I december købte jeg mig et par stjerner, den ene med hjælp fra Britta, den anden på julegaveraid med Susanne, forleden dag købte jeg mig endnu en, denne gang i en aldeles afskyelig souveniershop nær bazaren i Alanya.Ikke ret tyrkisk, men lige præcis en ting, der måtte med hjem i kufferten, nu ærger det mig bare en smule, at der er så længe til jul....
Jeg smuglede måske også i går, ikke sprut eller cigaretter, men noget til haven!

Jeg var i forgårs et smut på en tyrkisk planteskole, købte en rosenplante med store hvide velduftende roser og en sart rosa, nærmest hvid, pelargonie...
I går morges klippede jeg dem ned til nærmest ingenting, rystede jorden af dem og vaskede bagefter rødderne, så de bare var hvide og sprøde; jeg pakkede dem i aviser, som jeg måtte støve rundt efter i kvarteret og til sidst fik forærende i købmandens baglokale, det hele blev gjort vådt, og blev derefter svøbt i plastic og våde håndklæder.Nu er begge plantet og står og akklimatiserer i drivhuset, de har bare at holde ud og ved, det ville være så hyggeligt at se dem blomstre senere på sommeren!
Jeg er glad for, at de kom med igennem tolden, både fordi jeg kan glædes over dem, men nok allermest fordi stakkels Laura slap for den "pinlighed" det havde været, hvis moderen var blevet snuppet...















































