LUKKET OG SLUKKET...

Så er det slut med Garn og Gas, jeg gider ikke mere, slut-prut-finale!!
Dette er det sidste indlæg her på bloggen...

Jeg er flyttet i egen bolig, og hvis du har lyst til at være med på en kigger, så kan jeg fremover findes lige her:

hverken FUGL eller FISK


Jeg er endnu ikke helt færdig med at pakke ud og sætte på plads, der mangler indlæg fra de sidste par uger, men nu er jeg altså der!

Ses vi...

TUNGE DAGE...

Tidligere i år blev Lauras allerkæreste og tætteste venindes mor ramt af alvorlig sygdom, meget alvorlig og livtruende, men dog med en chance for helbredelse.

Længe så det ud som om, lægerne havde situationen og sygdommen under kontrol, vi håbede og bad alle, men hen over sommeren har der været tegn på, at sygdommen havde flere kræfter end videnskab og medicin, og for et par uger siden fik vi en trist trist opringning om, at der nu ikke var mere at gøre.

Vi græder, både udenpå og indeni, det er så hjerteskærende at være vidne til, at en pige på bare 12 år skal igennem oplevelser som disse.
Vi græder for hende, for den angst og sorg hun står midt i, for de ting hun aldrig kommer til at dele med sin mor, for den plet af ensomhed der kommer til at bo i hendes hjerte til evig tid.

Vi sørger for og med familien, der i disse dage må igennem nogle af de tungeste dage af deres liv sammen, et liv sammen der slutter før end nogen tør tænke på...

Vi rykker sammen om Lauras veninde, der bruger vores hjem som ventil og frirum, vi ved det hele og hun behøver ingen facade, vi snakker frit, når det behøves og lader også mange stunder være som de var engang, glade og lette og uden alt for meget alvor.

Jeg har selv været der, lige der hvor hun er nu, mistede først min morfar, der døde af kræft, og tre måneder senere min far, der omkom i en ulykke, det ved hun og det giver hende tryghed til at spørge om det, som hun tror jeg ved.
Hun er en fantastisk pige, stærk og meget tapper, i hendes øjne er der ro og erkendelse, og også tryghed, når hun kigger på Laura, det varmer mit hjerte...

Bedstevenindens familie har ønsket at vi skal være tæt på, og det ønsker vi også selv, for vores piger er uadskillelige, hinandens livsnerve, og Laura viser et mod og en styrke, som vi måske har fornemmet, men som først nu brænder igennem for alvor, hun er så sej, og så trofast.
Men når mørket sænker sig, og det er tid til dyner og nattesøvn, så krymper hun og skuldrene falder frem, hun skal ligge tæt og holdes om.

Mange tanker om længst passerede dage, om nutidige og fremtidige fylder mine tanker og mit hjerte, jeg gemmer mig bag travlhed og afmålt kommunikation, for indeni er jeg ved at gå i opløsning, jeg sørger for den familie, der i disse dage lider, for veninden hvis liv vil være forandret for evigt, men også for min egen lille Laura, der må forholde sig til noget så smertefuldt som tabet af en mor...

GISP! KAGER...

Så sidder man der lige så fredeligt, strikkende og hyggende med en lun pige ved fødderne, der er Ugle Betty på skærmen og der gnækkes stille, og pludselig kommer man i tanke om, at man har lovet at tage kage med til klassens tid i morgen.

Op af sofaneseren sprang hun, hende her Fru Stange, det er dæleme godt, at viktualierummet næsten altid kan levere ingredienserne til en omgang af de legendariske muffins, som min venindes søn kalder dem.

Nu er de smækket i ovnen, og jeg kan falde sammen i sofaen igen og så lige bruge et par minutter til at komme mig over den ups-oplevelse...

POTTS FAN...

12 år og opera-fan, Laura måtte eje Paul Potts' "One chance", og med iTunes klares sådan et ønske hurtigt, så nu gjalder der arier ud af højtalerne, volume-knappen på mac'en er på seriøst arbejde.

Jeg kan nu sagtens forstå hendes fascination af den buttede lille mand, der tog røven på dommerne i den engelske udgave af American Idol, hvis du ikke har set det, så tag lige et tjek her fra Youtube...

SID NED...

Lettere mat i betrækket efter en hektisk uge trænger jeg til sofahygge med te, strik og nærhed af piger og mand, stille eftermiddag med tid til snik-snak og energi-optankning.

Vi har hjulpet hinanden med at gøre huset rent, fået styr på vasketøjet og lektier, lagt planer om let aftensmad, så nu er vejen banet for nogle timer uden aktivitet af den huslige slags...Torben vil vist gerne se lidt Formel 1, Laura nusse på værelset og Amanda fornøjer sig med et par veninder på byens børneloppemarked, mon hun dukker op med en masse uundværlige dippe-dutter?

Strikkekurven er hevet frem, skal der strikkes ærmer på Linus, strikkes videre på et Claudiansk forstykke i den rigtige størrelse, eller skal jeg mon slå op til et lille tørklæde?!

Lige meget hva', så er eftermiddagen min, jeg vil smække den dertil indrettede i sædet og smide benene op, ahhhhh...

OPPE OG I GANG...

Der har været aktivitet fra den årle morgen her hjemme i dag, denne lørdag er blevet en af de dage, hvor der pludselig er ret meget på programmet og en del logistik må til, hvis tingene skal gå op i en højere enhed.

I eftermiddag venter sjov og spas og masser af hygge sammen med Torbens mange kusiner og fætre med alle deres børn, og også en lille flok af den ældre generation.
Der skal snakkes, leges, spiller og spises, vi glæder os, det plejer at være nogle meget dejlige dage, når vi alle samles...

Jeg er blevet sat på salat-opgaven, og har snittet, hakket, blendet og kogt siden morgengry, men nu er det færdigt, kun den allersidste finish skal klares ved aftenstide, når grillen syder i Nørre Vium.
Der er bønnesalat med bulgur og rød sennepdressing, der er vandmeloner med feta, rødløg og oliven, og så en sprød grøn salat med rødbedeblade, spirer, grønne asparges og hvide gulerødder.
Hvidløgsdressing med dild og bredbladet persille til at dyppe i og så masser af gnavegrønt til alle de børn, der helst vil ha' deres grøntsager i ublandet form.

Jeg elsker action i køkkenet, det er den bedste måde at starte dagen på, smilet er bredt!

Og det er nok godt nok, for om en halv times tid står jeg bag disken i venindens butik, hun trængte til lidt lørdags-bistand, og benyttede sig af et af de "kom-på-arbejde"-kort, der var en del af hendes gave fra os til åbningen, og jeg skal først til vestjylland i eftermiddag, så et par ekspeditioner eller fem, det kan jeg sagtens nå.

Jeg er klar, lørdagsmild og kundevenlig, men først skal lokkerne under kontrol og læberne males, jeg er den der er smuttet!

God lørdag derude...

JEG SKULLE HILSE...

Patienten sender lige en tak for de søde hilsner, de er hyggelige, synes hun!

Jeg bliver også varm om hjertet, når alle jeres varme og tanker tikker ind, tak for dem, det er dejligt at der sendes gode vibes i vores retning.

Vi har ikke sovet alt for godt i nat, det gør jo ondt, når man i søvne vender sig om på den dårlige skulder, der går nok et par dage, før hun er kampklar igen...

AVS...

Amanda er hyper hypermobil, nogle af hendes led ryger ud af "fatningen" for et godt, eller rettere ondt, ord.

Fingrene går af led, når hun skærer i sin mad, hoften smutter, når hun sætter af til et spring, og løber hun og fjoller med en fodbold, så er der bylde-ømme ankler de næste 2-3 dage.

Vi har snakket med den ene og den anden slags læge, fysioterapeuter og andet godtfolk, men ingen kan vise os vejen til et godt og aktivt hverdagsliv for Amanda.
De er der imod meget gode til at liste forbud op, dog er de ikke altid enige om, hvad der egentlig er godt for hende, den ene siger svøm dig stærk, den anden siger, at svømning er dårligt, what to do...

I dag var det så skulderen der stod for tur, et højdespring med fald på den store bløde madras endte med gråd og smerte, og vi måtte en tur til lægen.
Skulderen faldt heldigvis på plads uden den store ballade, men nu har hun ondt og er træt og trist.

Det er så hæmmende for den glade pige, der gerne vil suse omkring og lave badutspring, som gerne vil lege vilde lege og tumle med de andre, men det sætter altså sine begrænsninger, når et venskabligt puf sender led ud i akavede stillinger.

Vi håber, at hun med tiden og med målrettet træning bliver mere stabilt, men lige nu er det godt nok øv, specielt for Amanda, men det gør nu også ondt inde i forældrene...

NY TOMMY-STOK...

Vi spiste hyggelig aftensmad hos Hanne og Tommy i går, store og halvstore nyder hinandens selskab, og der er grin og ballade på menuen, når vi alle er sammen, dejligt!

Tommy Tømrer havde en lille gave til Torben, en ny tommestok; han mente, at vores egen måske ikke fungerede optimalt, for de mål han havde taget med den, de passede jo ingen steder hen.

Jeg vil ikke udtale mig om, hvor vidt det er vores gamle tommestok eller manden, der førte den, der er noget i vejen med, men bare oplyse, at jeg har prøvet at slå den nye ud og tage et mål med den, og da jeg lagde den fra mig, så var der en lille stemme, der sagde:

Dette er ikke en almindelig tommestok, men en tommy-stok, så husk at lægge 5 % til de opmålte centimeter!

AI-AI, SIR...

En af drengene på skolen kan godt li' at der er orden i sagerne, på sådan en lidt Palle Pedel-agtig måde.

"Man skal åbne vinduerne, når der er ude-frikvarter!"
"Man skal banke fødderne af på måtterne nede ved hoveddøren!"
"Man må kun kaste med sne på boldbanerne!"

Nu er der så givet besked om, at fejebakken ikke er til at stikke under døren, når der er brug for en gang gennemluftning, eller når rengøringsdamerne skal køre deres vogne ud og ind.

Beskeden er alvorlig og ikke til at misforstå, vi står ret og smækker hælene sammen og svarer:
"Ågkæj!"

IDIOTUM GIGANTUM...

Engang for længe siden købte jeg mig et lækkert strikke-kit, jeg glædede mig sådan til at strikke den fine cardigan, kunne næsten ikke vente med at skulle svøbe mig i dens bløde favntag.

Men pindene var tynde og ribmaskerne utallige, og inden længe levede den påbegyndte Ofelia og det smukke garn en trist tilværelse i den strikkekurv, hvor de udstødte bor...

Senere måtte hun helt lade livet, hende Ofelia, hun tog navneforandring til Claudia og det gik der ud af med dobbeltgarn og en tykkere pind.
Ryggen blev hurtigt strikket, og så det ene ærme, de er så kedelige og måtte klares før forstykkerne.

Men andet strikketøj kom på tværs og også Claudia kom i den før omtalte isolations-kurv...

Men i sidste uge blev hun hevet frem, hun blev udnævnt til at blive nummer 8 af 12, og for at få en god start på processen slog jeg, Idiotum Gigantum, op til et af forstykkerne.
Så kunne jeg bagefter ta' ærme nummer to og slutte af med det sidste forstykke.

Jeg har strikket hvert eneste frikvarter på skolen i denne uge, frem og tilbage, snoning snoning, rib rib rib, det er gået så forrygende!

Lige indtil i aftes, hvor jeg lægger ryg og forstykke mod hinanden og ser, at rib-rillerne ikke passer sammen oppe på skulderen.
Hmmmm, tælle tælle tælle, regne regne, aflukning indtagning, hmm, hvad er det der ikke stemmer her??!!

Det er STØRRELSEN, Fru Idiot!
Ryggen og ærme 1 er strikket i størrelse small/medium, forstykket i medium/large!

Hvor dum kan man være?
Meget dum åbenbart, og man kan også blive meget meget arrig og næsten flå skidtet i stykker, når pindene hives ud og optrævlingen påbegyndes.

Det er for pinligt, næsten for nedværdigende at offentliggøre, men jeg gør det, om ikke andet for at ha' det på skrift, det der med "at man skal vide, ikke bare tro".

Jeg ved, at jeg er et fjols, der snart mister her licens to knit...

SIKKE DA I KAN...

Tusind tak for alle de gode idéer til genanvendelse af Lauras "udtrådte" sweater, jeg vidste, at det var det rette sted at spørge om hjælp!

Eneste problem er så bare at vælge, tæppe, penalhus, hatte, børnetrøje, der er så meget, men selvfølgelig også 400 g. garn.

Tak for jeres hjælp, og mon ikke der kommer noget om optrævling og nystrikning i den kommende tid...

GENBRUGS-TANKER...

I skabet ligger en af Lauras gamle trøjer, den er vold-brugt, det har været en yndlings, men den er stadig lækker blød og uden alt for meget "fnuller".

Hun er forlængst vokset ud af den, og Amanda har ikke haft den mindste lyst til at iklæde sig krassende Noro, så den har bare ligget og ventet på, at nogen skulle komme forbi og ta' en beslutning om dens videre færd.

Skulle man valke den i maskinen, og så lave, ja hvad egentlig???
Der er mulighed for en taske, en stak brocher, luffer og andet godt.

Jeg kunne også trævle den op, og så strikke en trøje til et mindre barn, en sej en med hætte på måske, til naboens dreng i ved.
Hmmm, man kunne så meget, man kunne også lade den ligge i skabet og så strikke på noget af alt det andet, man har gang i.

Gode idéer og fif modtages gerne...

JEG MELDER MIG IND I KLUBBEN...

Jeg er sikker på, at der er noget om sagen, når der snakkes Post-ferie-depression, jeg føler mig anti-oplagt og er bare ugidelig, halvmuggen og til tider lidt tudevårn.

Måske burde jeg kalde min tilstand Post-ferie-trætheds-syndrom, for jeg har svært ved at holde øjenene åbne, og længes ligefrem efter at komme i seng om aftenen, en side af mig selv, som jeg aldrig tidligere er stødt på.

Gab, suk, prust, støn, det er hårdt at komme op i omdrejninger igen!

Der er minus på vigør-kontoen, det er dæleme tidligt, efter bare halvanden arbejdsuge burde jeg jo stadig sprudle af friskhed og overskud...