LUKKET OG SLUKKET...

Så er det slut med Garn og Gas, jeg gider ikke mere, slut-prut-finale!!
Dette er det sidste indlæg her på bloggen...

Jeg er flyttet i egen bolig, og hvis du har lyst til at være med på en kigger, så kan jeg fremover findes lige her:

hverken FUGL eller FISK


Jeg er endnu ikke helt færdig med at pakke ud og sætte på plads, der mangler indlæg fra de sidste par uger, men nu er jeg altså der!

Ses vi...

TUNGE DAGE...

Tidligere i år blev Lauras allerkæreste og tætteste venindes mor ramt af alvorlig sygdom, meget alvorlig og livtruende, men dog med en chance for helbredelse.

Længe så det ud som om, lægerne havde situationen og sygdommen under kontrol, vi håbede og bad alle, men hen over sommeren har der været tegn på, at sygdommen havde flere kræfter end videnskab og medicin, og for et par uger siden fik vi en trist trist opringning om, at der nu ikke var mere at gøre.

Vi græder, både udenpå og indeni, det er så hjerteskærende at være vidne til, at en pige på bare 12 år skal igennem oplevelser som disse.
Vi græder for hende, for den angst og sorg hun står midt i, for de ting hun aldrig kommer til at dele med sin mor, for den plet af ensomhed der kommer til at bo i hendes hjerte til evig tid.

Vi sørger for og med familien, der i disse dage må igennem nogle af de tungeste dage af deres liv sammen, et liv sammen der slutter før end nogen tør tænke på...

Vi rykker sammen om Lauras veninde, der bruger vores hjem som ventil og frirum, vi ved det hele og hun behøver ingen facade, vi snakker frit, når det behøves og lader også mange stunder være som de var engang, glade og lette og uden alt for meget alvor.

Jeg har selv været der, lige der hvor hun er nu, mistede først min morfar, der døde af kræft, og tre måneder senere min far, der omkom i en ulykke, det ved hun og det giver hende tryghed til at spørge om det, som hun tror jeg ved.
Hun er en fantastisk pige, stærk og meget tapper, i hendes øjne er der ro og erkendelse, og også tryghed, når hun kigger på Laura, det varmer mit hjerte...

Bedstevenindens familie har ønsket at vi skal være tæt på, og det ønsker vi også selv, for vores piger er uadskillelige, hinandens livsnerve, og Laura viser et mod og en styrke, som vi måske har fornemmet, men som først nu brænder igennem for alvor, hun er så sej, og så trofast.
Men når mørket sænker sig, og det er tid til dyner og nattesøvn, så krymper hun og skuldrene falder frem, hun skal ligge tæt og holdes om.

Mange tanker om længst passerede dage, om nutidige og fremtidige fylder mine tanker og mit hjerte, jeg gemmer mig bag travlhed og afmålt kommunikation, for indeni er jeg ved at gå i opløsning, jeg sørger for den familie, der i disse dage lider, for veninden hvis liv vil være forandret for evigt, men også for min egen lille Laura, der må forholde sig til noget så smertefuldt som tabet af en mor...

GISP! KAGER...

Så sidder man der lige så fredeligt, strikkende og hyggende med en lun pige ved fødderne, der er Ugle Betty på skærmen og der gnækkes stille, og pludselig kommer man i tanke om, at man har lovet at tage kage med til klassens tid i morgen.

Op af sofaneseren sprang hun, hende her Fru Stange, det er dæleme godt, at viktualierummet næsten altid kan levere ingredienserne til en omgang af de legendariske muffins, som min venindes søn kalder dem.

Nu er de smækket i ovnen, og jeg kan falde sammen i sofaen igen og så lige bruge et par minutter til at komme mig over den ups-oplevelse...

POTTS FAN...

12 år og opera-fan, Laura måtte eje Paul Potts' "One chance", og med iTunes klares sådan et ønske hurtigt, så nu gjalder der arier ud af højtalerne, volume-knappen på mac'en er på seriøst arbejde.

Jeg kan nu sagtens forstå hendes fascination af den buttede lille mand, der tog røven på dommerne i den engelske udgave af American Idol, hvis du ikke har set det, så tag lige et tjek her fra Youtube...

SID NED...

Lettere mat i betrækket efter en hektisk uge trænger jeg til sofahygge med te, strik og nærhed af piger og mand, stille eftermiddag med tid til snik-snak og energi-optankning.

Vi har hjulpet hinanden med at gøre huset rent, fået styr på vasketøjet og lektier, lagt planer om let aftensmad, så nu er vejen banet for nogle timer uden aktivitet af den huslige slags...Torben vil vist gerne se lidt Formel 1, Laura nusse på værelset og Amanda fornøjer sig med et par veninder på byens børneloppemarked, mon hun dukker op med en masse uundværlige dippe-dutter?

Strikkekurven er hevet frem, skal der strikkes ærmer på Linus, strikkes videre på et Claudiansk forstykke i den rigtige størrelse, eller skal jeg mon slå op til et lille tørklæde?!

Lige meget hva', så er eftermiddagen min, jeg vil smække den dertil indrettede i sædet og smide benene op, ahhhhh...

OPPE OG I GANG...

Der har været aktivitet fra den årle morgen her hjemme i dag, denne lørdag er blevet en af de dage, hvor der pludselig er ret meget på programmet og en del logistik må til, hvis tingene skal gå op i en højere enhed.

I eftermiddag venter sjov og spas og masser af hygge sammen med Torbens mange kusiner og fætre med alle deres børn, og også en lille flok af den ældre generation.
Der skal snakkes, leges, spiller og spises, vi glæder os, det plejer at være nogle meget dejlige dage, når vi alle samles...

Jeg er blevet sat på salat-opgaven, og har snittet, hakket, blendet og kogt siden morgengry, men nu er det færdigt, kun den allersidste finish skal klares ved aftenstide, når grillen syder i Nørre Vium.
Der er bønnesalat med bulgur og rød sennepdressing, der er vandmeloner med feta, rødløg og oliven, og så en sprød grøn salat med rødbedeblade, spirer, grønne asparges og hvide gulerødder.
Hvidløgsdressing med dild og bredbladet persille til at dyppe i og så masser af gnavegrønt til alle de børn, der helst vil ha' deres grøntsager i ublandet form.

Jeg elsker action i køkkenet, det er den bedste måde at starte dagen på, smilet er bredt!

Og det er nok godt nok, for om en halv times tid står jeg bag disken i venindens butik, hun trængte til lidt lørdags-bistand, og benyttede sig af et af de "kom-på-arbejde"-kort, der var en del af hendes gave fra os til åbningen, og jeg skal først til vestjylland i eftermiddag, så et par ekspeditioner eller fem, det kan jeg sagtens nå.

Jeg er klar, lørdagsmild og kundevenlig, men først skal lokkerne under kontrol og læberne males, jeg er den der er smuttet!

God lørdag derude...

JEG SKULLE HILSE...

Patienten sender lige en tak for de søde hilsner, de er hyggelige, synes hun!

Jeg bliver også varm om hjertet, når alle jeres varme og tanker tikker ind, tak for dem, det er dejligt at der sendes gode vibes i vores retning.

Vi har ikke sovet alt for godt i nat, det gør jo ondt, når man i søvne vender sig om på den dårlige skulder, der går nok et par dage, før hun er kampklar igen...

AVS...

Amanda er hyper hypermobil, nogle af hendes led ryger ud af "fatningen" for et godt, eller rettere ondt, ord.

Fingrene går af led, når hun skærer i sin mad, hoften smutter, når hun sætter af til et spring, og løber hun og fjoller med en fodbold, så er der bylde-ømme ankler de næste 2-3 dage.

Vi har snakket med den ene og den anden slags læge, fysioterapeuter og andet godtfolk, men ingen kan vise os vejen til et godt og aktivt hverdagsliv for Amanda.
De er der imod meget gode til at liste forbud op, dog er de ikke altid enige om, hvad der egentlig er godt for hende, den ene siger svøm dig stærk, den anden siger, at svømning er dårligt, what to do...

I dag var det så skulderen der stod for tur, et højdespring med fald på den store bløde madras endte med gråd og smerte, og vi måtte en tur til lægen.
Skulderen faldt heldigvis på plads uden den store ballade, men nu har hun ondt og er træt og trist.

Det er så hæmmende for den glade pige, der gerne vil suse omkring og lave badutspring, som gerne vil lege vilde lege og tumle med de andre, men det sætter altså sine begrænsninger, når et venskabligt puf sender led ud i akavede stillinger.

Vi håber, at hun med tiden og med målrettet træning bliver mere stabilt, men lige nu er det godt nok øv, specielt for Amanda, men det gør nu også ondt inde i forældrene...

NY TOMMY-STOK...

Vi spiste hyggelig aftensmad hos Hanne og Tommy i går, store og halvstore nyder hinandens selskab, og der er grin og ballade på menuen, når vi alle er sammen, dejligt!

Tommy Tømrer havde en lille gave til Torben, en ny tommestok; han mente, at vores egen måske ikke fungerede optimalt, for de mål han havde taget med den, de passede jo ingen steder hen.

Jeg vil ikke udtale mig om, hvor vidt det er vores gamle tommestok eller manden, der førte den, der er noget i vejen med, men bare oplyse, at jeg har prøvet at slå den nye ud og tage et mål med den, og da jeg lagde den fra mig, så var der en lille stemme, der sagde:

Dette er ikke en almindelig tommestok, men en tommy-stok, så husk at lægge 5 % til de opmålte centimeter!

AI-AI, SIR...

En af drengene på skolen kan godt li' at der er orden i sagerne, på sådan en lidt Palle Pedel-agtig måde.

"Man skal åbne vinduerne, når der er ude-frikvarter!"
"Man skal banke fødderne af på måtterne nede ved hoveddøren!"
"Man må kun kaste med sne på boldbanerne!"

Nu er der så givet besked om, at fejebakken ikke er til at stikke under døren, når der er brug for en gang gennemluftning, eller når rengøringsdamerne skal køre deres vogne ud og ind.

Beskeden er alvorlig og ikke til at misforstå, vi står ret og smækker hælene sammen og svarer:
"Ågkæj!"

IDIOTUM GIGANTUM...

Engang for længe siden købte jeg mig et lækkert strikke-kit, jeg glædede mig sådan til at strikke den fine cardigan, kunne næsten ikke vente med at skulle svøbe mig i dens bløde favntag.

Men pindene var tynde og ribmaskerne utallige, og inden længe levede den påbegyndte Ofelia og det smukke garn en trist tilværelse i den strikkekurv, hvor de udstødte bor...

Senere måtte hun helt lade livet, hende Ofelia, hun tog navneforandring til Claudia og det gik der ud af med dobbeltgarn og en tykkere pind.
Ryggen blev hurtigt strikket, og så det ene ærme, de er så kedelige og måtte klares før forstykkerne.

Men andet strikketøj kom på tværs og også Claudia kom i den før omtalte isolations-kurv...

Men i sidste uge blev hun hevet frem, hun blev udnævnt til at blive nummer 8 af 12, og for at få en god start på processen slog jeg, Idiotum Gigantum, op til et af forstykkerne.
Så kunne jeg bagefter ta' ærme nummer to og slutte af med det sidste forstykke.

Jeg har strikket hvert eneste frikvarter på skolen i denne uge, frem og tilbage, snoning snoning, rib rib rib, det er gået så forrygende!

Lige indtil i aftes, hvor jeg lægger ryg og forstykke mod hinanden og ser, at rib-rillerne ikke passer sammen oppe på skulderen.
Hmmmm, tælle tælle tælle, regne regne, aflukning indtagning, hmm, hvad er det der ikke stemmer her??!!

Det er STØRRELSEN, Fru Idiot!
Ryggen og ærme 1 er strikket i størrelse small/medium, forstykket i medium/large!

Hvor dum kan man være?
Meget dum åbenbart, og man kan også blive meget meget arrig og næsten flå skidtet i stykker, når pindene hives ud og optrævlingen påbegyndes.

Det er for pinligt, næsten for nedværdigende at offentliggøre, men jeg gør det, om ikke andet for at ha' det på skrift, det der med "at man skal vide, ikke bare tro".

Jeg ved, at jeg er et fjols, der snart mister her licens to knit...

SIKKE DA I KAN...

Tusind tak for alle de gode idéer til genanvendelse af Lauras "udtrådte" sweater, jeg vidste, at det var det rette sted at spørge om hjælp!

Eneste problem er så bare at vælge, tæppe, penalhus, hatte, børnetrøje, der er så meget, men selvfølgelig også 400 g. garn.

Tak for jeres hjælp, og mon ikke der kommer noget om optrævling og nystrikning i den kommende tid...

GENBRUGS-TANKER...

I skabet ligger en af Lauras gamle trøjer, den er vold-brugt, det har været en yndlings, men den er stadig lækker blød og uden alt for meget "fnuller".

Hun er forlængst vokset ud af den, og Amanda har ikke haft den mindste lyst til at iklæde sig krassende Noro, så den har bare ligget og ventet på, at nogen skulle komme forbi og ta' en beslutning om dens videre færd.

Skulle man valke den i maskinen, og så lave, ja hvad egentlig???
Der er mulighed for en taske, en stak brocher, luffer og andet godt.

Jeg kunne også trævle den op, og så strikke en trøje til et mindre barn, en sej en med hætte på måske, til naboens dreng i ved.
Hmmm, man kunne så meget, man kunne også lade den ligge i skabet og så strikke på noget af alt det andet, man har gang i.

Gode idéer og fif modtages gerne...

JEG MELDER MIG IND I KLUBBEN...

Jeg er sikker på, at der er noget om sagen, når der snakkes Post-ferie-depression, jeg føler mig anti-oplagt og er bare ugidelig, halvmuggen og til tider lidt tudevårn.

Måske burde jeg kalde min tilstand Post-ferie-trætheds-syndrom, for jeg har svært ved at holde øjenene åbne, og længes ligefrem efter at komme i seng om aftenen, en side af mig selv, som jeg aldrig tidligere er stødt på.

Gab, suk, prust, støn, det er hårdt at komme op i omdrejninger igen!

Der er minus på vigør-kontoen, det er dæleme tidligt, efter bare halvanden arbejdsuge burde jeg jo stadig sprudle af friskhed og overskud...

HJEMMEBAGERIET...

Da jeg for en tid siden ryddede op i alle mine mange dameblade, faldt jeg over en artikel fra Aurion, jeg læste og bladrede, og "smagte" på alt det gode brød, der gjorde sig til der på siderne.

Artikelen blev hevet ud og gemt, og da jeg et par dage senere kom forbi hos Bodil, så lå den sørme også der på hendes køkkenbord, og vi fik hinanden gasset op til at hente bageferment inde i Heksekosten, for nu skulle det være, klidmostrene skulle ha' gang i hjemme-øko-ælteriet...

Jeg har altid bagt masser af brød, både rug- og hvedebrød, de seneste år også med spelt, emmer, durum og hvad der ellers sættes på hylderne, jeg bager med lang hævetid og sej krumme, undtagen altså lige, når det er de lyse kardemommeprikkede fødselsdagsboller, der er på menuen, de bages så traditionelle at det er ren mormor.

Nu skal der så prøves nye veje, brød bagt med en grunddej lavet på bageferment, som er et granulat af grahamsmel, majs- og ærtemel, honning og vand, der har været igennem en gæringproces og siden tørret.
Det skulle efter sigende give et brød med en højere næringsværdi, og med meget mere smag, og det er da ikke skidt...

Jeg er i gang med Trin 1, en vælling af vand, bageferment og speltmel, det står og lumrer ude i vores teknikskab i bryggerset, det er det eneste sted i huset, hvor der er mellem 25 og 30 grader.

I morgen skal der røres lidt mere mel og vand i, og så skal det igen ind i det lune mørke skab og samle lidt energi, inden der så kan laves fordej.
Fordejen skal laves 12-14 timer før den endelige brøddej, så vi er vel henne omkring torsdag aften, før jeg kan sætte det første brød på bordet.

Jeg satser på, at det er arbejdet og ventetiden værd, og så håber jeg ikke, at der kommer et par brødflove landevejsriddere eller naboer forbi i mellemtiden.

Slowfood...

SPRØDT OG SYRLIGT...

Knaseagurkerne kom på bordet i dag, de var akkurat så skønne, som jeg vidste de ville være.
Guf til en frikadelle med en ny kartoffel og en enkelt kold klat Lurpak...

Sifka vil gerne vide, hvordan man ordner syltningen af de lange grønne, så her kommer en lille how-to.

2-3 agurkerne skæres i tykke skiver, 2-3 cm, og lægges i et skoldet sylteglas.
Et bundt dild hives i små totter og kommes ved sammen med 2 spsk. blandede peberkorn, gerne af den slags med allehånde i, og 3 tsk. god havsalt.

1 liter eddike koges op med 500 g. rørsukker, og når denne lage er afkølet hældes den over agurkerne.

Efter et par dage i glasset er de klar til leverpostejmadden eller den lune delle...

NU OGSÅ I PETROL...

Jeg snuppede lige et mere!
Måtte også ha' et til brochen med de turkise prikker.

Dyrene med de farvede prikker købte jeg i Sverige sidste vinter, Anne Majakari sender gerne, hvis nogen skulle ha' lyster i den retning...

SKARP...

Bare lige for at det hele ikke skal blive alt for "fesent" og tutte-nuttet i farverne...

MORMOR WANNABE...

Sifka får mormor-associationer af mine roser, det forstår jeg sådan set godt, det er ren nostalgi, jeg ryger helt tilbage i min oldemormors stue på Snerlevej i Kolding.

Men roserne er ikke det eneste mormor-agtige her på adressen i dag, der er kogt mos af en ordentlig stak nedfaldsæbler, mos med blød muscovado og sort vanille, det blev himmelsk.
Duften i alrummet mens det stod og putrede over gassen var forrygende, og Amanda begyndte at fantasere om æblegrød med iskold mælk på, eller jordbærgrød eller rabarbergrød for den sags skyld...
I dag får hun ikke grød, men til gengæld gammeldags æblekage med makronsmuldr og blød flødeskum, og for at gå linen ud har den også lige fået en klat rosengele på toppen.
Jeg kan dog ikke være helt tro mod mormor-looket, for jeg ejer ikke en eneste glasskål med bølget kant, men mon ikke det går?!

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg også syltet et par af de knap så kønne agurker fra drivhuset, og inden længe vil de være klar som knasende top på en leverpostejmad eller som syrligt bid til en frikadelle.

Old school mormor, det er fint med mig på sådan en stille lørdag...

HAVEFRYD...

Jeg elsker havens bløde græs mellem de bare tæer, jeg elsker de små kroge med sol og læ, jeg nyder hængekøjen og de hjemmeavlede tomater fra drivhuset.

Jeg elsker at sidde på terrassen omgivet af blomstrende krukker, lanterne med lys og store parasoller, der beskytter mod både de brændende stråler og den faldende dug.

Jeg elsker, når vinden i træerne får løvet til at rasle, og når bærbuske fyldes med mundgodt og sundt...Men mest af alt, der elsker jeg, for alvor og højt, at kunne plukke den ene buket efter den anden, og stadig ha' masser derude.
Jeg fylder vaserne med farve og duft, med kitch og med yndighed, der er noget for enhver smag.

I dag var det roserne, der lokkede...

SÆT I GANG...

Så er der taget hul på lærer-studiet, 8 timer i Nørre Nissum, hovedet er fyldt, nærmest overfyldt, med bunker af information, jeg er segnefærdig!

Men det bliver godt, det kan jeg mærke, spændende og udfordrende, jeg får nok at rive i, men det er skønt at være i gang.

Bare ikke lige i aften, der tager jeg en slapper, det eneste jeg trænger til er sofa og hygge med pigerne og deres far...

NYT ELEKTRONIK PÅ FLERE OMRÅDER...

Jeg tumper rundt på mobilen i disse dage, tør ellers godt at blære med mig at jeg er en haj til at håndtere sådan én, men sgu ikke når man køber ny, og er så dum at skifte til et andet mærke.

Jeg skriver med stort hver gang jeg tror, at jeg har lavet mellemrum, jeg kommer til at sende mange beskeder afsted 2 gange, fordi de bliver ved at at stå i display'et, jeg kender ikke mine genveje og fumler som en Onkel morfar, eller er det Faster farmor.

Jeg får det vel lært...

Jeg har også måtte forholde mig til ny elektronik på anden vis, jeg har været i min venindes butik i dag for at få styr på kasseapparat og dankort-terminal, jeg vil gerne kunne træde til med hjælpende hænder og lørdagsafløsning, men det går ikke uden at kunne få omsætningen ned i skuffen.

Jeg har rimeligt styr på varer-sortiment, ved hvilke firmaer, der leverer hvad, sådan da, ved hvor jeg skal finde nyttige oplysninger om dette og hint, og lidt om brændetid, farvemuligheder og størrelser, min egen hang til lækkerier af den slags kommer mig virkelig til gode her.

Og nu ved jeg så også, hvordan jeg skal bestride pladsen, hvor der afregnes...

I aftes, da jeg fortalte mand og børn om dagens planer, slog Torben en skrald-latter op

Skal du ind og lære hvordan man gør med Dankortet??
Det behøver du vist ikke, der er dæleme ikke ret mange, der mestrer det så godt som du, skat, du ved udemærket godt, hvordan man bruger sådan ét!

Ja, ja, ja, men denne gang er det mig, der ligesom skal bede andre om at taste kode og godkende, det plejer jo at være mig, der står og gør den del af det, ikk'...

KUK-KUK...

Jeg er her altså stadig, ligger ikke underdrejet af præstations- eller anden angst, her har bare været lidt travlt!

Men nu har jeg fod på nogle forstyrrende elementer, og resten må tages i de bidder, som vi kan stå inde for, som og sjæl og krop kan følge med til...

MERE AF SAMME SLAGS...

Bainbridge Scarf ryger af pindene her, der og alle vegne i disse dage, vi er vist en del, der blev fristet af det hurtige lille strikketøj, efter at ha' set det på Mettes blog forleden.

Min udgave er strikket i Noro, fint er det, og bestemt ikke det sidste af sin slags, jeg tænker at det også vil være smukt i en blanding af hør og tyndt tyndt uld...

BLIVER JEG MON KLAR...

På fredag har jeg min første studiedag på Nørre Nissum Seminarium, meritlærer-studiet venter, lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til det, der er for mange andre ting, der har fået lov at fylde og bare det at komme i gang på jobbet igen er såmænd mere end rigeligt.

Jeg har ret blandede følelser omkring mit nye liv som deltidsstuderende, bliver nervøs for, om jeg kan håndtere at ha' fuldtidsjob og samtidig være en velforberedt studerende?!

Mange af mine nærmest og mine kolleger spørger selvfølgelig i disse dage, om jeg glæder mig, og det gør jeg vel, men har svært ved at flippe helt ud af glæde og spænding, for jeg ved jo reelt ikke, hvad der er i vente...

Sidst jeg var studerende var jeg mor til en teenager og to små tumlinger, havde en mand der arbejdede rigtigt meget, en hund der skulle passes, madlavning, vask, rengøring og så videre og så videre, det var såmænd hårdt nok.

Denne gang er jeg mor til 2 præ-pubber, har en mand der arbejder rigtigt meget, en hund der skal motioneres, hus, have, ditten og datten OG et krævende job!
Hva' finken er det jeg har kastet mig ud i???

HJÆLP - jeg er lige ramt af 5 minutters panik-og præstationsangst...

MOO...

Endelig fandt jeg noget "fornuftigt" at bruge mine Moo Minicards til, en sommerlig uro, mest for sjov, men alligevel ganske pyntelig...

SØNDAGS-GLÆDE...

Stille søndag, alle har vist mest brug for bare at tusse rundt i eget tempo og nyde den allersidste feriedag.
Ingen er fest-ramte med ømt hår, det var en stille fest, med masser af hygge og varme, alt er ryddet op og væk nu, resten af dagen er vores egen.

Jeg ordne vasketøj, skoletaske, checker den kommende uges aftaler, tørre hylder af, flytter rundt på indbo, strikker en pind og læser aviser, det er sådan livet skal leves denne solskinsdag.Jeg har været i haven og plukke lidt friskt til vaserne, jeg elsker at kunne vælge og vrage mellem alt det kønne, der står der ude, der er så meget at det kan være svært at vælge, i dag blev det i de rosa og pink nuancer, smukt til de grønne vaser.

Jeg kan ikke være andet end glad og tilfreds med livet på en dag som denne...

RUNDKØRSELS-HURLUMHEJ...

Der er fest i gaden i dag, i alle tilfælde i vores ende, hvor vi er i gang med at gøre klar til den årlige sommerfest.

7 huse er vi, samlet om en lille oval plæne, der er afslutning på en lang vej i et nybygger-kvarter, en lille enklave med børn og voksne i alle aldre, og vi har for længe siden bestemt, at vi vil holde fast i vores rundkørselsfest, som vi har afholdt fra før man begyndte at udbygge resten af kvarteret.

Mændene sætter telt op og hygger selv vældigt med røverhistorier og gode råd om håndtering af teltstænger, andre af os har sat sig på overskuelige madopgaver, et par hjælpes med bagværk og kaffe til eftermiddagen, andre laver tilbehør til det grillede kød og et par sørger for lækker dessert og senere sprøde chips til drinks og øller.De store børn har arrangeret en vældig skattejagt for de yngre, det har været planlægning og koordination på højt plan!

Vi hygger os, gør vi, og det er en daglig glæde at bo omgivet af varme og nærværende mennesker, der vægter det gode tætte naboskab, det er til glæde for os voksne og til rigtig stor glæde for alle børnene...

Jeg er på tilbehørsholdet, og har fået linet op, så der kun er de allersidste finpudsninger tilbage.
De små kartofler er kogt, og står klar til en klat smør, olie, en ordentlig håndfuld krydderurter og en halv time i ovnen, bønnesalaten skal bare vendes i den skarpe sennepscreme og den grønne salat skal ha' et skvæt citronolie, det er til at overskue!Der er ordnet bjerge af gnavegrønt til ungerne, hældt lækkerier i skåle, jeg kan tillade mig at flyde og hygge, indtil aftensmaden skal indtages.
Jeg har marineret lammemørbrad i hvidløg og basilikum fra haven, det dufter himmelsk, og sat på en stik frisk romarin, da kan det vist kun gå hen og blive en lækkerbidsken.

Og de grå skyer der over teltet, de har bare at holde tæt, eller drive væk, vi vil ha' lun aftensol, og måneskin og stjerneregn til vores gin og lemon til midnat...

PÅ ØJEMÅL, ELLER HVA'...

For nogen tid siden var Hanne og Tommy på besøg sammen med Tommys nye motorcykel, det blev sent og sådan halv-bedugget inden mænderne var færdige med at snakke om alt det, der nu var på tapetet.

På et tidspunkt faldt snakken på den der lille låge, som vi efter snart 4 år i huset, stadig mangler til det lille depotrum under trappen, Harry Potter-værelset, som vi kalder det.
Torben og Tommy blev enige om, at sådan en kunne Tommy Tømrer da lige fikse til os, og tommestok blev fundet frem, og mål blev taget.

Ja altså, et eller andet mål, for det var dæleme ikke åbningen under døren de havde målt...

Tommy kom med lågen i aftes, og efter en tid, hvor han havde gået og arbejdet inde i gangen, kom han ud på terrassen med et fjoget udtryk i ansigtet, og måtte indrømme at lågen gabte 3-4 centimeter.
Mænd er jo mænd, og både Torben og Tommy mente nu nok, at det var makkeren, der var skyldig i "på-slump-målet", hvem der egentlig havde svinget med tommestokken er mig stadig lidt uvist.

Den nat de tog mål, snakkede vi om cognac-betegnelser, og der blev foretaget smagsprøver, måske er det det, der har spillet ind på den gabende låge.

Her hos mig står V.S.O.P altså ikke længere for Very Special Old Pale, fra nu af er den betegnelse lig med:

Vildt Sjusket Opmåling Pals

Det er en ommer, drenge...

PÅ PANDEN OG PÅ PINDEN...

Så er der bagt en Rasmus Klump stor stak pandekager, de dufter og jeg ville ønske, at de var var til mig.

Det er de ikke, men til gengæld kan jeg så strikke Bainbridge rundt og rundt i lækkert garn, og spise en pære til...

ET NYT MUST-HAVE...

Mette har strikket den lækreste lille halsvarmer, sådan en, eller flere, må jeg eje!

Der er masser af blødt i uld-skuffen, det kan kun gå for langsomt med at få det på pinden, tak for inspiration, Mette, ja og også tak til Pepperknit for idéen...

MORGENSTUND...

Kaffe, strikketøj, en lun hund ved fødderne, strithår og krøllet hud på kinden, sovende børn, sol, varme og fuglefløjt gennem den åbne dør, masser af tid og ingen faste planer for dagen, det bli'r ikke meget bedre.

Jeg har været tidligt oppe og fået mit skolearbejde ordnet, mangler kun et par mødeindkaldelser og dagsordner, så er jeg top-klar til at ta' hul på et nyt skoleår, jeg glæder mig til at møde alle børnene igen, det bliver dejligt.

Men i dag vil jeg nyde livet her hjemme, slå et smut ud i haven, drikke en kop kaffe med naboen og forkæle pigerne, der har deres sidste feriedag i dag, mon ikke de ville nyde at der stod en stak tykke små pandekager klar, når de om en tid får øjne...