NÅR DAGENE GÅR FOR HURTIGT...

Livet løber fra mig lige nu, ikke sådan det store forkromede liv, men det hyggelige lille hverdagsliv med op og ned og ud og ind.
Jeg har alt for mange jern i ilden, nogle har været selvvalgte, men rigtigt meget er opgaver andre på en eller anden måde har fået placeret hos mig, og hvor jeg ikke har nået at sige fra, før det var for sent.

Jeg spæner rundt fra det ene møde til det andet, møder der kræver skarphed og lynhurtig reflektion, møder der handler om trængte børn videre liv, og møder der handler om pædagogiske muligheder, eller i virkeligheden måske umuligheder...


Jeg kan ikke få døgnets timerne til at slå til, og vågner hver morgen op til hængepartier, der kræver ekstra opmærksomhed, det er tærer og giver dårlig samvittighed.

Jeg har blogget i næsten halvandet år nu, og har gjort det med glæde, jeg nyder det, og har fået afløb for mangt og meget igennem skriverierne.
Jeg nyder den kontakt bloggeriet har været et springbræt for, glædes over de mennesker, det har bragt ind i mit liv, og frydes over, at de ting, der er blevet taget hul på.
Jeg nyder alle de søde og skægge kommentarer, og kigger tit på alle de søde ting folk tog sig tid til at skrive til mig under Blogtjek07.

Bloggen stiller skarpt på noget, og tager fokus fra andet, der er plads til alvor, lethed, leg og hjertekvaler, jeg vil meget nødigt undvære skriveriet.
Men lige nu, i de sidste uger, der har bloggeriet været en lille belastning; jeg har haft dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har følt, at bloggen er blevet "passet", jeg er nærmest blevet lidt stresset over, at jeg kun har fået skrevet lidt, og at mange af skriverierne har været sådan la-la.

Det er noget fis, er det, for jeg skal jo ikke skrive, ingen forlanger det, og jeg kunne bare lade vær'.
Ingen kan vel heller stille krav til indholdet, eller mangel på samme, er de utilfredse, kan de jo lade være med at vende her omkring!
Ja ja, alle de ting, dem lister jeg oppe inde i mit hoved, men hva' pokker hjælper det, når jeg så alligevel tænker:

"Arj, jeg burde altså også...."

Det er ikke fordi, at der mangler emner eller oplevelser, men der mangler tid og ro!!
Jeg må ud og tilbageerobre noget af det, jeg har ladet andre stjæle, jeg må ha' sjælen med, og indtil da, der bliver der ret stille her.

Et lille pip om en pakket kuffert og et Ciao bliver det måske til.
Måske...