17 maj 2006

KLARGØRING...

Jeg krydser af i min lille lommebog, hvor jeg skriver to-do's og indkøb op, siderne i disse dage er selvfølgelig fyldt med ting, der skal være på plads inden afgang til Tyrkiet på tirsdag!
I dag ilede jeg til Silkeborg og fik klaret apotekstur og nye sandaler til mig selv, nu mangler vi bare Lauras, der forhåbentligt snart lander fra Merrells lager, jeg tør ikke tænke på den "scene" hun vil være i stand til at fyre op under, hvis hun må afsted uden...

På en eller anden måde er det ikke så let at lægge lak på tåneglene, som det var for nogle år siden, kadaveret er ikke så bøjeligt mere, og når jeg nu kigger på fotoet, så kan jeg se, at øjnene heller ikke er det! Der må en vatpind rundt i kanten...

Jeg sidder og skriver her lyttende til Corinne Bailey Rae, hun får min puls til at falde, der er dømt tilbagelænet stemningsfyldt underholdning! Nu er hun lagt over på Ipod'en og skal med i håndbagagen, sammen med Nicolai Steens "Closer", som jeg aldrig bliver træt af.

Jeg fik mig også en drivhusbog i dag, jeg må vide mere, end jeg gør nu, jeg vil ha' teori og ikke bare learning-by-doing, jeg bliver sgu så knotten, hvis jeg ikke kan få det til at lykkes!
Jeg har klaret at myrde de første 5 tomatplanter, vi havde nemlig 0 grader her hos os natten mellem søndag og mandag; nu venter jeg med at sætte nye derud, før vi kommer hjem igen, så har vi 1.juni, og så må det for pokker da være slut med nattefrost...

Dagens bedste oplevelse:
Fejring af Norges "fødselsdag" sammen med min søde norske kollega Magnus og 16 børn fra 1.klasse.
Vi lavede flagguirlander, plukkede birke- og bøgegrene, sang nationalsang og bedst af alt, lavede bløtkake med masser af jordbær og blødt flødeskum. Børnene lavede selv lagkagerne, og uden overdrivelse, så var der mere creme og fløde på gulv og bord end på lagkagen; men Magnus gjorde meget ud af, at det var børnenes dag, og satte mig til at rydde op ;-)

4 kommentarer:

Susanne sagde ...

Det var da et par fede sandaler :o) Kh Svigerinden

Anne sagde ...

De kommer til at sidde på fødderne det meste af sommeren, de er så skønne at ha' på, walking on air..

Ella sagde ...

Flotte fødder i lækre sandaler - hvilket mærke er det?

Anne sagde ...

Tak Ella!
Jeg er ellers lidt utilfreds med mine fødder, jeg vidste ikke, at man også kunne blive tyk på tæerne ;-)
Det er et par Merrell-sandaler, de er fantastiske, ligesom alt deres andet fodtøj...