Jeg cyklede til skole i dag med de største og bedste intentioner om ikke at lade vores betændte arbejdsklima ødelægge min dag, jeg ville være sådan glad og frisk i humøret, gå med rank ryg og frejdige skridt!
Jeg trænger allermest til at blive hjemme og samle mig selv lidt op, men jeg ved, at jeg blive nødt til at presse på, for at der bliver gjort noget, jeg må puste dem i nakken, så de ved, at jeg ikke slipper dem, før de tager deres opgave på sig og får ryddet op...
Jeg lader dem ikke valse afsted med gode miner til slet spil, for folk går i opløsning og stemningen bliver værre og værre, og ikke nok med at jeg får ondt i maven af at være der, 2 af mine egne piger går jo altså også i skole der, og skal søren dans'me ha' nogle gode skoledage!
Men ak, på lærerværelset sidder mange med munde som hønserøve, de sukker og pruster og stønner, de giiiiiider ikke dit, og heller ikke dat, og hvorfor skal vi nu bla bla bla....
Hvor er det dog opløftende for os alle at møde hinanden på den måde!!!
Den negative stemning påvirker alle, og det er jo heller ikke sådan at jeg synes, at vi alle sammen skal lade som ingenting eller lalle rundt som en anden flok jubelidioter, men for sørensen da, inden længe ligger vi alle med stængerne i vejret og blødende mavesår, hvis denne nedadgående spiral ikke bliver vendt.
Tonen skærpes mellem ellers gode kolleger og venner, der bitches og snappes i tide og utide, forleden dag lå der denne besked til vores klasse:
Måske Hannibal og hans makker fra udelegedag skulle overveje at vaske dette boldtræ????
Hilsen xxxx
NEJ, kære xxxx, det behøver de ikke overveje, for jeg skal nok bede dem om det på en stille og imødekommende måde, og undskyld at vi havde afleveret det snavset tilbage, det var en fejl; men måske skulle DU overveje, om dine syrlige sjakalbreve er med til at rimpe munden endnu mere sammen på os andre!!
Jeg prøver, jeg prøver virkelig, men det er altså op ad bakke dette her, og jeg ved ikke om jeg holder hele vejen op til topppen...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Kære Anne!
Puhha - jeg får helt ondt i maven af at læse om tonen på din arbejdsplads. Jeg håber, at I får det løst.
Mange hilsener
fra Mette
Kære Anne.
Det lyder som om det er nogle af dine kollegaer der er hjerneskadede - og ikke børnene du arbejder med. Hvor er det dog skrækkeligt - kan du ikke skynde dig at finde et andet arbejde, og så glemme de umodne voksne?
KH Lone
Gisp! Har I ikke mulighed for at få supervision? Hvor er skoleinspektøren i alt dette halløj?
KH Julie
Skoleinspektøren....
Jeg tror, at han har gemt sig på sit kontor, men han skal blive hevet ud, skal han!
Jeg tror, at vi er ude over supervisionsgrænsen, dette her er vist erhvervspsykologer til mange ene- og teamsamtaler.
Jeg har et dejligt job, og vil helst blive i det, men hvis der ikke sker radikale ændringer i personalegruppen, så er jeg den, der er smuttet, med eller uden nyt job!
Jeg har det fint med at skrive om tingene her på bloggen, for jeg skriver ikke noget, jeg ikke har sagt højt på skolen!
Du får også en venligt klap herfra Anne - det er sgu så træls, når folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Husk - nogle vindmøller er ikke værd at kæmpe imod, vælg med omhu dine !
Jeg hørte et P1 program fornylig med en overlæge på et sygehus, der havde fået indført "pæn tale" på arbejdspladsen som en forbedring af arbejdsmiljøet. Man skulle tale pænt til hinanden, sige godmorgen og være høflige, for hvordan skulle man kunne klare store og små kriser senere på dagen, hvis man end ikke kunne sige godmorgen?
En erhvervspsykolog lyder virkelig påtrængt hos jer!
Hold næsen oven vande og lad dig ikke slå ud af een afvist ansøgning. Med den personlighed og menneskelige kapacitet du øser af på din blog, kan det ikke være umuligt at finde det rigtige sted med udfordringer og rare arbejdskammerater.
stort knus
Linda
Helt enig - især med Linda. Der er helt sikkert et godt sted til dig, Anne! Min første tanke var nu også Julie's: hvor pokker er LEDELSEN henne?? Men du har nok ret - det har kørt forlænge - der skal erhvervspsykologer til - og måske en ny inspektør...
Stort kram,
Britt
PS - selvfølgelig får du kæmpet dig til toppen - men det er dig, der bestemmer hvilken top.
Tak for al den varme, der bliver sendt her til mig igennem jeres ord og tanker, det betyder virkelig meget for mig, kan jeg mærke!
Jeg vil ikke blive der for enhver pris, men jeg skatter mit arbejde med børnene meget højt, og vil også gerne kæmpe for at få rettet skuden op; men jeg kigger skam jobannoncer, og et enkelt afslag afskrækker mig på ingen måde, de ved sgu ikke hva' de sagde nej til ;-)
Send en kommentar