04 januar 2007

EN LILLE LAP, DER HJÆLPER MIG MED AT HUSKE...

Sådan en første job-dag efter en ferie kan godt være lidt af en prøvelse, når man møder børn, der vender tilbage med ludende skuldre og manglende smil.
De er ikke blevet hørt eller set, og slet ikke mødt, i de mange dage ferien har varet, de sukker dybt og græder indeni, ind imellem også udenpå.

Jeg får ondt i hjertet, men forholder mig også til, at det er deres virkelighed, endnu!
For mit arbejde skulle gerne føre til forandring og udvikling for hele familien, det er en lang og stenet vej, men for nogen er den allerede kortere, end den har været...

Ind imellem bliver jeg så forbandet på nogle af de forældre, jeg møder på min vej, fatter de da bare ingenting??
Jeg kan mærke vreden boble indeni, jeg får lyst til at hive børnene ud af hjemmet, og finde bedre steder, jeg får lyst til at bande og tale med vred og kold stemme, men jeg besinder mig.

Jeg forsøger at forstå, og forandre, og så gå vejen sammen med dem, det er bare ikke altid, at jeg holder deres hånd lige kærligt...

De dage, hvor min lunte er næsten væk, der trækker jeg vejret dybt, meget dybt, og kigger på den lille seddel, der ligger i min kalender, og de ord, der er nedfældet der, får mig altid tilbage på rette spor.

Ordene er Søren Kierkegaards, 250 år gamle, men stadig lige rigtige!

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel førs og fremmest forstaae det, han forstaaer.

Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden isetdetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det ar herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herske-sygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde si i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Jeg forsøger virkelig at forstå, det er bare ikke altid lige let...

4 kommentarer:

Maiken sagde ...

En barsk virkelighed at vende tilbage til. Hvor gør det ondt at høre om børn, der ikke får den omsorg alle børn har krav på. Godt at andre voksne her kan gå ind og tage ansvar. Det må føles godt Anne, at du gør en forskel. Kh, Maiken

strikke_jane sagde ...

Næh, Anne det er dælme ikke nemt - jeg bilder mig ind, at jeg ved lige hva' du mener .... SUK!

Anne sagde ...

Det føles i alle tilfælde rigtigt, Maiken! Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne spole tiden frem, og spørge børnene, hvad de allerhelst ville ha' jeg gjorde, for ind imellem famler jeg lidt i blinde!

Og, Jane, du ved da lige hvad jeg mener, du er jo lidt det samme sted!

Rikke sagde ...

Kære Anne, uanset hvad du tror, så gør du en forskel - for de børn og du skal blot fortsætte dit fine arbejde.

Det er ikke i nuet man ser resultaet men mange år senere - men ening, det er svært... for vi som arbejder med menenkser vil jo gerne se resultater også... men vi får dem også. vi får smil, vi bliver spurgt om hjælp. Og vi gør en forskel. Hold fast i kierkegaard. Hans ord arbjeder jeg også ud fra, og de er noget så sande.

Husk du gør en kæmpe forskel... *s*