20 august 2007

HJEMMEBAGERIET...

Da jeg for en tid siden ryddede op i alle mine mange dameblade, faldt jeg over en artikel fra Aurion, jeg læste og bladrede, og "smagte" på alt det gode brød, der gjorde sig til der på siderne.

Artikelen blev hevet ud og gemt, og da jeg et par dage senere kom forbi hos Bodil, så lå den sørme også der på hendes køkkenbord, og vi fik hinanden gasset op til at hente bageferment inde i Heksekosten, for nu skulle det være, klidmostrene skulle ha' gang i hjemme-øko-ælteriet...

Jeg har altid bagt masser af brød, både rug- og hvedebrød, de seneste år også med spelt, emmer, durum og hvad der ellers sættes på hylderne, jeg bager med lang hævetid og sej krumme, undtagen altså lige, når det er de lyse kardemommeprikkede fødselsdagsboller, der er på menuen, de bages så traditionelle at det er ren mormor.

Nu skal der så prøves nye veje, brød bagt med en grunddej lavet på bageferment, som er et granulat af grahamsmel, majs- og ærtemel, honning og vand, der har været igennem en gæringproces og siden tørret.
Det skulle efter sigende give et brød med en højere næringsværdi, og med meget mere smag, og det er da ikke skidt...

Jeg er i gang med Trin 1, en vælling af vand, bageferment og speltmel, det står og lumrer ude i vores teknikskab i bryggerset, det er det eneste sted i huset, hvor der er mellem 25 og 30 grader.

I morgen skal der røres lidt mere mel og vand i, og så skal det igen ind i det lune mørke skab og samle lidt energi, inden der så kan laves fordej.
Fordejen skal laves 12-14 timer før den endelige brøddej, så vi er vel henne omkring torsdag aften, før jeg kan sætte det første brød på bordet.

Jeg satser på, at det er arbejdet og ventetiden værd, og så håber jeg ikke, at der kommer et par brødflove landevejsriddere eller naboer forbi i mellemtiden.

Slowfood...

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Anne

Bageferment virker bare hver gang! Det eneste der er lidt besværligt er opstartsfasen, ellers er det supernemt lige at have fordejen på køl. Camilla Plum, der som bekendt ikke kun er skytsengel for havejere, men også for hjemmebagere har en instruks i sin brødbog, der er meget lettere at gå til end den der følger med fermentet.
God fornøjelse,
Lise (der vist lige skal en tur omkring den lokale helsekost...)

Trine Als sagde ...

Nææ hvor du lokker. Jeg bliver vidst nødt til at prøve dette ferment en af de allernærmeste dage. Det lyder skønt. Og dage har jeg nok af, men kun en smule tid i hver. Resten bruges på "baby" (hun er allerede 7½mdr) og strik. Men lidt lækkert brød er der altid plads til også. Så må baby sidde i skråstolen og kigge med i køkkenet :DD

Angelikas quilts and knits sagde ...

Pas paa, det er vanedannende ;-)) Jeg kan varmt anbefale Camilla Plums "Et ordentligt broed". Det er min bagebibel ! Her i Tyskland er det ikke saa nemt at faa fat i saa mange forskellige slags mel, derfor har jeg paa et tidspunkt koebt en kvaern - den kan jeg slet ikke mere undvaere. Der er intet der lugter saa godt som friskkvaernet mel :-)
Mange hilsner
Angelika

Ella sagde ...

Jeg har også Et ordentligt brød og har bagt en del efter den og jeg har også brugt ferment, da jeg var allermest vild med spelt, rug og klid :-)

Held og lykke, det er sjovt og så dufter og smager det jo aldeles forrygende :-)

kristian sagde ...

Hej Anne!
Jeg er en gammel fyr på 82, som holder meget af at bage - især brød - og jeg ville købe ferment på nettet, for her i Frederiksværk har jeg ikke set det.
Hos Aurion kan man købe en portion for 42 kroner, hvis man vil betale nogle og 70 i forsendelse, men det er ikke lige mig. Er der ikke en butik, som sælger det her omkring et sted, for Aurions ligger i Middelfart!, og nu har jeg set Camilla P. og læst hos dig, så nu MÅ jeg prøve!
De venligste hilsener
Kristian