01 maj 2007

VI HAR VEL ALLE VORES MÅDER...

Jeg er blevet moppet lidt i dag, ikke sådan alvorligt, det var med et glimt i øjet og varme i stemmen, så det var til at klare.

En af mine mandlige kollegaer måtte bare kommentere min måde at føre kalender på, det var lige en tand for organiseret og udførligt, syntes han.

"Har du svært ved at overskue livet, eller hva'?!" smilede han, da han sad og lurede med, mens jeg viskede ud og rettede til, der hvor aftaler var blevet ændret og nye møder kommet til.

Han kommenterede alt fra håndskriften, til brugen af blyanter, overstregningstuscher og små stregtegninger og madplaner, og spøgte lidt med, at han ville forsøge at spotte det tegn, der måtte være ført ind på dage med aktivt samliv.
Det er dog ikke ført til protokols...

Jeg er meget afhængig af min kalender, den store bløde sorte Moleskin, der følger mig i tykt og tyndt, og som sidst på året er så gennembladet og træt, at det er ynkeligt at se på.
Og jeg må jo give iagttageren ret, alt er skrevet ned, i bestemte systemer og kolonner, men de plejer kun at være beregnet for mit øje, det var uden for nummer, at han sådan fik lov at være med på en kigger.

Måske er jeg lidt til en side på det punkt, eller måske er jeg bare en almindelig fortravlet kvinde med mange bolde i luften, måske burde jeg lade nogle af dem falde, så der var knap så meget at notere?!

Uanset hvad, så har vi vel alle vores måder at styre hverdagen på, nogle af os endda også så det kan bruges til underholdning for andre, og det er helt fint med mig...

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja, vi må alle finde vores egne måder.
Og du har da også en del , der skal gå op i en højere enhed.
Men som altid..- selv dine notater er smukke!

Anne sagde ...

Jeg har altid godt kunne li' systemer og sirlig blyantsskrift, Miri, og da jeg jo efterhånden har haft en del år til at arbejede på det, så ser det ganske hæderligt ud.
Men tak for roserne, og opbakningen, jeg vidste at kvinder ville forstå det bedre, end mænd ;-)

Sifka sagde ...

Skriveredskaber, notesbøger og kalendere drager mig som magneter.

Jeg har moleskine i flere udgaver, italienske notesbøger, selvudsmykkede billige plastkalendre osv.

De fleste er i brug, mens resten pynter.

I forbindelse med jobbet henter jeg troligt en bestemt kalender for förskolan i Malmø, når den ny udgave kommer.

I sandhed guf for kontrolbamser :-)

Anne sagde ...

Så må du hellere lige snuppe et ekstra eksemplar næste gang, Sifka, sådan en gang guf må da deles ;-)

Helle Holst sagde ...

Jeg tror at det er sådan mand/kvinde ting. Bjørn junglerer aftaler og møder i stor stil uden at tage så meget som ét eneste notat mens jeg har udførlige lister over næsten alt.
Jeg at det letter min hverdag for en masse stress at jeg ikke hele tiden behøver at gå rundt og huske på hvad det nu er jeg skal have gjort. Jeg kan jo bare kigge i min bog, som indrømmet ikke er lige så sirlig som din - og absolut ikke tåler en offentliggørelse:o)
Derudover elsker jeg fornemmelsen når endnu et punkt kan streges ud.

Kh. Helle