplevelsen, kaffen og en hel flaske cognac kan så nydes hjemme i sofaneseren, når Clara-Emilie er puttet i seng.

Bøfhus og Bones er ikke andet end en opgradering af McDonalds, så kan man kalde det restaurant lige så mange gange man vil.
Vi besøger både McDonalds og Bones, men ser det ikke som restaurantbesøg, det er fastfood, bare pakket ind på to forskellige måder.

Og hvor mange børn spiser så for øvrigt af den ellers udemærkede salatbar på Bones? 1/5 måske, og de læsser majs, ærter og rosiner op i rå mængder, nå ja og croutons selvfølgelig, og lader så for øvrigt det meste af det stå...

Jeg synes det er rigtigt godt, at debatten kører, børn spiser generelt for dårligt, ikke bare ude, men også hjemme hos forældrene.
Tit og ofte er det ikke en manglende vilje til at servere det gode, men fordi madjunglen er uigennemsigtig og uoverskuelig for mange forældre, maden pakkes ind og gives navne, som associerer til noget sundt, og så lægges det i vognen.
Snydt!!

I daginstitutionerne har jeg ofte hørt forældre snakke om Ostehapsere, "Så får han da noget ost, lille Otto-Valdemar, det er jo sundt.!"
Nej, den slags ost er ikke sundt, det er slet ikke ost, det er fedt så det basker, stik ungen en gulerod og et glas mælk, det er sundt!
Hvidt dårligt brød, billigt kødpålæg, 3 slatne skiver agurk og et skriggrønt vokset Granny Smith, så kører det...

Det er jo en helt anden debat, og den vil jeg lade ligge, for indeværende!
Men gi' os god og lødig børne-mad på restauranterne, så kunne det være vi kom lidt oftere!

Og nu vil jeg ha' mig en kop kaffe og et godt stykke brød...


20 september 2006

PIV...

Så er den sidste killing, Oskar, afsat, og det var lige før, at det trak vand, det indrømmer jeg!

De andre krabater var afsat i løbet af nul komma fem, men vi har ikke gjort det store for at finde en familie til Oskar, og da han er sådan lidt en hylende kælegris, så han har været meget, virkelig meget, på skødet af mig her ved computeren.

Om 4 uger skal han ud på landet og bo, hos Torbens kollega Jan og hans kæreste, der bor på et nedlagt landbrug.
Han skal ikke være staldkat, for så havde han slet ikke fået lov til at flytte, næ-nej han skal bare ud og forkæles videre og lege glad i hus og have...

Der kan igen ikke uploades billeder på Blogger, grrr

MAN MÅ YDE, FØR MAN KAN NYDE...

Jeg har været Praktiske Gris fra den årle morgen til for ganske kort tid siden, nu må det være nok, ikke flere alt for husmoderlige gøremål i dag, slut nu!

Jeg har vasket, hængt op, pillet ned, lagt sammen og vasket lidt mere...


Jeg har været til serviceeftersyn og vaccination med Nugga, alt var i top, nu har dyrlægen blåstemplet hende og hun er klar til at komme med hertil i uge 42, det vil hun kunne li', hvis hun da ikke møder en elg...

Jeg har fået købt underhylere til Amanda, og registrede at, jeg røg lige forbi alt det uldne, som ellers i mange år er blevet indkøbt ved efterårstide; gad vide, hvorfor vi holdt op med at bruge dem, vinteren er da stadig kold for nummeren i et par cowboybukser?!
Jeg behøver nok ikke spørge, om de vil ha' et par hver...
Min nye maskine er kommet på plads på køkkenbordet, der kan den få lov at stå, indtil den er solgt og en anden tager over, om det er i næste uge eller næste år, det må tiden vise.
Det haster ikke mere end det "jawer", og lidt lækkert er det da, at pakke sådan en helt ny én ud af kassen!
Jeg burde måske indvi den, men arj, det må vente...Jeg har købt ind til de næste 3-4 dage, dejligt, så er det bare at kigge på madplanen, åbne køleskabene og så ellers gå i gang, praktisk og anti-stressende.
Masser af frugt og grønt til pigerne, svenske brød til når de om lidt kommer fra badminton, lige som de kan li' det!
Indkøbene til mor her, der er da lidt grønt over det, et grønligt skær i alle tilfælde, lige som jeg kan li' det!

Jeg er klar til sofa og en enkelt amerikansk serie eller letbenet komedie, mon ikke der er noget at finde på en af de alt for mange kanaler?
Jeg vil hopper derop med kaffe og strikketøj(er), sikken dejlig dag det er i dag...

19 september 2006

NYE BEBOERE...

Låget har været åbnet på en af julepyntskasserne i dag, og mine "souveniers" fra Ribe er lagt ned til alt det andet, som jeg om et par måneder skal pynte huset med.

Det holdt hårdt at få figurerne lagt ned, jeg havde mest lyst til at stille dem et sted, hvor jeg kunne smugkigge lidt på dem, indtil det igen blev officiel julepyntnings-tid!
Men nu ligger de der, sammen med andre jule-tosserier, og jeg vil glæde mig til at skulle finde det helt rigtige sted til dem, når vi når dertil...

Det var ikke let at vælge blandt alle de Krinkles, der var i butikken,Madam Splid, jeg var inde flere gange, vendte og drejede de forskellige, vejede for og imod; intet hjalp, jeg var/er håbløst forelsket i rigtigt mange af dem, og måtte til sidst bare gribe et par.

Heldigvis er der plads til flere oppe i julekasserne, så næste gang jeg møder nogle igen, så...

Min kollega, som fik brød og kager i går, har lige været her med nogle Brownies, jeg sendte hende en sms i aftes, hvor jeg begræd mit brownie-hul i maven, og det måtte selvfølgelig fyldes, syntes hun!

Det bliver det så nu, ledsaget af en kop dampende mynte-te og et par pinde på Andefødder, mens jeg lader op til at gå ud og ta' kampen op mod en alt for stor og langhåret græsplæne...

18 september 2006

DUMT...

Jeg skulle ikke ha' afleveret hele Brownie-stakken til fødselaren, skulle ha' været forudseende og gemt 4-7 stykker til mig selv!

Jeg må nøjes med en ostepops og 5 tyske lakridser, men det er nu heller ikke at foragte.
I morgen bager jeg en portion Brownies, og de bliver bestemt ikke gemt til dagen efter...

ELLA, BÅDE FRA OG TIL...

Ella nyder dagene i Spanien, de er hende vel undt, og gør hende godt, kan vi læse.
Hun sender postkort til os, der daffer rundt her hjemme, med søde tanker fra det varme land.
Tak for kortet, Ella, det var dejligt at åbne postkassen og se en air-mailkuvert fra dig!

Jeg skal passe på hendes misling, skriver hun, og det gør jeg selvfølgelig; katteungerne lever et Creme-de-la-creme-a-la-Edgar liv her hos os, og det ved jeg heldigvis også at Ella-katten kommer til at gøre hos Ella-konen...

BROWNIE-WANNA-BE...

En dejlig kollega fylder 50 i dag, og mit bidrag til hendes fødselsdags-buffet er brød og kager, gode sprøde durumbrød, masser af rosenmadeleines og så en ordentlig omgang brownies.

Browni'erne er blevet bagt efter en, for mig, aldrig tidligere afprøvet opskrift, den så bare nem og lækker ud, og så vil den en anden gang kunne bages af "Hvad skuffen gemte", for opskriften er barberet for til-lejligheden-indkøbte-ingredienser, det kan jeg li'!!

Smagen er i top, en virkelig god og tæt kage med masser af smag!

100 G. SMELTET AFKØLET SMØR
100 G. NØDDEKERNER, JEG KAN BEDST LI' VALNØD TIL BROWNIES
2 ÆG
3 DL. SUKKER
1.5 DL. HVEDEMEL
5 SPSK. GOD KAKAO
2 TSK. VANILLESUKKER
ET NIP SALT


Æg, sukker og vanillesukker piskes til en luftig æggesnaps, mel og kakao sigtes der i og vendes foldes forsigtigt sammen med æggemassen.

Det smeltede afkølede smør og de grofthakkede nøddekerner vendes i til sidst, og dejen bredes ud i en lille bradepande, 25 x 35 eller der omkring, foret med bagepapir.

Kagen bages ved 150 gr. i ca. 35 minutter.
Bliver bedst, hvis den står til næste dag, men det er ikke let at lade den være i fred...


FILT...

Der var lige en lille slat til overs af det lækre uldgarn, som jeg strikkede den forlængede halsedisse af; det blev til en lille retstrikket klud, der kom en tur i vaskemaskinen, det filter flot!
Jeg fik ikke målt stykke før det røg i maskinen, men det filter ikke hårdt af en enkelt tur i maskinen...

Så nu kan der strikkes Booga Bags for en billigere penge, end hvis der bruges Noro!
Ikke at det skal få mig til at holde op med at drømme og regne, for jeg MÅ strikke Lizards Ridge, og er begyndt at kigge på E-bay efter små partier, der kunne blive flotte sammen i et stort tæppe...

MANDAGS-MODEL...

Slapsvansen har været indleveret til reparation, og nu har de ringet, at jeg kan komme ind og hente en helt ny; der er noget, der siger mig, at lige præcis denne maskine er den ene ud af tusinder, der har haft en lille defekt fra starten!
Den slags maskiner uddeles normalt ikke med rund hånd til de klagende kunder, for sådan en svend kan holde evigt, siges der...

Det er anden gang, den er på værksted, og i den mellemliggende periode, og egentlig også inden første tur til mekanikeren, der har den ikke kørt optimalt, jeg har aldrig sådan for alvor elsket den.
Men flot, det er den bare!

Måske skulle det flotte design ofres til fordel for noget rå muskelkraft, måske denne her, 1200 watt, den vil fremad...

17 september 2006

KRASSE KULØRER...

En Tysklandstur med far og farfar indbringer tydeligvis pigerne andet, end en tilsvarende tur med mor her ville ha' gjort!!
Disse her indeholder vist flere E-numre, end der kan stå på posen...

Vi er vel hjemme igen efter en dejlig weekend i Ribe med byvandring, museumsbesøg, butikker, restauranter og hyggeligt selskab.
Vi er trætte til benet, meget mere trætte end vi synes, at vores slendren rundt kan retfærdiggøre; men det er fakta, at vi næsten ikke engang orker at slæbe os op ovenpå og falde om i sofaen med tæpper og ligegyldige film...

14 september 2006

WEEKEND-PAKKERIER...

Jeg må endnu engang konstatere, at jeg ikke kan finde ud af at pakke!!

Svigermor bliver 60 i morgen, og har inviteret på lækkert weekendophold i Ribe, det bliver dejligt, men for pokker da, hvor jeg bare hader at pakke.
Indtil videre har jeg klaret at lægge sengetøj og håndklæder frem, og pigernes badegrej er også fundet, men så er det også det...

Der skal pænt tøj med til middagen i morgen aften på Hotel Dagmar, der skal sommerskørter med til de solrige og varme sensommerdage, der skal udvalgte strikketøj'er med.
Mad til hunden, lidt lækkerier til os andre, så vi har noget at hygge med i ferielejlighederne, en enkelt bog og så alt det andet...

Det er dybt latterligt, at jeg ikke kan pakke en weekend-taske på 10 min., hvor svært kan det være?!
SVÆRT, åbenbart, og det trods det faktum, at Ribes butikker ville kunne forsørge os med det, der ikke var kommet med i tasken...

NU MED TILLADELSE...

Jeg har fået grønt lys af Zinnur fra Our Patisserie til at gengive opskriften, hun synes kun det er dejligt, at brøddet nu også kan bages på dansk!

Hendes eneste bøn i forhold til offentliggørelsen er dog, at jeg henviser til den bog, hun har taget opskriften fra, i stedet for at henvise til hende.

Det gør jeg selvfølgelig, her kommer den originale kilde:

California Culinary Academy's Bread Cookbook

Jeg kan ikke finde nogen bøger med præcis den titel, men mon ikke det er denne her !

Det sted lyder lidt mere fancy, end Ålborg tekniske Skole, hvor jeg tog min svendeprøve for snart længe siden; men danske kokke er nogle af de bedst uddannede i verden, så jeg klarer mig nok uden The Academy...

CACAO-BRØD PÅ DANSK..

Jeg har spurgt damerne fra Our Patisserie om lov til at lægge brød-opskriften op her, endnu har de ikke svaret, men jeg satser, og hvis de virkelig protesterer, så fjerner jeg den bare igen.

Opskriften har ikke været igennem mine hænder uden at blive ændret lidt på, jeg har tilpasset den til "vores", den danske, måde at lave gærdej på.
En enkelt ingr. eller to er skiftet ud, men produktet er det samme i sidste ende...

CACAO- OG NØDDEBRØD.

DEJ:
25 G. GÆR
2 DL. LUNKENT MÆLK
1 NIP SALT
2 SPSK. RØRSUKKER
1 SPSK. BLØDT SMØR
2 ÆG
1 TSK. KARDEMOMME
CA. 10 DL. HVEDEMEL

FYLD:
3 SPSK. CACAO
6 SPSK. RØRSUKKER
75 G. GROFT HAKKEDE NØDDER, JEG BRUGTE VALNØDDER

TOPPING:
1 SPSK. SMØR
3 SPSK. SUKKER
3 SPSK. HVEDEMEL
1 TSK. KARDEMOMME


Gæren opløses i den lune mælk.
Salt, sukker og kardemomme røres i.
Det ene hele æg tilsættes, det andet deles i blomme og hvide, og kun blommen hældes i dejen, hviden sættes til side til senere brug.
Smør og hvedemel tilsættes, melet lidt ad gangen, og dejen æltes godt.
Det er en fed og lidt klistret gærdej, der skal arbejdes grundigt igennem!

Sæt dejen til hævning et lunt sted i 45 min.

Mens dejen hæver røres ingr. til fyldet sammen, og toppingen laves.
Her smuldres smørret i mel og sukker, som til en mørdej, brug derfor koldt smør!

Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse, rulles den ud i et stort rektangel, fyldes spredes over dejen, og den rulles sammen som en roulade.
Rouladen lægges i en brødform, der er kortere end rouladen, så denne lægges i på zig-zag-vis!

Brøddet efterhæves i ca. 30 min, og pensles derefter grundigt med den sammenpiskede æggehvide, og toppingen strøes over.
Bages ved 200 gr. i 30-35 min, hold øje med at brøddet ikke bliver for mørkt, sukkeret i toppingen vil være med til at "brune" toppen lidt kraftigere end ellers!

Den blomstrede tallerken er fra vores fødselsdags-kaffe-stel, engang slæbt til huse af min loppemarkeds-afhængige mor; det er ret sødt, stellet, men bliver altså ikke luftet hver dag...

13 september 2006

FRA CUPS TIL DECILITER...

Jeg elsker kogebøger, jeg elsker at læse mad-blogs, jeg elsker at surfe derude på nettet og støve opskrifter op, som jeg enten ikke kender, eller måske har glemt.
Mange af mine kogebøger er købt hos Amazon, og derfor på engelsk med alt hvad det indebærer af "mærkelige" mål-enheder!

Jeg har deciliter-mål, der også viser cups, men altså ikke 1/6 cup, som var med i dagens bageopskrift, og når der så også blandes ounces ind i det, så må jeg hen og slå op et sted, for jeg kan aldrig huske det, når jeg står i det med fedtet dej op til albuerne...

I dag så jeg mig lun på et lækkert chokolade- og hasselnøddebrød hos Our Patisserie, jeg var nødt til at bage lige præcis dét, selv om det nu lignede vores gammelkendte cacaobrød fra en Karoline-bog, men her hos de bagende damer var der bare en lækker krymmel ovenpå, og den måtte prøves!
Opskriften blev oversat, og for en gangs skyld skrevet ned, for allerede mens jeg læste den igennem, kunne jeg "smage" at dette her ville blive en genganger.
Der blev æltet, hæves, smuldret, smurt og bagt, og nu er det spist, næsten!

Jeg må ha' lavet mig en lille lamineret seddel til køkkenskuffen med mel, sukker og sådan omregnet fra cups til deciliter og gram, det ville være en nyttig ting at ha'...

SKARNS-UNGE...

Søndag morgen flyver Sophie og hendes kæreste en uge til Lesbos, fy-føj da, jeg er ikke spor misundelig!!

Nå ja, den danske eftersommer er da heller ikke at foragte...

DROPPET...

Jeg har taget en lidt sur beslutning i dag, og har sendt en mail til aftenskolen om, at jeg alligevel ikke skal på deres keramik-hold denne sæson.
Jeg synes, at jeg trænger til efterårsaftener uden program, til bare at kunne daffe op i sofaen og strikke, eller cykle hen til en god veninde...

Jeg kan mærke, at det nager min en lille bitte smule, at jeg ikke skal sidde med ler og idéer, men energien og "drivet" er der ikke, og med det kursusgebyr, de tager i AOF, så skal man ikke blive væk ret mange gange, før det har været en rigtig dum investering!

Jeg havde stor glæde ud af kurset i foråret, og fik lavet nogle gode ting; jeg håber, at lysten til at deltage dukker op igen, for jeg er ikke færdig med det det bløde ler, og så smutter jeg med efter jul...

DRØMME...


Nogle 100 meter fra vores hus, op over en lille bakke og igennem en fældet skov ligger en stor parkerings- og udsigtsplads i forbindelse med Bølling Sø.
Jeg går tit forbi, når jeg er på tur med Nugga, og glædes altid over, at så mange mennesker finder vej her ud, hvor naturen er skønnere end skøn...

Der er store bænke og borde, der er bålplads og fine toilethuse og plancher, der fortæller historien om området og genopretningen af søen.
Det er en skøn plet!

Hver gang jeg går deroppe, tænker jeg på, hvem man mon skal kontakte, for at høre om mulighederne for at åbne en café/traktørsted/udvidet ishus.
Er det skov- og naturstyrelsen? Eller amtet? Eller...

Jeg drømmer om et smukt langt sort hus med høj facade af glas, kønne danske møbler, brede planker på gulvet og store sort-hvide fotos af området.
Jeg tænker 2-3 computere med info, og ind imellem temaaftener med de arkæologer, der har været med i de mange udgravninger, der er foretaget, og stadig er i gang, ved søen.
Jeg forestiller mig en stor terrasse med møbler fra Skovshoved Møbelfabrik, store kvadratiske parasoller og grønt i zinkkasser.
Ingen plasticskilte, der reklamerer for underlødige is, og heller ingen knaldrøde, eller endnu værre blå, affaldsspande!

Der skal være smukt og harmonisk, alt skal spille sammen med den fantastiske natur, det ligger midt i...

Allermest tænker jeg dog på det, der skal serveres!

Gode hjemmebage brød med tørre spanske og italienske pølser.
Gode oste fra små mejerier.
Lette salater med og uden kød.
En god kraftig suppe.
Kager, kager og kager.
5 o-clock-the med scones, lemoncurd, cucumbersandwiches, en smuk lille kage og dampende te.
Gode danske øl fra de bedste bryghuse.
Kaffe, tilbredt kop for kop, aromatisk, stærk og serveret i store kopper.

Priserne skulle være fornuftige, selv ikke en kage bagt af de allerbedste råvarer behøver at koste 30.-, ikke i min butik!

Mon det er der, at jeg skal genfinde min passion...

12 september 2006

FOR SA*** DA...

Mor bliver lettere irriteret over yngste prinsessen, der smider skoletasken på gulvet i stedet for at sætte den i skabet, som aftalen er!
Irritationen stiger, da tasken følgende rammes af ildelugtende katte-mos, og må tømmes og vaskes!

Irritationen stiger til uanede højde, da "klonket" i vaskemaskinen viser sig at være barnets ret nye mobiltelefon!


AAAARRRRGGGGHHHHHH.....

Irritationen vedligeholdes af irritationen over, at det var moderen, der flåede bøger og andet ud af tasken, i stedet for at få barnet til at gøre det!

Så kan hun lære det - moderen altså - barnet havde i alle tilfælde ikke glemt at mærke på mobilrummet i tasken...