Tidligere på aftenen var pigerne og jeg til julekoncert i kirken, Laura skulle både spille og synge, og begge dele gjorde hun smukt og overbevisende!
Klog af tidligere skader havde jeg allerede kleenex'en i hånden, inden vi sådan for alvor kom i gang, ved andre lejligheder er tårerne allerede løbet under præludiet, så slemt gik det dog ikke i dag.
Faktisk gik det rigtigt godt hele vejen igennem blokfløjte-pifterier og "Dejlig er jorden", lige indtil skolens swing-team så kom på banen, og spillede og sang "What a wonderful world"...
Så kom de, de store salte stille tårer, og som altid, prøvede jeg at fange dem diskret med spidsen af en pegefinger, mens de stadig var oppe i øjenkrogen, men når der kommer mange, så ender de med at nå kinderne, og håndryggen må til hjælp.
Jeg er ikke flov over mine tårer, højst lidt forlegen; men pigerne, uf hvor de bare synes det er træls, de småfniser lidt, sidder med øjnene vendt mod mig, bare for at være den første, der ser tåre 1, for derefter at puffe mig lettere bebrejdende i siden.
Jeg har prøvet at forklare dem, at der bare er så mange ugrædte tårer inden i mig, tårer som min far nok skulle ha' haft med på vejen, da han døde alt for tidligt, tårer for min mormor, der ikke nåede at opleve mig falde til ro sammen med Torben, tårer for nogle af de børn, jeg arbejder med til daglig; men også nogle af den slags tårer, der er af den lykkelige og taknemmelige slags, glæden over det rige liv jeg lever, de tårer der kommer med stoltheden og den altfavnende kærlighed til mine 3 smukke piger og min mand. Den slags tårer kommer også, når jeg sidder der i kirken.
Måske kiggede sidemanden lidt undrende eller forlegent på mig, forældrene jeg hilste på efter "showet" løftede lige øjenbrynene en anelse, men pyt, jeg rettede ryggen og snøftede med et skævt smil, jeg er jo mig, på godt og ondt.
Måske havde jeg passet bedre ind i et italiensk-agtigt højtråbende altfavnende miljø, jeg råber nemlig også højt, meget endda, men griner til gengæld også en masse, og bliver ikke forskrækket, når nogen kommer til at græde.
Jeg kan godt li' at være sammen med mennesker, hvis ydre afspejler deres indre, jeg bliver lidt utryg, når der er for meget facade, lidt er godt, det kan være et udemærket forsvar, men mennesker, der hver dag ser ens ud, det huer mig ikke!
Om ikke andet, så blev der da renset ud i kanalerne i dag ;-)
Klog af tidligere skader havde jeg allerede kleenex'en i hånden, inden vi sådan for alvor kom i gang, ved andre lejligheder er tårerne allerede løbet under præludiet, så slemt gik det dog ikke i dag.
Faktisk gik det rigtigt godt hele vejen igennem blokfløjte-pifterier og "Dejlig er jorden", lige indtil skolens swing-team så kom på banen, og spillede og sang "What a wonderful world"...
Så kom de, de store salte stille tårer, og som altid, prøvede jeg at fange dem diskret med spidsen af en pegefinger, mens de stadig var oppe i øjenkrogen, men når der kommer mange, så ender de med at nå kinderne, og håndryggen må til hjælp.
Jeg er ikke flov over mine tårer, højst lidt forlegen; men pigerne, uf hvor de bare synes det er træls, de småfniser lidt, sidder med øjnene vendt mod mig, bare for at være den første, der ser tåre 1, for derefter at puffe mig lettere bebrejdende i siden.
Jeg har prøvet at forklare dem, at der bare er så mange ugrædte tårer inden i mig, tårer som min far nok skulle ha' haft med på vejen, da han døde alt for tidligt, tårer for min mormor, der ikke nåede at opleve mig falde til ro sammen med Torben, tårer for nogle af de børn, jeg arbejder med til daglig; men også nogle af den slags tårer, der er af den lykkelige og taknemmelige slags, glæden over det rige liv jeg lever, de tårer der kommer med stoltheden og den altfavnende kærlighed til mine 3 smukke piger og min mand. Den slags tårer kommer også, når jeg sidder der i kirken.
Måske kiggede sidemanden lidt undrende eller forlegent på mig, forældrene jeg hilste på efter "showet" løftede lige øjenbrynene en anelse, men pyt, jeg rettede ryggen og snøftede med et skævt smil, jeg er jo mig, på godt og ondt.
Måske havde jeg passet bedre ind i et italiensk-agtigt højtråbende altfavnende miljø, jeg råber nemlig også højt, meget endda, men griner til gengæld også en masse, og bliver ikke forskrækket, når nogen kommer til at græde.
Jeg kan godt li' at være sammen med mennesker, hvis ydre afspejler deres indre, jeg bliver lidt utryg, når der er for meget facade, lidt er godt, det kan være et udemærket forsvar, men mennesker, der hver dag ser ens ud, det huer mig ikke!
Om ikke andet, så blev der da renset ud i kanalerne i dag ;-)
2 kommentarer:
Jeg har det stort set præcis ligesom dig....Stemningerne - ikke kun de sørgelige - kan virkelig sætte gang i mine tårekanaler, men det er okay, for der er også mennesker, som jeg nok ikke har grædt nok over, og der er et barn som jeg indimellem også fælder en tåre over/for.
Oplever også, at når man lige "får renset ud" i kanalerne, at man får det rigtig dejligt bagefter, ikk'?
Så skidt pyt med hvad andre tænker om det. Hellere forholde sig til andres liv/følelser, end ligge en facade, ikk'?
Den slags tårer er de bedste, for de foranlediges ikke af det umiddelbare og måske ukontrollerbare. Jeg oplever dem selv, ikke før jeg fik børn men i høj grad efter, at de er kommet til...og jeg tror, du formulerer det ret præcist; det er "gemte tårer", som man aldrig har haft tid til at græde (man er vel mor og kvinde, der skal ordne mange ting) da der var direkte årsag til det...
Send en kommentar