LUFT...

At komme hjem efter en lang dag med genstidige unger, langtrukne møder og et hæsligt indeklima er godt, at komme hjem til en gåtur i det skønneste vejr blæser dagens irritationsmomenter og vrisne bemærkninger langt pokker i vold.

Jeg føler mig så priviligeret, når jeg dapper ned over vores græsplænen og ud på friarealerne, går 440 skridt, eller der omkring, og så har den stille store sø som baggrundsskærm for tankevældet.
Jeg savner aldrig byens puls, savner ikke lyden af trafik og hektisk aktivitet, jeg nyder stilheden, roen og det store rum, der giver luft til mit indre overbookede system...

Jeg går ned ad små stier, gennem lunde af birk og poppel, ser det vilde æbletræ og de små krogede KlodeMølle-ege, jeg kravler op på toppen af en af de små høje ved søen.Kigger jeg bagud mod syd-vest, så finder øjet vores sorte hus oppe mellem træerne, der hjemme hvor der er trygt og lunt, hjemme hvor jeg samler kræfter og puster ud.

Vender jeg mig om igen, og skuer mod nord-øst, så ligger søen der vid og udstrakt og lader horisonten spejle sig, der er luft og langt til nærmest nabo, jeg trækker vejret dybt, lukker op for tankemyldret, lader noget farer og andet komme til, der ved søen inspireres og oplades jeg.

Jeg elsker min "baghave", og fryder mig næsten dagligt over, at vi tog springet og flyttede herud...