KLOGE MÅGE-ORD...

Pigerne og jeg har spist frokost og hygget os sammen med min gamle farmor i dag, vi fik snakket om alt mellem himmel og jord, og selvfølgelig også en masse om min far, der om 14 dage har været død i 30 år.
Farmor savner ham, spekulerer meget på, hvordan livet mon ville ha' formet sig for ham, hvis han havde levet længere, og videre til, hvordan mit liv mon så havde været.

Ingen af os kan vide det, men vi forestiller os begge, at jeg ville ha' fået en masse ud af ham, og han af mig, mit skind ligner min mors, men mit sind min fars; det ville ha' været dejligt med den forståelse, som denne lighed ganske givet ville ha' bragt os i forhold til hinandens drømme og verdensbeskuelse...

I dag gravede farmor en bog frem, som hun har gemt til mig i alle disse år, der var noget i vores samtale og samvær, der gav hende et praj om, at det var i dag, den skulle med hjem.

Bogen er én, der betød rigtigt meget for min far, det er Jonathan Livingston Havmåge; han læste den, slugte den, læste den igen og igen, da den blev udgivet i først 70'erne, og brugte den senere i hans undervisning af de elever, han havde på Købmandsskolen i Åbenrå.

Den bog, der var min fars egen, ligger stadig hos farmor, den jeg fik med hjem, var én ud af mange, hun købte en tid efter hans død, og ind i dem alle skrev hun de notater, hun havde fundet i min fars, også understregede passager er her ført ind med hendes hånd.
I den bog jeg fik med, lå der også et gammel brev fra min far til min farmor, sendt til hende i sommeren 76, hvor han beder hende læse bogen.

"Det er en bog til ånden, mor! Kærligst Topper."

Jeg husker, at min far ofte spillede soundtracket til filmen Jonathan Livingstone Seagull, Neil Diamond var med, jeg husker hvordan musikken lød ud gennem vinduerne på en varm sommerdag, mens jeg sad og pladrede med vand på terrassen, og min far pludselig rev døren op og kom hvirvlende ud, rundt og rundt om sig selv med armene ud til siden; jeg troede, at han var blevet halv-tosset, nu ved jeg, at han bare følte sig sig let om hjertet...

Jeg kender historien, for den fortalte han mig, flere gange, men jeg vil læse den i dag, og prøve at fornemme, hvad den mon rørte i ham, dengang for mere end 30 år siden, da han var temmelig ung og tænksom.

Allersidst i bogen siger Jonathan:
"Du har brug for at blive ved med at finde dig selv, lidt mere hver dag."

Jeg finder måske lidt af min far og lidt af mig selv på vej gennem bogen...