25 september 2006

FLASHBACK...

Først i 80'erne var mine favorit parfumer Opium, Magie Noire og ikke mindst Cinnabar fra Estée Lauder, alle tunge krydrede dufte.
Det var dufte, der gav hele familien hovedpine, men som fik mig til at føle mig voksen, lækker og mere sofistikeret, end klassekammeraterne, der plaskede med Anais Anais, ikke et ondt ord om den for øvrigt, det var bare ikke lige moi...

I går havde Torben brugt lige vel rigeligt af en Guerlain aftershave, han havde fået som gave i lufthavnen i Antalya; alene det, at den var derfra, burde ha' fået ham til at holde lidt igen, men den havde fået lige alt det den kunne trække.
Lækker, det var han, for det er han altid, men fy-føj da for en hørmer!

Pigerne og jeg lod det selvfølgelig ikke passere i stilhed, vi galede op, mobbede og rullede vinduerne op og i, da vi blev lukket inde i bilens kabine, hvor det lige fik en ekstra tand på stinke-barometeret.
Og mens vi sad der og viftede os om næserne, da kom jeg i tanke om engang, min mormor havde været på rov i mit kosmetik...

Hun var SÅ forarget over alle de penge jeg brugte på makeup, cremer og parfume, ikke at hun ikke selv brugte Dior og Chanel, men en ung pige som jeg, jeg kunne vel nøjes med Rimmel?!
Men nej, det kunne jeg altså ikke, jeg har altid været draget af den dyre kosmetik, den smukke indpakning og de navne, som makeup'en bar gik, Midnight Shimmer, Pale Ivory, Dusky Rose, uhh, det var lækkerier!
Mit teenageværelse havde oplyst spejl og makeup-bord, hvor hele arsenalet stod linet op, og jeg sad der meget!

Min mormor var vel selv lidt af en diva inden i, og havde en dag ikke kunne modstå fristelsen, og havde kastet sig ud i det store makeup-show med de mere vovede farver, der stod på mit bord, og så havde hun lige sluttet festen af med et ordentligt strint af Cinnabar på hver side af halsen...

Nu var der bare det ved det, at Cinnabar var en ren parfume, helt mørk og klistret, og MEGET koncentreret, og da hun havde fået trykket godt og grundigt på den, ja så stank hun værre, end et horehus i havsnød.

Hun havde skrubbet og skuret på halsen, så den var helt rød og hudløs, alle vinduer i lejligheden var smækket op, og hun gik hostende rundt med rindende øjne.
Så ku' hun lære det, ku' hun, fingrene væk fra min make-up, i alle tilfælde når hun sådan var efter mig!

Jeg fik mange skæld ud for mine tunge parfumer, men jeg elskede dem, og det gør jeg sådan set stadig, de hedder bare noget andet her i mine 40'er.
Jeg har ikke set Cinnabar i Danmark i laaaang tid, men jeg ved, at den kan købes på det store lokkende inder-net, jeg må ønske mig én i julegave, bare en lille bitte en, for jeg bruger nemlig kun en enkelt dråbe...

5 kommentarer:

Anne sagde ...

Næh, det kan godt være, at jeg styrter direkte i gulvet efter en inhalering!
Der er så mange dufte, har jo også kigget rundt, der hvor du bestilte, fristende :-)

Susanne sagde ...

Jeg kom til at tænke på en lørdagaften, hvor jeg ku' "lugtes rundt om hjørnet" af min Opium.....Havde brugt bodysæbe, deo + eau de toilette :o) Fy for den !! Kh Susanne

Linda sagde ...

Haha, gode historier! Jeg er også til de tunge parfumer, chloe, poison, og min elskede spellbound. Havde indtil graviditeten alle stående i fri dressur i soveværelset, men nogen (!) havde afprøvet dem alle en aften, yrrrrkkk og jeg der ikke kunne klare bare 2 lugtkorn af noget som helst!! Mor, hvordan kunne du gætte at det var mig?? Tja....
Åh, så langt væk din pige har været, det varer forhåbentligt mange år her i huset endnu førend de "føjter" rundt!
kh Linda

Anonym sagde ...

Opium og Magie Noire var favoritter i firserne og Aromatic i 90-erne. Nu bliver det til et lille pust med Naomi, en meget sjælden gang. Al anden duft er bandlyst. Jeg reagerer med hovedpine og det der er værre.

Historien med din mormor bliver gentaget hver dag, mange steder og, kan jeg lugte og mærke. Jeg er ekspert i at holde vejret over lange strækninger, når jeg er på bytur.

Line Pedersen sagde ...

Det var sku en god historie :-) Hvis i leder efter billig parfume så kan jeg klart anbefale http://www.duftladen.dk