17 april 2007

KONCENTRATION...

Med sommerfugle i maven satte hun sig ved klaveret i den store sal, vores Amanda, hun sendte ikke mange blikke til publikum og der måtte et par dybe vejrtrækninger til, før hun slog de første toner an.

Hun spillede som en drøm, gjorde hun, og jo længere hun kom i stykket, jo rankere blev ryggen, og det blev endda til et lille smil ud mod publikum, da de mod slutningen klappede taktfast og anerkendende.

Hun var hurtig til at hoppe ned på sin plads foran scenen bagefter, men da hun senere skulle spille 6-hændigt med 2 af sine klaverkammerater, da var hun ét stort grin og kom sammen med de andre to legende og humoristisk igennem deres stykke.

Hun åndede lettet op, da vi kørte hjem fra forårskoncerten, hun havde klaret det, uden fejl, og som ekstra bonus er der nu et helt år til hun igen skal træde op...

6 kommentarer:

Sifka sagde ...

Måske er det kun mig der har det sådan, men jeg kan blive næsten tudevorn i den slags situationer.

Håber du får en hyggelig dag i morgen.

Julia Zahle sagde ...

*vrææl* Ih, tænker på hvor stolt du er!

Det er så sejt at sidde foran så mange mennesker uden at blive så nervøs at det hele kokser.

Skidegodt gået!

Pia sagde ...

Jeg er altså ik den eneste kan jeg se her, jeg fik jo helt gåsehud da jeg så det lille myr sidde koncentreret der og spille:)

Kan forestille mig at i har siddet helt paralyceret og med klumper i halsen af bare stolthed, synes selv at mindes den følelse, helt fantastisk:)

Susanne sagde ...

Dejligt at hun var så sej at spille fejlfrit :o) Gi' hende et knus fra os - så håber vi at næste år passer bedre med kalenderen ! Kh Susanne

Laila sagde ...

Vræl.. Hvor stort!

Jeg fik tåre i øjnene, da vores som fem årig spillede nisse i børnehaven og tog beskeden om, at tale højt og tydeligt, dybt alvorligt! :o)

Anne sagde ...

Klumpen i halsen var på størrelse med en basketball, men tårerne har jeg lært at styre, sådan da, for pigerne synes altså, at det er så pinligt ;-)