09 august 2006

EN LILLE HVID LØGN...

Jeg lyver helst ikke, men ind imellem kan man blive nødt til at stikke en lille plade, jeg gjorde det i dag.
Det var ikke rart, følte mig som en rigtig luskebuks, men jeg var nødt til det...

Amanda har haft verdens mest fantastiske klasselærer i de sidste 3 år, og i det absolut sidste ugebrev inden sommerferie fik vi pludselig at vide, at hun måtte slippe dem nu, godt nok skulle hun forsat ha' dem til matematik, men ikke længere være deres klasselærer.
Vi nåede overhovedet ikke at reagere på det, fik ikke tænkt os om, og derfor fik vi ikke sagt pænt tak til hende for alt det skønne, hun har givet vores børn...

I eftermiddags troppede vi op i hendes have, 60 mand høj, til kaffeslabberas og hygge, lige i hendes ånd, tæpper på plænen, børn i massevis, hujen og hvinen, og en masse forældre, der ville sige tak.
Jeg havde for nogle uger siden lavet en aftale med hende, om at vi skulle ses i eftermiddag og finde på noget hyggeligt, vi tager ind imellem på en lille tur ud i landet og kigger på lækkerier, smykker, tøj, garn, kundthåndværk og andet godt, og sådan en tur trængte vi vel til ovenpå sommerferien...

Vi talte sammen flere gange i løbet af dagen, er kolleger på skolen, og fik lige aftalt, at jeg skulle lægge bil til turen, at vi skulle nå en kop kaffe hos hende inden afgang, så jeg kunne se deres nyrenoverede entre, og en ny daglilje hun havde fået o.s.v. o.s.v.
Jeg kunne næsten ikke klare skuespillet, følte at mine ører brændte og havde faktisk svært ved at kigge hende i øjnene.

Jeg var der til aftalte tid, hjalp med at hænge lidt vasketøj op, og mens vi stod der med klemmerne, sagde jeg så henkastet som muligt, at hun måske lige skulle smutte ind og ta' lidt læberødt på, for om 2 min. fik hun 60 mand til kaffe.
Om hun nåede at forstå, hvad der egentlig foregik, det ved jeg ikke, men fra hun så det første barn komme op i haven, forældre slæbende på kage, kaffe, service og hvad der ellers hører til et kaffeselskab, ja der forlod smilet ikke hendes ansigt, og alle havde en skøn stund i hendes dejlige have...

Vi fik sagt tak til Bodil, tak for al den omsorg, nærvær og varme hun har givet børnene, for den glæde hun har givet dem ved læring og den energi hun har lagt i at skabe en stærk social rummelig klasse, hun har været guld værd for både børnene og os forældre.
Jeg har lige sludret med hende i telefonen, og nu ved jeg, at mine kvababbelser over de hvide løgne var en okay pris at betale for den oplevelse hun fik sig her en onsdag eftermiddag...

7 kommentarer:

Liselotte sagde ...

Sikke en skøn overraskelse at få. Jeg ville have glædet mig over jeres betænksomhed også :-)

Anne sagde ...

Hun havde såmænd fortjent meget mere, Liselotte, der er langt mellem lærere af hendes kaliber!
Vi kommer til at savne hende (jeg godter mig så lige lidt over, at jeg arbejder sammen med hende ;-))

Mette G. sagde ...

Åh, hvor er det dejligt at høre om sådan et engagement - både fra lærer og forældres side. Man bliver da helt rørt.

Hilsen
Mette G. - som har oplevet et 1. forældremøde i 1. klasse, hvor klasselæreren meddelte, at det i hvert fald var godt, at det var sidste gang, at han skulle starte med en 1. klasse - tjah! Og så skal det lige tilføjes, at vi skam også har oplevet lærere, som virkelig nød ungerne.

conny sagde ...

Det er vist i tilfælde som dette, at hvide løgne er helt OK, Anne. Hvor må det have været en dejlig dag for alle parter.

Trine Als sagde ...

Hvor er I bare søde.
Så er der nemlig noget ved at blive udsat for en løgn...
Kram

Ella sagde ...

Pragtfuldt at der findes mennesker som hende - og mennesker som dig Anne :-)

Anne sagde ...

Jeg takker på vegne af os begge, Ella ;-)