26 september 2006

GENBRUGS-BARN...

Vores skole har 50 års jubilæum i år, og vi fejrer det i denne uge med skolegang som i 1950'erne; der er opstilling i gården, inden morgensang, der er Kaptajn Jespersen gymnastik med arme bøj og arme stræk, vi skriver nydelig skråskrift og har naturfag med udenadslære om honningbiens bedrifter.
Det er sjovt, er det, og mange af børnene lever sig vældigt ind i det...

Der er opfordret til udklædning, og jeg har været afsted i dag med opsat hår og nydelig skjortebluse under den brune cardigan med den runde hals, jeg manglede bare en perlekæde, så havde den været helt i vinkel.
Amanda og Laura NÆGTEDE overhovedet at tale om udklædning, jeg måtte sgu da ikke være rigtig velforvaret; men det var i søndags, og allerede i aftes var Amanda mør, og jeg måtte på tur i gemmerne, og fandt noget, der kunne bruges i dag, indtil vi kunne komme til Kirkens Korshær og finde det rigtige udstyr...

I morges overgav Laura sig også, hun var klar til at blive kastet 50 år tilbage, eneste krav til udklædningen:
"Vi vil altså ikke være piger med forklæde og fletninger, vel!!??"

Så nu har jeg været på raid, og for den svimlende sum af 125.- kr. er der indkøbt det helt store udstyr; der er ternede skjorter, der er slipovers, der er bukser, der med lidt hjælp fra en bukseelastik skal forvandles til knickers, husk endelig at udtale k'et, det gjorde man vist dengang...

Den krøllede lokker må gemmes under et par hatte, jeg er helt vild med denne Lille Per-agtige kasket, den passer lige til Amanda!
Eneste ny-indkøb er de ternede strømper, vi satte alligevel grænsen ved den genbrugte slags af lige netop denne del af outfit'tet.

Nu vil jeg suse ud i samfundet igen, også for at se på tøj, men denne gang meget nutidigt, jeg skal i biografen med bedsteveninden og se "Djævlen går i Prada"...

2 kommentarer:

Strikkelise sagde ...

Den luen/hatten var griselekker. Skulle gjerne gått med en sånn selv!
Jeg har forresten oppdaget bloggen din for et par uker siden, og er plutselig blitt en fast leser.

Anne sagde ...

Velkommen til dig, Lise, jeg læser skam også hos dig ind imellem :-)

Hatten er bare cool, og Amanda har nærmest ikke været ude af tøjet, siden hun fik det, det bliver helt surt for hende, at skulle ha det almindelige tøj på i skole i næste uge!