02 marts 2007

LIVET BANKER PÅ...

Laura mærker følelserne kradse i denne tid, hendes allerbedste veninde oplever livstruende sygdom i sin nærmeste familie, og det gør virkelig noget ved vores pige.

Hun har været plaget af hovedpine over de sidste uger, har bedt om at få lov at blive hjemme fra skole et par gange, og for os voksne har det været tydeligt, at der var andet på spil, end bare et værkende hoved...

Vi prøver stille til, forsøger at få hende til at tale om den livskrise hendes veninde må igennem i denne tid, om hvordan det er for den lille familie, om hvordan livet ikke altid er let, men hun vil og kan ikke snakke om det, hun svarer meget kort og med en temmelig (nonchelang, ups!) nonchalant attitude, kigger væk og viser os tydeligt, at det er alt for svært.

Jeg prøver at fortælle om de følelser, jeg gik rundt med, da jeg mistede min far for 30 år siden, om hvordan angsten for at andre også kunne dø fra mig var ved at ta' livet af mig, og om hvordan jeg kom videre, og om vigtigheden af opbakning og omsorg fra venner og veninder.
Men hun klarer det næsten ikke, hun rejser sig hurtigt og skal lige noget...

Laura er en intens pige, der ellers er meget meget god til at beskrive sine følelser, men det pres hun føler i denne tid, er næsten mere, end hun kan holde til.
Hun vil så gerne hjælpe sin veninden, ønsker så højt, at sygdommen ikke havde ramt, hun føler så dybt og inderligt med familien og bliver meget bange for, at vores egen lille familie måske også en dag vil komme i en situation, der ligner.
Hun er bange for at spørge for meget, men også bange for at spørge for lidt, balancen er svær, for hun vil ikke gøre veninden ked af det, og den fare ligger i begge muligheder.

På samme tid føler hun måske ind imellem en lille bitte snert af irritation og smerte over, at der er andet der optager bedsteveninden, og i samme øjeblik hun tilllader sig at føle sådan, så bliver hun så flov og fuld af skyldfølelse, for hun mener det jo ikke på den måde.
De to piger er hinandens siamesiske tvilling, og deres navne nævnes altid som et sæt, de lever i deres egen lille bobel og bruger meget af deres tid på at grine af resten af verden, men boblen er bristet og der er meget langt mellem deres grinen og gnækken, livet er alvorligt.

Mit hjerte bløder for den søde familie, der er ramt så hårdt, men jeg græder også for min egen lille pige, der i denne tid mister noget af sin barnetro og som savner "plejer" noget så frygteligt.
Jeg gør alt, hvad jeg kan og evner, men bliver usikker på, om det er nok og godt nok...

4 kommentarer:

Lene sagde ...

Anne, det at I tør at sætte ord på, at du beskriver hvordan du følte, det skal nok hjælpe Laura, hun skal bare ha lov til at tage det ind i sit tempo, men I skal blive ved med at sætte ord på, også at det er OK at være misundelig.
Da min ældste niece var syg, så måtte jeg erkende, at jeg savnede min søster som den veninde hun også var for mig, men samtidig kunne jeg jo godt med den voksnes indsigt se, at sådan måtte det være, det gjorde dog ikke savnet mindre.
Det ER dybt uretfærdigt, når børns verden skal tynges af så svære problemer, men I gør et godt stykke arbejde Anne. Varme tanker herfra

Anne sagde ...

Tak, Lene :-)

anne (den anden af slagsen) sagde ...

Anne den afmagt man oplever når man ikke kan nå ind til sit barn er den værste af dem alle. Man fyldes med en smerte, som både er ens egen men også er smerten over at barnet lider – især når de lider i stilhed.

Jeg er sikker på at Laura ved I er der, og hun fornemmer også at I vil hjælpe. Bare det at hun ved, er en hjælp. Men jeg tror også at det er vigtigt at Laura for lov at mærke sin sorg og sin smerte for veninden. At hun ikke hele tiden oplever et pres fra far og mor, at det her SKAL vi tale om. Hun har også brug for at vide at det er helt okay at føle som hun gør, at det at hun fyldes med angst og afmagt og savn over at veninden ikke er den hun plejer at være.

Mange tanker til jer og Laura.

TinaMAndersen sagde ...

Det er aldrig rart når sådanne ting rammer, og de rammer jo altid hårdt.
Børn er jo supergode til at læse hinandens følelser og sætte sig ind i hinandens glæde/smerte.

Min den ældste havde en bedste ven, hvis far omkom i en bilulykke.
William var knust på sin vens vegne, men samtidig var han skræmt, for hvad nu hvis det skete for ham.
Det er nu et par år siden, men lige da det skete, ville han hele tiden vide hvor hans far var.

Måske det ville være en god ting for Laura at skrive sine følelser ned.

Følelser kan jo tit være lidt "underligt" at snakke om når man er i starten af teenageårene.