31 december 2005

FASTER SUS...

Hun har altid været der, min faster Sus, hun var kun 12, da jeg blev født, og dengang i 1965, legede man stadig med dukker, når man var i den alder. Sus var glad og stolt, hun havde næsten en levende en af slagsen, endda en med proptrækkerkrøller...

Sammen med min far tog vi afsted på eventyr i skovene omkring Kolding, gik på opdagelse i Koldinghus, holdt picnic i Slotsparken, og da Sus blev voksen og fik sine egne børn, da fortsatte det varme, altid muntre samvær.

Da min far døde, for næsten 29 år siden, tilbragte jeg mange af de weekenden, hvor jeg skulle ha' været hos ham, hjemme hos Sus og hendes Ib; da jeg blev næsten voksen og fik Sophie, da var det hos Sus, jeg hentede støtte og gode råd, Sophie var og er højt elsket der.
Når jeg måtte drage afsted på flere 10 ugers ophold på Kokkeskolen i Ålborg, så flyttede Sophie ind hos Sus og Ib, og jeg var tryg og kunne koncentrere mig om lektier og eksaminer.

Da Torben og jeg startede vores lille familie sammen, blev Sus og Ib's sommerhus en base i sommerferierne, vi nød dagene der, både alene, men så sandelig også sammen med dem og deres børn og børnebørn.
Vi har arbejdet med terrasser, fuglebassiner og udendørsmaling, vi har spillet spil, snakket lange nætter og drukket af Ib's hjemmegjorte snaps, vi har levet livet...

Nu skal Sus ikke leve ret meget længere, hun ligger i sommerhuset, døende af leverkræft; at enden er meget nær fik vi at vide i aftes, og natten har været vågen og fuld af minder.

Sus og Ib har bestemt, at de få kræfter der er tilbage, de skal bruges for de 2 alene sammen, det respekterer vi selvfølgelig, men tankerne vandrer nu alligevel tilbage til det sidste knus jeg gav, var det godt nok, var det fyldt med al den varme, kærlighed og respekt, som jeg har for min Faster Sus?? Havde det været en anderledes knus, hvis jeg havde vidst, at det var det sidste? Jeg tror det ikke, måske havde jeg bare holdt fast lidt længere...

5 kommentarer:

Mette sagde ...

Selvom man har stor respekt for deres ønske, må det være svært ikke at være der, men vide hvad der skal ske. Det har jeg ikke prøvet, men jeg sender dig tanker herfra. Mange. k.h. Mette

Anne sagde ...

Tak for det,Mette, kan fortælle dig, at det føles helt surrealistisk, ufatteligt og forfærdeligt.
Jeg får meget svært ved at finde værtinde-grimassen frem om få timer, når vennerne arriverer! Jeg er ikke god til at dele følelser med dem, der er lige ved hånden, desværre...
KH Anne.

Mette sagde ...

Så kan det godt blive en hård aften at skulle igennem. Jeg håber, at du klarer skærene!! k.h. Mette

Karine sagde ...

Kjære Anne!
Huff, jeg vet ikke helt hva jeg skal si...ord blir så fattige!
Tenker masse på deg! Vil også gjerne få ønske deg et godt nytt år, selv om ting er som de er...
Varme klemmer fra Karine i Norge

Anne sagde ...

Ved du hvad, Karine, sådanne varme klemmer er såmænd også bedre end ord!! Også godt nytår til dig og din lille familie, kh Anne