LYS-HAV...

Jeg ved, at der landet over brænder lys for Alexander, og at manges tanker igen og igen vandrer til familien, der i går mistede deres søn, bror, nevø og barnebarn.

Alle, der besidder bare den mindste smule empati, sidder vel med deres egen lille sorg for det liv, der blev alt for kort, og medfølelse for de, der nu skal finde vej gennem smerte, finde ud på den anden side til et andet slags liv.

Også her hos os brænder der lys.
Æret være Alexanders smukke minde...

BYGGET TIL AT LEVE LÆNGERE...

Sådan lyder AskoVølunds slogan, My ass, siger jeg bare!!

Vi har en 4 år gammel, eller ung, opvaskemaskine, og at købe dansk var altså ikke billigt, men det skulle jo være så godt, og faktisk havde vi da regnet med, at denne maskine skulle holde helt indtil vores børnebørns vippe-kopper skulle vaskes af i den, og måske endda lidt længere...

Men i den sidste tid er der kommet trælse pletter på vores bestik, og vi regnede i første omgang med, at der havde været noget ikke-rustfrit metal med i maskinen, der så havde sendt en omgang flyverust i omløb.
Da vi kiggede nærmere på den øverste af kurvene, kunne vi se, at der var et lille hul i gummibelægningen, og blev enige om, at det vel var mig, der havde kastet en alt for varm gryde ind, eller måske en skarp kniv.

Vi fik anbefalet at lukke det lille hul med en klat neglelak, det skulle kunne holde en tid!
Men AK-AK-AK, der er ikke bare et lille hul øverst, den nederste kurv mangler stort set hele gummibelægningen på undesiden, den er i fuldstændig opløsning.

Vi har sendt en "forundrings-mail" til firmaet, og vi har da også fået et svar, desværre er det kun til at grine af, de skriver bl.a.:

"Det kan være fordi, i skyller servicet af, og så bruger mere end en halv tablet pr. opvask, og når der så ikke er nok snavs at vaske af, så tærer sæben på kurvene."

Okay så, vi skyller aldrig af, for det har vi nemlig lært, at man ikke skal gøre, det er et overforbrug af vand; og det med de halve tabs, det kører vi med, og har gjort længe.
Og så står der forresten heller ikke nogen steder, hverken på maskinen eller tabs-pakningen, at maskinen går i opløsning, hvis man bruger hele tabs!

Hvor er jeg "glad" for, at vi købte dansk, vi bakkede op om en national producent, og endda hele to gange på bare 4 år, for nu får vi lov at betale 1500.- for 2 nye kurve...

HØRMEREN...

Der har været en lidt underlig og fremmed lugt i vores hus de sidste par dage, og det har ikke været på den gode måde.
I går kom Torben lige ind i entréen og vrænger så:"
"Fu.., her stinker bare helt vildt af kattelort!!"

Jeg har tæt på verdens sarteste næse, og var i alle tilfælde helt sikker på, at stanken ikke havde noget med kattene at gøre, men der imod Torbens cigaretter, for den havde ikke fået for lidt med dem hen over weekenden...

Jeg er gammel ryger, og er derfor selvfølgelig en af de allermest anti-rygnings-hysteriske-intollerante røgdetektorer på markedet, så bare han tænker på at ryge, så er jeg der med host og åbne vinduer!
Det er ikke rummeligt og tolerant, og meget lidt anerkendende af, at han også bor her, jeg ved det, er lidt led ved det, men det stinker for klamt, og jeg kan næsten ikke klare det.

Ergo bræger jeg op om, at det igen er de skide cigaretter, og kan han da ikke ryge ude i hans lille værksted??!!

I dag har jeg fundet kilden til den ikke hjemlige lugt, det er hverken kattelort eller cigaretter, men en jule-tazette, der står og smykker i alrummet, den er fin og flot, men for søren hvor den da stinker.

Den kan komme med ud og ryge sammen med Torben, så har han i det mindste noget smukt at kigge på...

VILDT-MØG-HAMRENDE-SNOT-FORKÆLET...

Jeg har fået min første julegave, giveren kunne ikke vente, og nederst på mine ben sidder nu de flotteste støvler.

Sophie er den glade giver, hun er ikke rigtig velforvaret, men hold da bøtte, hvor hun har gjort sin gamle mor glad!
Hun ved, at jeg rigtigt længe, flere år faktisk, har sværmet for Bumpers støvler; jeg har sukket og kigget langt efter dem, men ak, der er altid kommet børnestøvler og flyverdragter i vejen for sådan en investering...

Hun ligner sin mor på mange punkter, også omkring det med gave-givningen, vi køber med hjertet og kan aldrig vente med at få givet pakken til modtageren, ja vi kan nærmest ikke sove af spænding, vi glææææææder os sådan til at se og mærke, hvordan gaven bliver modtaget.

Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har måtte i byen igen-igen-igen for at købe en ny gave, fordi den købte er blevet afleveret længe før tid, det ser ud som om Sophie mestrer samme diciplin!

Men denne gang, der har hun lovet, sværget, ama'r-halshugget, hun køber ikke mere, for disse her plettede lækkerier, de er i sig selv alt for meget, men hold da k..., hvor er jeg bare glad for dem!!

TAK MULLEMÅS...

LIZARD RIDGE...

Jeg har lovet et par stykker eller 5, at min fordanskede udgave af mønsteret på Lizard tørklædet vil komme på bloggen; det skal nok komme, jeg skal bare lige tage mig tid til at få det skrevet ned!

Det gjorde jeg ikke, før jeg gik i gang, og nu er det lidt kedeligt at vende tilbage til; men jeg lover, at jeg gør det, meget snart endda...

FYRVÆRKERIMESTERENS DATTER...

Det er helt i orden for mig at ta' hul på en ny uge med en teater-tur, jeg kunne såmænd sagtens leve med, at det skete hver eneste uge, for sikke da en gruppe opløftede børn vi satte af hjemme på skolen.
Det var børn, der i den grad havde fået en ordentlig en på opleveren, og slet ikke var klar til at holde op med at snakke om forestillingen, det er godt vi har hele teater-tema hele ugen...

Vi har set Fyrværkerimesterens Datter på Århus Teater, et fantastisk stykke baseret på en af Philip Pullmanns bøger; det var en superflot opsætning med masser af seje effekter, der talte lige til den gruppe børn vi havde med.

Der var drama, humor, kærlighed, ildprøver og alt det andet, som et rigtigt eventyr rummer, der var gys og lidt gru, og masser af grin.
Og ingen behøver vel ret meget fantasi for at forestille sig, hvad der skete, da en sej muskuløs artist optrådte i virkelig stram hvid tricot; det er for klamt når man er 11-12 år, skulle jeg hilse at sige!

Mange af børnene havde aldrig været sådan rigtigt i teateret før, og det var så skønt at se deres øjne funkle om kap med alt det gyldne inde i den gamle sal; deres øjne afsøgte hver en krog, og der blev snakket og kigget en hel masse på alle udskæringerne.
I pausen blev der kigget ovenpå og nedenunder, rundt i alle krogene og bag alle døre, hvor ville jeg ønske, at vi kunne ha' fået dem med bag scenen, men det er ikke let med 100 børn...

Philip Pullmann er en begavet fortæller, der elsker sit arbejde, og jeg elsker ham fordi han siger:
"Historier er det vigtigste i verden, uden historier ville vi slet ikke være mennesker!"

Og jeg elsker allermest at se børnenes øjne, når de oplever noget, der sætter gang i alle sanser og de indre historier; en dag som i dag er guld værd, særligt for de mange børn vi har, der nærmest aldrig oplever andet end for meget dårligt tv, og alt for mange timer ved computerskærmen...

HVAD VAR MON PLANEN...

Jeg havde bestemt, at jeg skulle nå at lave en stak julekort i dag, ikke skrive dem, men bare få dem klippet og sådan; nu sidder jeg her og kigger på stakken af papir, og tænker på, hvad planen mon var, hvilken en idé kørte i hjernen, da jeg flåede papir ud til dem?!

Jeg var måske lidt presset i papirbutikken, hvor jeg egentlig var i andet ærinde, for jeg husker i alle tilfælde ikke helt, hvad det forskellige papir er købt til.

Jeg kan selvfølgelig bare kaste mig ud i det, og få det bedste ud af det, men det irriterer mig faktisk lidt, for der var jo ligesom en køreplan, den er bare blevet væk!Brune og lilla bliver de i alle tilfælde, og de gamle juletræsposer kommer også i spil, men lige nu bliver det ikke, det kan jo være den oprindelige plan popper op, hvis jeg ladet det ligge lidt...

På bordet ligger der også lidt bånd og karton til til-og-fra-kort, så mens jeg venter på julekort-aha-oplevelsen, kunnn jeg kaste mig over sådan en stak.

Jeg har været heldig at finde en kæmpe stak tapetruller fra 1900-længesiden, de er nok 20-30 år gamle, og kostede mig kun en femmer stykke, de er virkelig flotte, så indpakningspapiret er i hus.

Måske laver jeg kort, for der er en brun angoravest, der ligger oppe i sofaen og føler sig lidt alene, og der er jo også lææææænge til jul, det er bare mig, der kan mærke julestemningen syde i blodet...

JULESTUE...

Så er den sidste rest limstift tørret af bordet, og det sidste læs service smidt i opvaskemaskinen, og om ikke ret lang tid vil alrummet igen ligne sig selv.
Vi har haft en vidunderlig dag, der er blevet julet ud over det hele...

Jeg har bestemt mig for, at dette indlæg vil blive en slags julestue-manual, for jeg ved, at mange har lyst til at kaste sig ud i lignende projekter, og så er her da lidt at plukke af.Vi starter 10.30, folk bærer maden ind, jeg retter den an, og imens pakker de så deres klippe-klistre-juleting ud og arrangerer den på det bord, der er stillet op til formålet.

Jeg bestemmer, hvad de forskellige skal ha' med af spiseligt, helt retfærdigt er fordelingen måske ikke, men pyt.Dette års opgaver så sådan ud, og der var masser af dejlig mad:

1. 2 store brød og en pakke smør.
2. 25 boller og flotte servietter.
3. Rugbrød og en slags godt kødpålæg.
4. 2 lune leverposteje med den sprødeste bacon.
5. 2 lækre marmelader og 2 pakker pålægschokolade.
6. 1 spegepølse fra en ordentlig slagter og en portion småkager.
7. Juice, agurker og peberfrugt.
8. Oste med tilbehør, 2 familier bliver sat sammen til denne del af forplejningen.
9. Muffins.
10. Pølsehorn eller pizzasnegle.
11. Frugt.

Og så er der altid nogle der har en stak klapstole med i bilen, langbord har vi, men ikke sæder nok til alle numser.
Værtinden, ja hun sørger bare for kaffe og te, og stiller alle "remedierne" frem, så man selv kan brygge mere, når der er brug for det!

Man kunne selvfølgelig sagtens lave et meget mere sofistikeret udvalg på mad-siden, men det er ikke nødvendigt, her kan alle være med, og ingen behøver at få sved på panden eller knopper af bare præstations-angst.Alt bliver sat frem på køkkenbordet, hvor der også er sat service, som jo kan stilles op dagen før, det er endda noget børnene kan gøre.
Der spises, hygges og sludres i en lille times tid, og når alle er ved at være færdige, ryddes langbordet og så jules der, big time!

Maden ryddes lidt sammen, men ryddes ikke væk, for der er altid en, der pludselig for brug for en styrkende klap-sammen, og man kan sagtens klippe med en pizza-snegl i hånden, der er jo en dug at tørre fingre i...I år er der lavet til-og-fra-kort, sorte træskilte med gamle glansbilleder til juletræ eller pakker, træsko-lysestager herfra, pap-gæs, filtede hjerter på ståltråd, klassiske stjerne, fjer-nisser og meget meget mere.
Der opfindes også nyt hen ad vejen, for her er mange kreative sjæle, der i løbet af nul-komma-fem får 117 andre idéer, og sådan skal det være.
En af årets absolut gode påfund var at kopiere mine svenske engle, og så klippe dem i sort karton, super-flot!Julestuen er et hit, børn og voksne blander sig, alle hjælper alle, man bytter pladser ind imellem, og rummet fyldes af snik-snak om den kommende højtid, og også alt muligt anden snak, kvindesnak...

Når vi kommer hen omkring kl.15, så bliver der brygget lidt frisk kaffe, lavet krydret æbledrik med mandler og rosiner, altså børne-glögg, og så kommer muffins og småkager frem.
De andre år har jeg bagt pebernødder med alle børnene, det gør jeg ikke mere, for så får jeg ikke julet en pind ved langbordet, og det vil jeg ha' tid til!

Når klokken er fire er huset tømt, på nær for de børn, der altid lige skal blive og lege lidt længere, og det eneste jeg skal er at sætte møblerne på plads, det er en meget let måde at ha' gæster på.Det var virkelig ikke let for mig, da jeg første gang skulle bede folk om at ta' noget mad med, og også selv komme med prototyper og materialer, jeg havde en laaaaang indre debat om, hvor vidt jeg nu burde klare det hele selv, så de andre bare kunne slappe af og nyde; men hold op, hvor er jeg glad for, at det blev som det blev, for nu nyder jeg det nemlig uden stress.

Jeg elsker denne tradition, og ved at der er en klar forventning fra alle deltagerne om, at det hedder:
"Samme tid, samme sted 2007!"

Og det gør det selvfølgelig...

DE INDLEDENDE JULE-ØVELSER...

Så er det allerede i morgen, at vi skal holde julestue, 22 små og store skal vi samles til klippe-klistre-male-filte-pynte-dag, vi glæder os!

Dagen i dag er brugt på at flytte rundt på møblerne og få det arrangeret så alle kan sidde og arbejde på en god måde, krea-sagerne er fundet frem, der er købt ind til børnevenlig glögg af æble- og solbærsaft, der er stillet blomster i vaser og fundet ekstra service frem.

Der mangler den sidste finpudsning, men den snupper jeg i aften/nat, mens jeg venter på, at Torben skal få festet julefrokost-færdigt, og bliver klar til hjemtransport...

Jeg har haft lågene løftet på julepyntskasserne, men nej, det går ikke, det er stadig lidt for tidligt!
Men pigerne og jeg har lavet en aftale om, at vi hver især måtte hive et eneste enkelt stykke frem, men som det ser ud nu, så skulle man tro, at vi havde aftalt et stykke hvert kvarter.Jeg har valgt en lille hvid julefugl med perlepyntet hale, men den så lidt ensom ud, det går meget bedre nu, hvor den har fået følgeskab af nogle indiske kugler...

Også udenfor er der gjort klar, en enkelt lyskæde er viklet om et lille træ, der er fyr-grene i potterne ved hoveddørem, en korea-gran på terrassen, og et par blå hyazinter varmer sig ved lanterne, det er hyggeligt at gå her indenfor i varmen og kigge ud på de blafrende lys.

Det eneste vi mangler for sådan for alvor at kunne skyde julen i gang med julestuen i morgen, det er et hvidt tykt lag pulversne...

INTET NYT ER GODT NYT...

Det passede desværre ikke i denne omgang, og jeg havde en grim fornemmelse af, at det var sådan fat.

Jeg var forbi Liselottes side mange gange i aftes og i dag, og blev mere og mere bekymret, indtil Ella sendte mig en mail midt på eftermiddagen.
Den gjorde mig ikke rolig, men dog roligere!

Jeg håber det bedste for den lille familie, de er hårdt ramt...

NU MED FYLD...

Lad mig sige det med det samme:
Jeg ved ikke noget værre, end at blive fotograferet, jeg hader det faktisk!!

Men sådan ser den altså ud, Blåbærtrøjen, når jeg er puttet inden i...

Amanda har fotograferet, og egentlig er der nok lige mørkt nok fornede på trøjen til at den rigtigt præsenterer sig, for det har i alle tilfælde ikke noget at gøre med modellen, eller?!

Jeg mangler stadig at finde den helt rigtige t-shirt til at ha' indenunder, og så nederdelen, men jeg tror, at svigermor syr en, hvis bare jeg finder stoffet.
Jeg er glad for blåbærrene, den vil blive brugt flittigt vinteren over.

Modellens frisure er ikke på toppen, men krøllerne lever altså deres eget liv, specielt efter en tur i regnen, som i dag...

NYT PÅ PINDENE...

3 nye strikketøj'er, mindre kan vel ikke gøre det, og da slet ikke i disse grå og våde dage, der bare indbyder til knitrende ild og ditto pinde.

Nummer 1:
Anorak fra DesignClub til Laura, Duo garn i en varm blå-grå, enkelt og smukt design strikket i dobbelt garn, det bliver et nemt stykke håndarbejde at komme igennem...

Nummer 2:
Noro-halstørklæde til Torben, 2-3 nøgler i hver sine farver, men med en grå som gennemgående; der bliver skiftet lidt efter vejr og vind, smag og behag, alle farverne er skønne, men jeg tror nu altså, at det ene nøgle rummer en lilla, der er lige i overkanten...Nummer 3:
Vest i Fonty Angora fra Vivian; jeg har ingen opskrift, men med en Noa-Noa vest, et påfuglemønster, et målebånd og vilje indenfor rækkevidde, så er jeg vel på vej...

BLÅBÆR...

En lang dag på jobbet forhindrede mig i at gøre det, jeg ellers havde glædet mig rigtigt meget til, nemlig at ta' nogle flotte billeder af Blåbærtrøjen, sådan helt fiks og færdig!
Det var lige før, at jeg sad og blev lettere irriteret til et møde, jeg kunne jo se, hvordan tusmørket kom snigende og muligheden for lækkert blitz-løst fotografering bare svandt og svandt...

Så indtil lyset kommer igen i morgen, der må Blåbærrene desværre præsenteres på et knap så indbydende og gulligt billede.
Men færdig er den, alle ender hæftet, ærmerne syet sammen, skyllet op og lagt i facon, og jeg er rigtigt godt tilfreds med resultatet!
Nu mangler jeg så bare lige at sy den nederdel, jeg drømmer om at bære til.

Aftenen er ung, der er kun en enkelt UFO i strikkekurven, og den kan vist godt ligge der lidt endnu, jeg må ind og kigge i projekt-bunken, der ligger "afmålt" garn til mange dejlige ting...

NATUR-TEKNIK...

Vi arbejder med kroppen i denne tid, børnene er vældigt optagede af det, og laver pap-modeller af både skelet og organer.
De griner og kommenterer hinandens faconer, i dag røg denne her igennem luften:

"Hey, dine kogler er vist slappe som spasgeddi!"

Behøver jeg at sige, at talepædagogen stadig er tilknyttet vores klasse...

LIZARD...

Så er det færdigt, mit Lizard-tørklæde, vasket og rullet, så boblerne er forsvundet, det er klar til at blive svunget om en vinterkold hals.

Jeg er vild med det tørklæde, og synes, at Noro'en virkelig kommer til sin ret her; jeg har strikket løs af alle de små bundter, jeg havde lavet af 3 forskellige nøgler, der var ikke noget overordnet system, jeg greb bare ned i pose, og der er mange gode farvekombinationer ned over tørklædet...Det ruller en anelse, og jeg vil, med min meget ubehjælpelige teknik, forsøge at hækle en mørk-lilla kant hele vejen rundt, for at se, om det kan give det lidt mere fasthed.

I skuffen ligger 3-5 nøgler Noro i nogle helt andre farver, jeg er ikke sikker på, at de bliver liggende der, indtil jeg har de 22 nøgler til tæppet, jeg kunne sagtens bruge et Lizard mere.
Torben har nu også pippet om et Noro-halstørklæde, bare uden Lizardbølgerne, måske trænger han i virkeligheden mere end jeg, måske...

SMUKT FORFALD...

Formiddagen er gået i haven, der først i dag fik sin efterårs-frisering; alle trætte stauder er nu klippet ned, knolde gravet op og lagt til tørre, roser flyttet og en ordentlig spand forårsløg lagt.

Meget så sølle ud, brunt og smattet, men enkelte planter var forfaldet på yndigste vis, Kinapurløgenes skærme er lige så søde nu, som da de stod hvide og blomstrende i sommer...

Sankt Hans urtens dybrøde blomster er blevet nogle toner mørkere, men er stadig kønne, de får lov at stå lidt længere.
Sommerfuglebuskene og den kæmpe store Verbena bliver slet ikke rørt, de er smukke med frostskær og snepudder, som jeg da også håber vi får masser af denne vinter...På bordet i drivhuset ligger nu et kæmpemæssigt bjerg af saftspændte Dahlia-knolde, hver eneste af dem har mange-doblet sin vægt og størrelse hen over sommeren, der er til meter vis af farve-bomber næste år; nu gælder det bare om at få opbevaret skidtet på bedst tænkelige måde, gode råd og fif modtages gerne!!

Jeg nød timerne i haven, også selv om jeg det meste af tiden måtte nøjes med at se på, mit bækken driller virkelig voldsomt i disse dage, så Torben måtte være handy-knokle-multi-mand, og jeg overbliks-beslutnings-gartner, men det er jeg nu også rigtig god til at være...

GENBRUGS-JUL...

Den kom altså også med hjem, den flotte svamp jeg havde set i Knirks vindue.

Den havde selskab i posen af den fineste lille røde gris, og en stak blandede gamle juleposer, lige af den slags vi fik appelsiner, rosiner og en lille smule slik i, når vi var til juletræsfest, den gang for længe siden før verden gik af lave...Jeg tror, at de forskellige poser kommer i brug, når der inden længe skal produceres julekort; jeg fristes nu af Liselottes, men elsker også at sidde og kreere mine egne, skrive, klippe, sy og lime, med masser af god kaffe og julesmåkager inden for rækkevidde.

Liselottes kunne jeg selvfølgelig købe alligevel, og så hænge dem her til pynt på snoren sammen med alle de andre julekort...

STJERNE...

I går, da jeg havde nogle ærinder i den store by, måtte jeg ile op til Sophie i forretningen, for at låne deres toilet, masser af te og strøgtur er en dårlig kombination.
På vejen susede jeg i rask travl forbi en af mine yndlings-butikker, Knirk, der sælges antik og lopper, og hvilken fryd, julepynten var fundet frem og stillet i vinduet!!
Men hver ting til sin tid, toilettet var mere presserende end en falmet engel...

"Hej, skat, jeg må lige låne toilettet!"
"Selvfølgelig, mor, hyggeligt du lige kom, jeg har faktisk en lille ting til dig."

Tis, tis, tis, bla-bla-bla, vi behøver jo ikke holde snakke-pause, bare fordi mor tisser,vel!

"Jeg skal simpelthen over til Knirk, og det kan kun gå for langsomt, der var den sødeste svamp i vinduet, og en masse andet jule-tjums, skønt!"

Kæmpe smil og glade varme øjne hos Sophie:
"Nå, skal du det, mor, så hils, jeg har lige været der, du ved, den lille ting til dig?!"

To sjæle, en tanke, som mor så datter, æblet falder ikke langt fra stammen, og hva' vi ellers kan finde på, det søde og betænksomme barn var gået forbi Knirk, havde set julepynten, og havde straks købt de fineste is-blå stjernestager til sin mor, de kunne jo smykke julebordet sammen med masser af blå hyazinter.
I pakken var også nogle gamle søde kræmmerhuse med rundkindede engle på, de skal hænge på den flotteste gren på træet.

Jeg bliver så glad og varm, når hun overrasker mig på den måde, hendes betænksomhed og glæde ved at glæde andre, den er skøn, og kan sagtens trække vand hos den gamle mor...

MARK-RÆS...

Lykken er, når man hedder Nugga, at få Simba med på eftermiddags-gåturen!

Jeg går bare og smågriner hele vejen, for de laver de mest utrolige bukke-spring og luft-vendinger, og ind imellem brager de ind i hinanden, så de ryger rundt på ryggen og for et kort øjeblik mister orienteringen.

Nogen siger, at hunde foretrækker samvær med andre af samme race, når jeg ser de to kanaljer her, så er jeg tilbøjelig til at gi' dem ret.Simba er en smuk og dejlig hund med et skønt temperament, måske kan han blive far til en flok karamel-farvede Nugga-hvalpe?!

Man er rigtig træt, når man kommer hjem fra sådan en tur, man er snasket og våd af søvand og savle, men man er lykkelig, når man er en Retriever...

BEN I NÆSEN...

For ikke længe siden, skrev jeg, at én havde fået nyt job; denne ene er Sophie, der er blevet tilbudt et job ved Idé Møbler, det har hun sagt ja tak til, og det er vi glade for.

Vores store dejlige pige trives ikke optimalt i tøj-branchen, hvor hun jo er nu; der er for meget overflade-kindkysseri og blikke, der lige vandrer en tur op og ned, alt for meget fokus på "indpakningen" og ingen respekt for menneskerne indeni...

Vi har kunnet se, at hun er blevet mere og mere slukøret, og bare har skruet arbejdsmængden op, for at glemme det trælse; hun har prøvet at holde fast og holde ud, men er alt for tit gået hjem med ondt i maven.

Vi har snakket, vendt og drejet, og listet for og imod, og har bare haft så svært ved at se hende ked; på den anden side, så er hun voksen, og skal også drage sine egne erfaringer, lære at sætte hælene i og sige "Stop", og mærke efter, hvad det er, der gør livet godt for hende...

Fra uventet side dumpede der et jobtilbud ned i skødet på hende, eller rettere 2, men det ene var så interessant, at det andet nærmest ikke blev nævnt, og nu bliver tøjstativerne skiftet ud med møbler og brugskunst.
Møblerne er ikke nyt område for Sophie, hun havde fritidsjob hos Idé Møbler i 5 år, faktisk det eneste fritidsjob hun nogensinde har haft; perioden med reklamer og aviser har vi alle fortrængt, også os, der reelt delte dem rundt.

Hun glæder sig, vildt meget, og fortæller glædesstrålende om, hvordan det bare var ligesom at komme hjem, også selv om det meste af personalet og cheferne er skiftet ud, "Du ved det jo, mor, der er bare så rart at være!"

Jeg glæder mig for min store pige, og bliver varm om hjertet når hun så voksen står der og siger:

"Ja, nu har jeg så prøvet at være smart med de smarte, drukket drinks på Skt.Petri og D'Angleterre, svøbt mig i alt for dyre klude, og ved du hvad, det er bare ikke livskvalitet for mig, mor!"

Sådan, hun er da bare til at knus-elske...

FORSKUD PÅ GLÆDERNE...

Glæden over at ha' fri hver eneste fredag er stor, jeg smutter igennem ugen, det går som en leg, og faktisk er det som at ha' fået et helt nyt job.

Eneste minus:
Jeg kommer til at weekend-sove en dag for tidligt, og er ikke et særligt stabilt vækkeur mere, når vi snakker fredag morgen; i dag vågnede vi 7.20 og her på "landet" møder vi i skole 7.45!
Pigerne nåede det, endda uden de store dramaer, der ellers godt kan udspille sig, hvis der ikke er god tid om morgenen, men i dag var der så lidt tid, at der ikke engang var plads til hysteri.

Nu er alle af huse, og jeg kan trække mig tilbage til et stille hjørne med mit tørklæde, der bare mangler 25 gram garn.
Det bliver ikke langt og stort, nærmere en lille halsklud til indendørs brug, men flot, det er det fileme...

FARVERIG...

Lizard-tørklædet er på pindene, det er et super enkelt mønster, og garnets farveskift gør, at man liiiiige må ha' én pind mere, og så én til!
Der er virkelig knald på kulørerne her, happy-hippie-agtig, men jeg elsker allerede det tørklæde, med eller uden bobler.

Boblerne forsvinder, når tørklædet blokkes, jeg er ikke helt sikker på, at jeg overhovedet vil af med dem, de er lidt sjove, men selve mønsteret vil sikkert komme mere til sin ret, hvis arbejdet blokkes glat og stramt...

Følger man opskiften, så skal man strikke fra begge ender af garnnøglet, og skifte hver 6. pind, det gjorde jeg de første 10 cm., men garnet snor sig og kræver et udredningsarbejde hver 5. minut!
Så nu er de 3 valgte bundter Noro delt i halve, og nu tager jeg sådan lidt på må og få, hellere hæfte ender, end at sidde og kludre ud igen og igen.

Mon ikke jeg kan være færdig med det i aften...

MINI-LIZARD...

Jeg er nødt til det, jeg må i gang med Lizard Ridge, sjældent har et strikketøj trukket så meget i mig!
Men økonomien i det sætter nogle begrænsninger, og jeg må starte ud i det små, og i stedet for at strikke lapper til senere montering i det store tæppe, der vil jeg strikke mig et tørklæde i samme mønster.
Så sidder det også i fingrene til den dag i 2010, hvor jeg endelig har fået samlet mig de 20 nøgler Noro, der skal bruges...

Faktisk har Ulla givet mig et tip om, hvor man kan købe restpartier; jeg har kigget, men lige p.t. er der ikke noget Kureyon, men måske kommer det, og kunne være noget for svigerforældrene, når jeg om nogle måneder kan fejre fødselsdag.
Indtil da, der bliver det et tørklæde af 3 forskellige nøgler, det skal nok blive ganske godt...

Da jeg for ikke så længe siden besøgte Ella og Liselotte i Ålborg, fandt vi en garnbutik, som de faktisk ikke kendte, og der var 30 % på alle garner, bl.a. Noro og Colinette, eneste grund til at jeg ikke gik totalt shop-amok:
Butikken havde lukket 20 minutter før vi kom forbi!

Men nu har jeg haft bud ude, og det var herligt at åbne pakken med 6 forskellige og meget smukke nøgler; alle med passion for strik kan vel forstå, at de ikke kan ligge i skuffen og vente på de sidste 14.

Og jeg starter altså på det, også selvom jeg stadig mangler 15 cm. på Blåbærrene, de må hvile til i morgen, i aften er det Lizard der skal på pindene...

BILLED-LØST...

At blogge uden billeder er bare ikke det samme, i alle tilfælde ikke hvis man gerne vil vise nyindkøbte garner og strikkerier frem!
Her ligger ellers Duo i de skønneste farver, og projekterne er linet op, trøje til Laura, pulsvarmere til mig og en cardigan til naboens pige-bebs...

Jeg vil kaste mig over Lauras trøje, men først i morgen, for i aften er der strik i Den Gamle Biograf, 3 timers retstrik må kunne gi' mig de sidste centimeter på Blåbær-boblerne!
Jeg glæder mig til den er færdig, nu har den været på pindene længe nok, den er sjov nok at strikke, men så sjov er den heller ikke.

På den anden side, så kunne jeg vel også fejre strikkeaftenen med at slå op til Anorak?!

Mon da ikke snart Design Club får lavet sig en hjemmeside med alle deres lækre modeller...

MERE END GENBRUG-GULD, PLATIN MÅSKE...

For flere år siden, 5-6 år måske, slæbte vi et gammelt gasbord hjem fra København, jeg var fyr og flamme, det skulle renoveres og sættes ind i stuen til lidt diller-daller, fyrfadsstager, lampe, magasiner, blomster, portvinsflasker, der var ingen grænser for, hvad dette bord kunne smykkes med.

Torbens begejstring matchede ikke min, og af en eller anden grund blev bordet parkeret i haven, og vupti, var det en del af pigernes ude-sandkasse-køkken, og jeg kunne ikke finde energien til at få bordet slæbt og sat i stand...

Senere kom det, mens vi flyttede og byggede, til at stå i mine svigerforældres have, og min svigerfar spurgte ofte, om det ikke bare skulle på losseren, mit blik fortalte ham, at han ville lide en grum skæbne, hvis bordet pludselig var "forsvundet" på mystisk vis, eller måske endda stjålet?!Sidste sommer blev det slæbt her hjem, nu skulle det være; jeg havde læst og studeret sandblæsning, rustgrunder og i-lægning af små mosaikker, men det blev aldrig til en skid, jeg orkede ikke...

Men for en måneds tid siden kom hjælpen så fra absolut uventet side, da jeg havde gjort en forældre til et af mine støttebørn en tjeneste; hun ville så gerne betale mig for den ulejlighed, hun mente, jeg måtte have haft, jeg takkede nej, men hun gav ikke så let op, og spurgte om der så ikke var noget, hun kunne gøre for mig.Og pludselig kom jeg i tanke om, at hun var en haj til at svejse og ordne gammelt jern, og andet var bordet efterhånden ikke, så jo tak, der var en tjenste, jeg gerne ville bede hende om.

I går formiddags afleverede hun bordet igen, ikke bare svejset, men også sandblæs og grundet!
Jeg kunne næsten ikke få armene ned, det var meget meget mere, end jeg havde forventet; og hendes stolthed ved endelig at kunne gi' lidt den anden vej, den kan både hun og jeg leve længe på!

Nu står det her i alrummet, topklar til mat sort metal-maling, og så nogle 4x4 mosaikker, det bliver så flot.
Torben forsøger at presse bordet i drivhuset, han kan glemme det, kan han, i alle tilfælde hvis hans barstol skal blive inde...

SALIG SØNDAG...

Gårsdagens lyse timer blev tilbragt i præstegården i Ranum, hvor Bente havde åbnet sine smukke stuer for 15 strikkende kvinder i alle aldre.
Jeg glædes altid over de nye bånd der knyttes, når man mødes om en passion, som man roligt kan kalde håndarbejdet hos den flok der samledes i går.

Vi er så forskellige som sort og hvidt, nogle er unge, andre knap så unge, vores familiekonstallationer, erhverv, livsbetingelser spænder vidt, og alligevel er der ægte interesse, samhørighed, glæde og masser af rummelighed...

Bentes gode veninder dukkede op med rester af sin nu lukkede Frk. Gudrun, og de rester, ja de var altså ikke til at stå for, så jeg havde noget mere garn med hjem end ud.
Alt garnet blev købt til "definerede" projekter, for opskrifter var der også blandt resterne, og jeg købte ind til en trøje til Laura, en lille cardigan til naboens Frederikke og et par pulsvarmere til mig selv i den skønneste dybe petrol.

Bentes arbejdsværelse gjorde stort indtryk på os alle, sjældent har jeg da set sådan et skatkammer for nørklere, det var helt fantastisk, hvis det var mit, ville jeg forpuppe mig derinde!
Jeg har kigget med nye øjne på vores eget arbejdsværelse her hjemme, her er også muligheder, men mon familiens øvrige medlemmer vil finde sig i at blive presset ud...

Bente havde svinget den store suppegryde og serverede en forrygende Hokkaidosuppe med lækkert rødbede-brød, og senere var der forkælelse med hjemmebagte pæretærter, kringle og de sprødeste ingefærsmåkager.
Kaffen fik jeg lov at brygge, det nød jeg, for det var i det hyggeligste selskab med præsten, der ikke lod sig skræmme af alle de kaglende kvinder, der havde belejret hans hus!

Jeg håber ikke, at det er sidste gang, jeg bliver inviteret til strik i præstegården...

MANDEFALD...

Torben havde i går sat et lille notat på min huskeseddel til årets julestue-invitation, jeg havde skrevet d.24.12., der ville nok ha' været en del afbud!
Heldigvis havde jeg ikke skrevet invitationerne, eller endnu værre, klippet og klistret pynt på, fejlen er rettet nu, og invitationerne klar...

Julestuen i år er den fjerde af slagsen her i huset, nærmer sig vel noget man kan kalde en tradition, i alle tilfælde, hvis man spørger pigerne.
Vi holder det den sidste lørdag i november, og deltagerne er pigernes venner og deres mødre, ca.25 ialt.

Jeg havde egentlig mine egne veninder og deres børn i tankerne, da jeg gik og planlagde den første julestue, men er rigtig glad for, at pigerne kom på idéen med deres venner plus mødre; det er dejligt at være sammen med de voksne, i hvis hjem mine piger kommer meget, og vi får altid nogle rigtig gode og hyggelige snakke hen over klippe-klistre-filte-male-modellere-bordet...

Jeg lægger hus og langbord til, resten sørger de inviterede for!
Alle medbringer noget mad til et fælles brunchbord, jeg skriver et ønske på invitationen, og så er der et bredt og godt udvalg af lækkerier.
En medbringer et frugtfad, en anden 25 hjemmebagte boller, en tredie en lækker ost, og sådan i den dur; det er overskueligt for den enkelte, og dejligt for os alle, når bordet bugner.

Alle har også et stykke julepynt med, rettere en proto-type og så en stak materialer, så alle vi andre også kan fremstille et eksemplar, og vi er nået vidt omkring.
Der er lavet sprællemænd, fimo-snemænd og filtet pynt til juletræet, vi har fremstillet julekort, lavet gammeldags papirlanterner og flettet de smukkeste hjerter.

Hele bordet flyder med sakse, lim, flot papir, hvide fjer og tyl, der skabes og snakkes, julebarometeret ryger i vejret.
Vi bager også en stak pebernødder og slutter sidst på eftermiddagen med hyldebær-æble-gløgg og beundring af alle kreationerne.Vi glæder os til om 14 dage...

TASKER...

Jeg vil i alle tilfælde være med her!!
Måske er jeg endda så heldig at modtage en, der er syet, den slags kan jeg nemlig ikke selv...

LIVET ER GODT...

Jeg nyder livet på sådan en fredag

- hvor nattøjet først for kort tid siden er skiftet ud med "rigtigt" tøj og krøllerne tæmmet med en sprøjt fra bruseren.

- hvor strikketøjet er den aktivitet, der er brugt mest tid på.

- hvor der står 5 skønne unger i hovedet på alle Playmobil kasserne, og jeg kan smuglytte til alle deres aftaler og arrangementer.

- hvor der er god kaffe i koppen og jule-magasiner på bordet.

Jeg nyder dagen, og lader den bare glide afsted, tusser lidt rundt og glæder mig over, at jeg er blevet bedre til at lade skidtet være og sætte selv-forkælelse i stedet for.

Sådan en fredag er ikke det værste man har...

VÅDT...

På dage som denne, hvor regnen siler og det hele bare er gråt i gråt, der kan jeg godt komme til at længes tilbage til den tid, hvor husets hund var en lille model, der kunne klare luftning og "afkrudtning" med 27 omgange rundt om sig selv på græsplænen.

Det går ikke længere, nu er der en stor slambert med krudt i røferen, hun har brug for masser af plads og masser af spor at snuse i. Hun skal løbe igennem, helst med 120 i timen, og pløje en halv mark op i begejstring over fundet af en lille mus, hun er lettere hyper!

Så for husfreden, møblementets overlevelse og staudebedenes sårbarhed, der trækker jeg i røjserne og sydvesten, og mon ikke det går at være ude, når der er varme stuer og friskbrygget kaffe at komme hjem til...