10 januar 2007

FORVENTNINGS-MEME...

Ella synes, at jeg skal tænke lidt over, hvad jeg håber på, at det nye år vil bringe med sig, hvilke forventninger jeg har til 2007.

Jeg tænkte ikke så meget på det ved årsskiftet, der gik tankerne mest tilbage i det år, vi var på vej ud af.
Meeeeeen, jeg behøver nu ikke tænke ret længe, der er masser at ønske sig og håbe på...

Allermest ønsker jeg selvfølgelig, at min familie, både den allernærmest og den lidt mere "fjerne", får et lyst og spændende år, med masser af glade stunder og dejlige oplevelser.
At de vil ta' imod livets finurligheder og udfordringer med åbent sind og løftet pande...

For mig selv, håber jeg det samme, men jeg forventer også, at jeg inden længe får taget en beslutning om, hvilke liniefag, der skal danne grundlag for min læreruddannelse på Nørre Nissum Seminarium.
Jeg går i gang med den netbaserede merit i eftersommeren, og ved helt sikkert, at dansk skal være det ene liniefag, men hva' med nummer to...

Jeg forventer, at jeg inden d.1.2. har en anden blog, der kommer til at ligge på eget domæne.
Vi arbejder hårdt, taster, tegner og fortæller, der er så mange muligheder, det er svært at vælge.
Jeg glæder mig til det, der er lidt andre muligheder i det, og hvem pokker har ikke prøvet at være træt af Blogger...

Jeg håber, at vi i løbet af 2007 får lettet os og taget på den tur til Haderslev, som vi har snakket så meget om.
Jeg vil gerne lade pigerne slendre en tur på det, der var barndommens gade for mig, fortælle dem, om det liv jeg levede der, da jeg var på deres alder.
Jeg vil vise dem min skolegård på Seminarieskolen, vise dem den baggård på Slotgade, hvor min søde klassekammerat boede med 4 søskende i en 2 værelses og lokum i gården.
Vi skal trille ned af den store bakke i Damparken, og kigge på det gamle hvide hus i Apotekergade, hvor jeg boede sammen med min mormor og morfar.

Jeg har ikke længere nogen at besøge i Haderslev, men jeg har brug for at vise mine børn, hvor jeg kommer fra...

Se, det var allerede 4!

Nummer fem er nem:
Jeg håber, og forventer, at jeg i løbet af det nye år vil få mulighed for at møde flere af alle jer, der er med til at gøre mit liv hyggeligt, ja og så selvfølgelig gense nogle af jer, der allerede er sat ansigt på...

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder da som nogle ret gode forventninger. Nr. 4 syntes jeg er smuk, jeg glæder mig også til den dag hvor mine piger er s¨store at de kan komme en tur i min barndoms gade....

Anonym sagde ...

Gode stærke tanker, som sædvanlig, tak for dem, Anne - og held og lykke :-)

Anonym sagde ...

Anne, - jeg bor jo ret tæt på Haderslev, så hvis I kommer på de kanter, og har tid og lyst til at komme forbi, er I mere end velkommne! :o)
Det lyder spændende med net-merit, - men hvad med nr. 41, på din "ALT HVAD DER ER VÆRD AT VIDE...." liste ?? Jeg har flere gange tænkt på, om det måske var den du ville gå i gang med ?!
-Under alle omstændigheder ønskes du "Pøj, pøj med det hele!" ;o)
K.h. Susanne fra det sønderjyske.

Anne sagde ...

Hej,Susanne, da, jeg har lige gået og tænkt på dig i dag, det var så længe siden, du havde givet lyd!!
Selvfølgelig har vi da lyst til at besøge dig på Haderslev-turen, det kan du lige regne med.

Gælder tilbuddet om Spøgelserne stadig??
Laura plager nemlig!!