15 april 2007

SÅ SYND, SÅ SYND...

I går morges, meget tidligt, stod jeg og så på, at min gamle all-time-favorite arbejdsplads, Restaurant Piaf, blev pillet fra hinanden af en mastodontisk kran.

Et nybyggeri ved siden af det fine gamle hus fik forleden Piafs ene gavl til at kollapse, og alt ligger nu smadret under kæmpe bjerge af brokker.
Heldigvis kom ingen til skade, og det er selvfølgelig lykkeligt, men det er meget meget trist og synd for Silkeborg at miste dette gamle specielle hus og den fantastiske restaurant, og frygteligt synd for Marco, der har brugt alt sin tid og alt sit hjerteblod der igennem de sidste ni år.

Marco og hans kone Elin stod der også i morgensolen, det var hjerteskærende at se deres fortvivlelse, uvished og sorg; alene placering af skyld og ansvar kan let komme til at trække i langdrag, og oveni det så genopbygning eller nok nærmere nybygning, der er længe til at de igen kan byde gæster velkommen...

Da jeg arbejdede på Piaf var der andre ejere, men jeg har fulgt trofast med siden hen, stedet er noget ganske specielt, og alle os, der igennem tiden har arbejdet der, føler en stærk tilknytning til det gamle hus og den særlige atmosfære, der er indenfor.

Jeg har sindsygt mange sjove og gode minder fra min tid i køkkenet derinde, jeg har aldrig, hverken før eller siden, arbejdet så hårdt og intenst foran komfuret, Piaf gav mig mit første mavesår, et ordentligt et, men vi brændte alle sammen af en fælles ild for at få stedet op og ringe, og det kom det.

Sophie sad på køkkenbordet mange eftermiddage og fulgte slagets gang med alle foreberedelserne til aftenens a la carte storm, hun snakkede og fortalte om skoledagen henne på Th.Langs, det var hyggeligt for os alle.
Men knap så hyggeligt var det, da tøsen havde lagt en lille afgnavet slikkepind-pind på bordet, og den så var røget med i en fisketerrine, der senere blev serveret til et juelfrokost-selskab.

Der var ikke en flue i suppen, men en mystisk tætrullet papirspiral i lyssejen, og vi spekulerede længe over, hvad pokker det kunne være, indtil vi spolede tilbage og tænkte på dagen før, hvor vi fremstillede terrinen, og kom til at tænke på den lille glade pige med de svingende ben og den tyrkiske peber-slikkepind.
Den var heldigvis godt bagt!

Jeg håber og ønsker, at Restaurant Piaf dukker op igen, og at et nybyggeri vil være tro mod den gamle røde dame, jeg håber og ønsker for Marco og hans stab at de kommer igennem dette her med skindet på næsen og en trofast kundekreds, der ikke svigter p.g.a. den sikkert lange ventetid...

4 kommentarer:

Sifka sagde ...

Et muntert, lille tilbageblik du har med lyssej a la papirpind.
Men iøvrigt, hvor er det ærgerligt med den kollapsede restaurant.

Håber I nyder søndagssolen.:-)

Anne sagde ...

Jeg kan mange gode Piaf historier, Sifka, hvis du fortæller om vand til vin, så kan jeg fortælle om møtrik i salat ;-)

Jeg har desværre ikke kunnet nyde solen, kun indefra, jeg har været til frokost i en lejlighed uden altan og sådan!

anne (den anden af slagsen) sagde ...

Åhhh nej Ikke Piaf. Her har jeg mange minder, et af dem var det første kys fra den første RIGTIGE kærste.
Piaf blve jo dengang, hen under aften og ud på natten til stedet hvor man hang ud, hørte fed musik, drak øl og fransk vin. Ihhh hvor vi kunne dengang.

Elin - hmmm er det den Elin, som også tilbragte sommeren på Skios?

HANNE sagde ...

Ja, det var et skønt sted....desværre går der historier om, at ham som burde have ansvaret, før har rendt fra det!!
Vi håber også, at stedet bliver bygget op igen uden for store tab, der ligger alt for mange gode minder i det sted.