05 juni 2007

HUN'SKE HIMMERIGSMUNDFULDE...

Søndag morgen kørte jeg til Hune for at hente sprøde nybagte rundstykker til vores overnattende gæster, og aldrig så snart, som jeg ramte byskiltet, kunne mine næsebor vejre lopper i nærheden; der emmede at hengemte loftsrum og faster Odas arvegods i hele den lille by, der ellers er mest kendt for duften af blomster henne fra Fru Just.

Ind til bageren, en stor pose blandede stykker, en sød og klæg kanelkage og så en stak aviser, ind på bagsædet med det, og så ellers stille skarpt på de borde, der knap var blevet pyntet med de første lopper, klokken var omkring ret tidligt.

3 kanon-køb i løbet af et kort sekund, til mindre end ingenting, jeg var svært tilfreds, da jeg futtede tilbage til de knap så morgenduelige...
For en flad 20'er fik jeg et lækkert lille supplement til et godt køb sidste år, de to små vaser står allerede og pynter sammen i alrummet, kup af den slags får mig til at smile bredt.

For en anden 20'er fik jeg mig en lille keramikkrukke med låg, på siderne 70'er blomstret i vilde farver, på låget er skrevet

Smör og bröd
gjör kinden röd.

Den er sikkert til en kvadratisk pakke smør, men her hos mig kommer den til at huse lakridser eller små listige kager.
Den var ikke til at stå for, og så for en 20'er, det havde været en forbrydelse at lade den stå...

Sidste køb den tidlige morgen var rigtigt rigtigt godt, her slog jeg flere fluer med et smæk!
Vi manglede en smørskål at komme den Lurpakkede i, designet var sjovere end en hvid og nydelig en af slagsen og så var det en Rörstrand, altid godt at købe, om ikke andet så for at sælge videre.

Det gør jeg nu ikke, for jeg bryder mig rigtigt godt om den!

Uha, som jeg følte mig heldig den morgen, og senere på dagen var jeg nødt til at vende tilbage, for Hanne ville gerne derhen...

12 kommentarer:

Lene sagde ...

jamen så har du jo lige været i nærheden af mig. Hver søndag har Hune loppemarked i sommerhalvåret. Min datter er vild med det, så hvordan det lige skal gå, når hun nu begynder hos bageren ved jeg ikke :-)

Anne sagde ...

Hun kommer da til at løbe i fast rutefart mellem bageriet og gården bagved, hvor der var et par rigtigt gode boder ;-)

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang, at jeg har været på loppemarked i Hune!

Sifka sagde ...

Fine ting, Anne, og velkommen tilbage.

Tænk her gik jeg og troede at du boede mod vest, men det er da det rene 'loppis' du har være på og det plejer da at ligge i østlig retning ;)

Anonym sagde ...

Fine sager du har fundet - du har virkelig "næse" for gode fund.

Anonym sagde ...

Godt jeg ikke var der - sikke vi kunne komme til at lure på hinanden at en ikke tog noget den anden ville ha haft... jeg elsker loppefund..

Tina sagde ...

Sikke nogen skønne ting du der har fundet :) Det nederste mønster tror jeg faktisk min mor har nogen ting med også. Det er ikke så tit jeg ser det :)

Elisabeth sagde ...

iiiihhhhh ren nostalgi! min mor har en marmeladekrukke i samme serie som den øverste smør-krukke, og min mormor har skåle og fade i samme serie som den nederste ;)
så skønt design :) dejligt at starte dagen med et gensyn med dem!

Anne sagde ...

Jeg havde snuppet det, før du havde nået at blinke, Charlotte, jeg er hurtigere end lynet, når det gælder gode lopper ;-)
Kan du ikke finde guld på Ærø? Det forestiller jeg mig at man kan.

Jeg er allerede begyndt at planlægge næste raid, nu kan jeg undskylde mig med, at Hanne så gerne vil lære at gå på loppemarked.

Tingene fra Rörstrand står rigtigt mange steder, Tina, gemt og glemt i skabe og på hylder, gid folk gad at finde det frem og køre det til genbrug :-)

Elisabeth, hvis din mor en dag vil af med marmeladekrukken, så fortæl hende, at du kender en køber ;-)

HANNE sagde ...

Jeg er klar til en tur mere i halen på dig .-)

lifeondyssen sagde ...

Åhhh hvor gad jeg godt besøg Hune loppemarked .. bare lige lovligt langt at køre en søndag .. Kbh-Hune-Kbh .. måske i sommerferien !!
Sååå gem lidt til mig ;-)

Haust sagde ...

Å, barndomsminner! Ei slik smørkrukke hugsar eg at vi hadde då eg var lita! Eg blir heilt nostalgisk! :)

Anonym sagde ...

Min søster har et sæt salt og peber i samme serie som smørskålen/krukken. Det købte mine forældre til hende i 1977, da vi var i Norge.

Jette i Thyborøn