01 juni 2007

HAVEN TUR-RETUR...

Vasketøj på snoren, men mere i maskinen, støvsuger hevet frem, men stadig ikke brugt, papirbunker til arkivering, men mapperne står stadig på hylden, tasker til sommerhuspakning, de står stadig tomme!

Jeg kan ikke sparke mig i gang i dag, jeg bliver ved med at slå små smut ud i haven, og jeg kommer hele tiden i tanke om noget, jeg lige må se efter derude, der er sol på terrassen og hynder i stolene, jeg vil hellere være ude...

Jeg har været nede og kigge på mine store lilla glober, jeg elsker allium, i alle de mange udgaver, og kan li' den måde de stikker deres kæmpe store blomster op over alt det andet i staudebeddet.

I år har jeg også lagt en del løg i det aflange bed, der også huser mine dahlia'er, men det er ikke en ubetinget succes, for de få blade, der svøber sig nederst på den lange allium-stilk, de viser hurtigt og efterlader et langt nøgent rør.
Ikke kønt, og der må en anden løsning til næste år, jeg tænker på akelejer, jeg har nogle stykker, der let kunne flyttes derned.

Dahlia'erne er på vej op, de skyder kraftigt, og jeg glæder mig allerede til at plukke store svulmende buketter dernede fra.
Men indtil da, der nyder jeg det lilla og al den aktivitet der er...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

God ide med staudebedene i kasser - den kunne jeg godt finde på at bruge herhjemme, jeg mangler at få lidt struktur på mine ret vildtvoksende bede.

Anne sagde ...

Det er faktisk kun roserne og så lige dette bed med dahlia og allium, der er i kasser, resten af bedene er "vilde" :-)