28 januar 2006

LØRDAG LØRDAG LØRDAG...

Nogle ugedage er bedre end andre, for mig er lørdag en af dem!
I dag har været en rigtig fredelig dag, lidt rengøring, lidt tøjvask, lidt indkøb, lidt bagning, men alt i et stille og roligt tempo.

Jeg tog Susanne med hjem fra byen, hun forkælede mig med en kæmpe spand af min yndlingsforårsblomst, blå perlehyazinterer.
Der blev strikket, strikket og strikket, krydret med en masse kvindesnak og mange kopper kaffe (kun en enkelt af de fuldfede kopper cafe-kaffe med diverse flødeprocenter) og en god hjemmebagt gulerodsbolle med pinjekerner.

16 STORE GULERODSBOLLER:
2 DL. VAND
100 G. FROMAGE FRAIS
50 G. GÆR
2 SPSK. RØRSUKKER
1 TSK. SALT
2 ÆG
200 G. MEGET FINTREVNE GULERØDDER
100 G. PINJE- ELL. SOLSIKKEKERNER
50 G. SESAM
550 G. MEL, SÅDAN CIRKA...

Samme fremgangsmåde som altid, denne dej er blot meget "våd", og bollerne formes bedst med lidt mel på hænderne. De er gode og flotte gule!

Torben og pigerne var på skøjtetur hele eftermiddagen, så nu sidder der et par trætte piger med røde kinder og ømme ben i sofaen ovenpå.
Jeg vil smutte op til dem og strikke en luffe eller to, Sophie bestilte et par i dag, sorte og valkede, og de måtte gerne være færdige i går....

Jeg nåede også lige slutspurten på årets udsalg, 50 %, det er noget jeg kan li'!!!

4 kommentarer:

Susanne sagde ...

Tak for en hyggelig eftermiddag ! Kh Susanne

conny sagde ...

Jeg har lige hapset opskriften på gulerodsboller - den lyder lige til at gå til. Og når nu yngste datter positivt har nævnt Nettos gulerodsbrud, som noget hun gerne vil spise om morgenen, mon så ikke dine gulerodsboller også vil hitte!

Anonym sagde ...

Bagte dine boller i en sen aftentime i går. Resultat: En dejlig duft i køkkenet i morges, da vi stod op PLUS mange points på kontoen både fra yngste og gemalen, når det gælder morgenmad. Tak for hjælpen :-)

Anne sagde ...

Dejligt, Conny, at dine boller vakte lykke! Opskriften gør det jo ikke alene, der skal jo også en til at bage dem, og din familie er da heldig med nybagte boller til morgenmad...