28 august 2007

TUNGE DAGE...

Tidligere i år blev Lauras allerkæreste og tætteste venindes mor ramt af alvorlig sygdom, meget alvorlig og livtruende, men dog med en chance for helbredelse.

Længe så det ud som om, lægerne havde situationen og sygdommen under kontrol, vi håbede og bad alle, men hen over sommeren har der været tegn på, at sygdommen havde flere kræfter end videnskab og medicin, og for et par uger siden fik vi en trist trist opringning om, at der nu ikke var mere at gøre.

Vi græder, både udenpå og indeni, det er så hjerteskærende at være vidne til, at en pige på bare 12 år skal igennem oplevelser som disse.
Vi græder for hende, for den angst og sorg hun står midt i, for de ting hun aldrig kommer til at dele med sin mor, for den plet af ensomhed der kommer til at bo i hendes hjerte til evig tid.

Vi sørger for og med familien, der i disse dage må igennem nogle af de tungeste dage af deres liv sammen, et liv sammen der slutter før end nogen tør tænke på...

Vi rykker sammen om Lauras veninde, der bruger vores hjem som ventil og frirum, vi ved det hele og hun behøver ingen facade, vi snakker frit, når det behøves og lader også mange stunder være som de var engang, glade og lette og uden alt for meget alvor.

Jeg har selv været der, lige der hvor hun er nu, mistede først min morfar, der døde af kræft, og tre måneder senere min far, der omkom i en ulykke, det ved hun og det giver hende tryghed til at spørge om det, som hun tror jeg ved.
Hun er en fantastisk pige, stærk og meget tapper, i hendes øjne er der ro og erkendelse, og også tryghed, når hun kigger på Laura, det varmer mit hjerte...

Bedstevenindens familie har ønsket at vi skal være tæt på, og det ønsker vi også selv, for vores piger er uadskillelige, hinandens livsnerve, og Laura viser et mod og en styrke, som vi måske har fornemmet, men som først nu brænder igennem for alvor, hun er så sej, og så trofast.
Men når mørket sænker sig, og det er tid til dyner og nattesøvn, så krymper hun og skuldrene falder frem, hun skal ligge tæt og holdes om.

Mange tanker om længst passerede dage, om nutidige og fremtidige fylder mine tanker og mit hjerte, jeg gemmer mig bag travlhed og afmålt kommunikation, for indeni er jeg ved at gå i opløsning, jeg sørger for den familie, der i disse dage lider, for veninden hvis liv vil være forandret for evigt, men også for min egen lille Laura, der må forholde sig til noget så smertefuldt som tabet af en mor...

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder uhyggeligt meget som det, vi oplever i min mands familie i disse dage, hvor onklen i sidste uge pludseligt døde uventet og bl.a. efterlod en søn på 16 år. Hvis hun har brug for det, har Kræftens Bekæmpelse et øre at lægge til - deres sorglinjer for børn, der har mistet en forælder, er blevet så dygtige, at de gerne lytter til alle sørgende børn nu.
Vær stærke - sammen!

Anonym sagde ...

Godt at i er der - at i er der for familien og for pigerne - og ikke mindst for hinanden. Jeg ønsker jer styrke til at stå det igennem..

Anonym sagde ...

Puha mor, en dyb klump i halsen, et stik i hjertet og en omgang ondt i maven... og en stærk tanken til den stakkels familie. Og en slem følelse af dårlig samvittighed af de alt for sjældene besøg i de trykke rammer i Engesvang, og en reminder om hvor højt jeg elsker jer... Ikke at kunne få dine varme knus, hvor jeg stikker næsen helt ind til dig og dufte min MOR og bare tænke tryghed, ville være det værst der kunne overgå mig.
Kys din ældste datter

Anonym sagde ...

Anne et stort kram og masser af tanker til jer alle. Det er svært at være vidende til en stakkels piges alt for pludselige modning. Godt at I er der.

Dans på roser... sagde ...

Kjenner det i mitt hjerte... det stikker. Klumpen i magen er der... Livet er tøft noen ganger, og ikke til å forstå. Mine bønner går til den lille jenta, og til dere. Dere vil være til stor trøst for henne i tiden som ligger foran. Gud velsigne dere. Klem.

Anne sagde ...

Tak for jeres søde tanker og hilsner, dem sætter jeg meget pris på.

Vi er opmærksomme på de muligheder, der findes rundt omkring, i forhold til støtte og samtaler for pigerne.
Bedsteveninden skal starte i sorggruppe, og vi tænker meget på, hvordan Laura kan få et lille åndehul, er det mon nok for hende at snakke med os?
Hun har heldigivs den skønneste klasselærer, der giver sig meget tid til at tage sig af begge piger, og som er meget bevidst om, at det kræver en del af Laura at være i dette her forløb.

Og til dig, min elskede store pige, så må du nok hellere snart komme hjem og få et mor-knus!

Karen S, Lykkefanten sagde ...

Jeg sidder her lige så stille og mærker smerten i og trykket for brystet... selv som ung voksen er tanken om at miste en forælder helt forfærdelig. Mine tanker dvæler hos den stakkels pige og hos jer og hos Laura, der alt for tidligt er alt for stærk.
I dybeste medfølelse
Karen S

Anonym sagde ...

Jeg får vondt langt inni meg. Jeg har mistet to gode venninner i kreft (de ble ikke 36 år engang) og begge hadde små barn. Og det må være fryktelig vondt for dem å miste sin mor så tidlig i livet.
Heldigvis har de fleste venner og familie som støtter og trøster. Og din familie er nok et trygt sted for hennes datter nå.

Mette H. sagde ...

Sidder her med tårer i øjnene. Hvor gør det ondt bare at tænke på det. Godt pigen har sådan nogen som jer at læne sig op af.