20 juni 2006

HYLD...

Måske har jeg været uopmærksom de seneste dage, når jeg har været på min eftermiddagstur med Nugga, måske jeg kigget uden at se, for pludselig opdagede jeg i dag, at hylden blomstre!
Jeg elsker hyld, og kan heldigvis finde mange træer lige i krattet omkring os; for mig er hyldens hvide blomsterende skærme midsommer, lange lyse nætter, skoleferie og SAFT...
Hver eneste år ved denne tid brygger vi i litervis af hyldeblomst-saft, men drikker altid først det første glas på Sophies fødselsdag d.6.7.
I dag plukkede jeg bare tre skærme til at dufte til på turen hjem, for til vores hylde-traditioner hører også, at pigerne og jeg plukker sammen en tidlig morgen, slæber hjem og sætter bryggen i gang, og så spiser vi friske franskbrødsmadder med danske jordbær...

Vi køber ind, så vi er klar på lørdag!

FAMILIENS HYLDEBLOMST-SAFT

50 hyldeblomstskærme

Saft og tynd skal af 5 citroner
2 kg. rørsukker
2 l. kogende vand
2 små breve citronsyre

Ingredienserne lægges i en stor skål ell. balje, og det kogende vand hældes over.
Trækker køligt i 4-5 dage, og hældes så på skoldede flasker.

HYLDEBLOMSTSIRUP

1 l. færdig hyldeblomstsaft koges ind med yderligere 200 g. sukker.

Siruppen kan bruges over ell. i is, i kager eller måske til en kølig sommerdrink med Asti eller kold hvidvin.

1 kommentar:

Anne sagde ...

Velbekomme, Liselotte, jeg er da glad for at kunne gøre gengæld for alle de gange, jeg har fundet opskrifter hos dig :-)