JEG GLEMTE LIGE NOGET, IKK'...

Ironi kan være svær at fornemme i det skrevne ord, i alle tilfælde når "forfatteren" er en knold, som mig!!

Nedenstående indlæg har intet med virkeligheden at gøre, jeg har ikke travlt med at nå noget som helst, jeg sidder på min flade og broderer, og hundser lidt med pigerne, der er ved at bage pitabrød, jeg dagdrømmer og frydes over alle de muligheder, der ligger åbne for os ude i verden, men som vi kun behøver at ta' livtag med, når og hvis vi gider.

Jeg fik mig bare lige en indre griner over alle de "behov", der opstod ved oprydning, det skulle jo gerne ha' været modsat...

JEG HAR FÅET SÅ TRAVLT...

Her gik jeg og troede, at jeg ville føle lettelse, når jeg havde fået sorteret alle mine magasiner, fået ryddet op og ryddet ud, kigget igennem og gemt i dertil indrettede mapper, men ak nej, jeg sidder da her og bliver helt forpustet af alt det jeg nu er blevet mindet om, at jeg gerne ville og kunne.

Der var jo lige noget om en lille smut-tur til Oslo med veninderne, jeg har tjekket, færgebilletten er så billig at man næsten må afsted, der var også den der kærestetur til Amsterdam, som Torben og jeg så længe har ønsket os, der er ikke ret langt derned og der er så meget at se og opleve, det ville være godt for os...Og alle opskrifterne, hvor længe kan jeg mon vente med at bage mit yndlings-svensker-brød Kavring, uhmm, men koldt smør og en god skive ost, uhmm altså.
Og det der Kafta-billede, der ser da for lækkert ud, og det er jo bare toppen af isbjerget, der blev vel hevet 30-40 must-try opskrifter ud i går.Og ved jeg mon helt præcist, at det er lærer jeg vil være, når jeg bliver stor, hvad med den der café, og garnbutik, er jeg i tvivl, mangler jeg gnisten?!Det kan jo også være, at jeg bare er alt for hård ved mig selv, forlanger alt for meget af moi og omgivelserne, burde jeg mon kaste et længere blik på den lille fanden af en kritiker, der sidder på min venstre skulder...Åh ja, og de der polske julekugler, dem skal jeg altså ha' i år, gerne i stakkevis, de kunne hænge så flot på en hvid stor gren.Hold da helt op, jeg har da så travlt med alt det, der dukkede op i de gamle blade i går, jeg burde bare ha' kylet dem i poserne uden at bladre dem igennem.

Hmm, mon ikke det er nu jeg skal gi' mig til at bage konditor-kager, det skulle være så godt mod stress...

HVAD DU ØNSKER, SKAL DU FÅ...

Bip-bip - en sms tikkede ind i aftes

Hej mor!
Har i lyst til at komme et smut herind i morgen aften, bliver nemlig nødt til at blive hjemme, passer Plet...
Vi kunne hente en pizza, eller du har måske lyst til at lave en lille madkurv...
Eller vi kunne bare mødes til en omgang aftenkaffe...
I bestemmer, jeg synes bare det ville være hyggeligt, hvis i kom.
Kys...

Jeg må i gang med at lægge planer for, hvad der skal fyldes i den madkurv, det er vist den, hun fisker efter, den store skønne unge. Falaffel og hummus ville være et hit, hjemmebagte pita'er og en stor saftig vandmelon til dessert, uhmm! Glæder mig til at se hende, det er næsten to uger siden sidst, længe for en mor, der meget ofte længes...

I MÅL...

Så er den færdig, Zebra-trøjen, med takker forneden og hele molevitten!
Kvasterne kommer dog med som løst tilbehør, jeg kan ikke rigtigt bestemme mig, på eller ikke på, det får naboerne selv lov at beslutte.

Den er vasket og ligger nu til tørre i alrummet, og jeg går med et saligt smil om munden og aer den blidt, den er blevet så fin...

Lynlåsen har Sebastians søde farmor lovet at sy i, så mit arbejde er gjort; den har været længe undervejs, min Zebraen, først i skuffen og siden læææænge på pindene, så længe at den med rette kan udnævnes til nummer 7 af 12 projekter.

Jeg glæder mig til at se, om barnet nu har lyst at bruge den, jeg satser...

LUNT...

Det knitrer lystigt i brændeovnen, det er hyggeligt og lunt, men egentlig temmelig forfærdeligt at ha' behov for den slags udskejelser her i juli.
Dagene burde byde på åbne terrassedøre og is-te og mynte i glasset, men ak, den står på uldsokker og skoldende hed kaffe.

Bladbunkerne er barberet, der er kun lidt tilbage der skal kigges i, det ser helt pænt ud henne i kurven nu...

SÅ LANGT - SÅ GODT...

Nu er kurven tømt, ja nærmest ud over det meste af gulvet, og magasinerne er sorteret i stakke.

Noget ryger ud med det samme, andet skal kigges igennem, og så er der nogle af dem, der bare skal ned i kurven igen, når de er lagt i "udgivelsesdato-orden".

Her er underholdning til mange timer, specielt når jeg når til alle de magasiner, der handler om jul, for der er tit ting, der må hives ud og gemmes, opskrifter der lokker og flotte billeder, der kan bruges til klippe-klistre-kort-projekter.

Kaffe må der til, og en lille ostemad, og så smider jeg altså også en pind i brændeovnen, det ligner jo efterår, når jeg kigger ud af vinduerne...

LAVINE-FARE...

Tidligt oppe, Torben skulle hjælpes afsted på arbejde, og selv om vejret frister til en formiddag under dynen med en god bog, så vil jeg nu alligevel blive oppe og sforsøge at få streget et af punkterne på min today-to-do.

Der er ting at ordne ude, de er droppet indtil videre, det står ned i stænger, så det bliver et inde-projekt, der må holde for.
Oprydning i bladkurven...

Jeg har lige sendt to tunge poser med magasiner afsted til Holland, Susannes veninde elsker at overtage vi andres gamle, men det ses altså ikke på bunken, jeg har ikke sorteret hårdt nok, hele møget er ved at skride ud af den ellers ret rummelige kurv.

Men jeg kunne ikke sende flere afsted, ikke før jeg havde bladret stakken igennem igen, blad for blad, for her og der gemmer der sig en guld-artikel, en samling kloge ord, en lækker opskrift, en god indretnings-idé, et have-råd og alt muligt andet uundværligt...

Bunken er stor, men de øverste, der nærmest er på vej ud over kanten, de er hurtigt elimineret, det er reklamer, ud med dem, men nedenunder, ak-ak, der ligger hundrede magasiner, det kommer til at tage lidt tid.

Specielt fordi man jo kommer til at læse undervejs...

NÅR DET SKAL VÆRE PÅ DEN MÅDE...

Jeg savner sommeraftener med mulighed for grill på terrassen, duften af mad fra de andre haver, hyggen omkring bordet derude, mens vi venter på at grillen er klar.

Jeg er nærmest begyndt at tænke i efterårs- og vinterretter, når jeg køber ind, simremad med saft og kraft, ja faktisk lavede vi forloren hare forleden dag; men sådan skal vi altså ikke spise i juli, det skal være let, farverigt og gerne grillet...

I dag har vi leget sommer med grillpanden på komfuret, basilikum og hvidløgsstegte grise-et-eller-andet, kartofler fra Samsø og den skønneste salat, der bare manglede de sorte oliven, som nogen var kommet til at spise.
Tapenaden var for grumset at komme på, vi tog den på brøddet, og det gav da, om ikke andet, en smag i den rigtige retning.

Nogen siger, at det bliver bedre vejr i løbet af ugen, jeg vil line op til udegrill og sommermad en masse...

ET LANGVARIGT BEKENDTSKAB...

Denne her lille zebrastribede trøje har været en del af min strikkekurv alt for længe, nu skal den være færdig, jeg vil ikke ha' den på min liste mere!
Den har jo været undervejs i et halvt års tid, og kunne ha' været færdig de første 8-10 gange, med monteret lynlås og hele molevitten, men ak, den ligger her endnu.

Nu har den været med på ferie i Sønderjylland, og de mange grå dage har fået gjort noget ved stribe-strikkeriet, og lige om 10 tråde, så er alt hæftet, og den mangler kun sin nederste takkekant, der måske ender med at blive uden takker...

Jeg er så vild med den trøje, og glæder mig til at naboens Sebastian kan drøne rundt i den, men fornøjelsen med at strikke den, har ikke været den største.
Og det er der kun en eneste grund til, garnet; garnet er så irriterende glat at strikke med, det stryger at pinden for et godt ord, og jeg holder så fast på arbejdet, at jeg efter kort tids strikkeri nærmer mig krampestadiet i hænder og skuldre!!

Jeg ville bare i gang, og kunne ikke vente en eller to dage på det helt rigtige garn, så jeg snuppede Sisu, der lå i rigelige mængder i garnforretningen, ris til egen røv, den utålmodighed...

Opskriften er så gennemarbejdet og er en kæmpe fornøjelse at strikke efter, selve strikkeriet varierende og sjovt, og den færdige trøje super-kæk, og hvor jeg da så ærger mig over, at jeg ikke kunne vente.

Om lidt, i morgen måske, er den færdig, og jeg er sikker på, at den vil blive brugt, Sisu eller ej, for den er flot, vejer ingenting og kradser ikke det mindste, men næste gang den kommer på pindene, der bliver det i Tweed 300 eller Scalloway...

FRK. HOLMS BØRNEHAVE...

En spytklat væk fra mit barndomshjem i Apotekergade lå min børnehave; om den havde et navn ved jeg ikke, i min bog står der bare Børnehaven, Torvet, og jeg kan ikke se, hvad der står med småt på skiltet på det gamle foto.

Men jeg husker, at Frk. Holm styrede institutionen med fast hånd, så derfor er det vel ikke helt ved siden af at kalde den hendes...

Jeg startede i børnehave i august '68, ikke fordi, der var et reelt behov for pasning, min mormor gik hjemme, men jeg forestiller mig, at mine lærerstuderende forældre har ønsket, at deres pige kom i daginstitution og fik nogle pædagogisk klippe-klistre-klaske-ler-spilsammen-rundkreds-oplevelser.

Min mormor har skrevet lidt om indkøringen i børnehaven:

Egentlig skulle du kun i børnehave om formiddagen, men du græd så hjerteskærende over, at du ikke også måtte kommer derover om eftermiddagen, så nu kommer du derover ca. 8.30, hjem kl.12 og får et lille hvil i din seng efter at ha' spist frokost.
Og så kommer du derover igen et par timer, hvorefter mormor henter dig senest kl.16.

De første par måneder var du konstant forkølet og havde ingen appetit, du var simpelthen overtræt af alle de mange ny oplevelser, men så gik det fint!

Ja, hun skulle bare lige vide, skulle hun, det gik mere end fint, det gik forrygende, for hvor kunne man lave mange underlige ting der i børnehaven, hvor man havde lidt mere frirum, end man havde, når man gik ene barn hjemme hos mormor.

Jeg fik hurtigt en håndfuld gode venner, Asger og Per, Jette og Karen, uha, som vi fik leget og fundet på, nogle af os mere end andre, jeg holdt mig ikke tilbage, vil jeg sige.
Jeg var så til gengæld også rigtig god til at lade som ingenting, når nogle af vores påhit løb lidt af sporet, jeg var fej og lod drengene tage skraldet...Karen og jeg sneg os engang væk fra en "læse-højt-situation", vi hørte nok en socialrealistisk historie om Lasses mor, der arbejdede på fabrik, kedeligt, vi så vores snit, eller måske bare mit, til at luske ind i rytme-rummet, der var strengt forbudt at være i uden voksne.

Jeg ville være Freddy Breck, der sang Rote Rosen, og Karen skulle være jahu-pige, der sang lidt kor og så ellers dansede.
Jeg lokkede Karen, der var en smule ængstelig over vores ulovligheder, til at klatre op oven på det opretstående klaver, og når jeg så var færdig med at klimpre og skråle om die rote rosen, der var die ewigen boten der liebe, så skulle Karen hoppe ned og falde lidt sådan på knæ foran den store entertainer.

Hun var ikke meget for det, men jeg kunne se skrap ud dengang, så hun krøb op og faldt så ned, ikke elegant, og landede på sin egen lille tynde tøse-arm.
Først grinede hun lidt nervøst, men grinet blev hurtigt afløst af en bævende underlæbe og et højt skrig, da hun så, at armen vendte mærkeligt.

Jeg skreg også, det så dæleme uhyggeligt ud, og jeg skreg vel også lidt, fordi jeg godt kunne regne ud, hvem der måtte efter hjælp, og hvem, der ville få skæld ud, for man blev nok ikke sur på den stakkels søde Karen med den brækkede arm, vel?!
Jeg løb ud efter Frk. Holm, og så spurtede jeg ellers over gården og hjem til mormor...

Jeg elskede min børnehave og mine venner, jeg elskede at gynge højt og synge fjollesange sammen med Jette, og så var det fedt, at man kunne sidde hjemme i sit eget køkkenvindue og vinke til yndlingspædagogen Ellen, når hun cyklede hjem, lettere svedig og rødmosset efter en dag sammen med de børn, der var de første eksemplarer af den frie opdragelse.

Børnehaven lukkede et par år efter, jeg var startet i skole, men huset ligger der stadig, bare gult i stedet for rødt som det var tidligere, og jeg kunne se, at det gode klatre-pæretræ også står i haven endnu, et spytklat fra mit gamle hus.

Mine egne piger grinede, da de så billedet her fra min børnehavetid, de gættede straks, hvem jeg var; jeg vil nøjes med at fortælle, at søde Karen er krøbet op til Frk. Holm, hun er trukket længst væk fra kumpanerne, der lokkede i fordærv...

HJEMME...

Huset på billedet her var hjemme for mig i 14-15 år, nu er det her i Engesvang, det kan jeg mærke indeni, når jeg træder ind i huset efter mange dage ude.
I virkeligheden er min nuværende bopæl nok det der har været allermest hjemme for mig - nogensinde!

Ugen har været dejlig, men noget præget af vejret, der ikke har vist sig fra en ret tør side, tværtom.

Vi pakker ud, lægger væk og smider i vaskemaskinen, om lidt er jeg klar til en rund i haven, der lokker med nye blomster, vi er hjemme, ahhhh...

BARNDOMMENS GADER...

Vi smutter sydover nogle dage, ikke ned til middelhavssvømning og strålende sol, nej bare til Sønderjylland, til Haderslev, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv.

Minder og der-var-engang er den eneste tilknytning jeg nu har til byen, ingen af mine nære bor der længere, og det er længe siden, måske 12-14 år siden, jeg sidst har været der, og det var nærmest bare på gennemrejse.

Vi har ofte snakket om, at det kunne være sjovt at vende tilbage sammen med pigerne, så de kunne se, hvor jeg har boet, leget, gået i skole, cyklet, skøjtet, luftet hund, grædt og grint, gået fra at være barn til næsten voksen.
Vi har ingen bedsteforældre, der bor i mit barndomshjem, eller som kan fortælle pigerne historier fra dengang, kun (men heldigvis) en masse fotos og så mine egne fortællinger, og nu vil vi prøve at tilføre et element mere ved at være der, hvor alle historierne udspandt sig...

Jeg glæder mig, men mærker også en lille uro, for minderne er ikke kun af den gode hyggelige slags, men sådan er livet, og det der skete dengang, har jo gjort mig til det menneske, jeg er i dag, og er derfor også en nødvendig del af det samlede billede.
Jeg skal bare lige ruste mig.

Men der skal fortælles mange gode og sjove historier, det er dem der er i centrum, ikke de sørgelige, og jeg glæder mig til at stå i min gamle skolegård igen, til at gå en tur i Damparken, sidde på Torvet og kigge op på Apotekergade 1, der husede mig og mine morforældre i en stor gammel lejlighed med mange krinkelkroge.

Vi skal på tur i de mange gader med toppede brosten og smukke gamle huse, vi skal en tur på biblioteket, som var der jeg "gemte" mig, når det virkelige liv blev for barskt, vi skal sejle med Helene på fjorden og spise is på Gravene.
Vi skal i Domkirken, en tur til Christinasfeldt og også et lille smut op på mine gamle HFK fodboldbaner, hvor jeg kastede lange blikke efter seje sønderjyske knejter...

Vi skal bo i sommerhus ved Kelstrup Strand, som er den strand jeg kender allerbedst, hvor jeg har badet og solet, først med mormor, saftevand og æggemadder, senere med vennerne, nattebål og hormoner.

Det bliver vist ikke strandvejr, men pyt, for der er ikke langt til Koldinghus, Trapholt, Danfoss Science og heller ikke grænsekioskerne, som nærmest er et must, når man nu alligevel er i den del af Danmark.

Vi glæder os, hver på vores måde...

I MAVEN PÅ EN HALETUDSE...

Skulpturen var så smuk, som den lå der i eftermiddagssolen og glimtede i vandet, ja altså lige indtil to grimme unger kravlede ind i den hule del.
Gad vide, om Laura flashede tænder for at turisterne ikke skulle være alt for skuffede over, at de to bævere bare sov og sov inde i deres hule.

Egentlig er det fantastisk, at jeg har nået at få taget et billede af barnet med lukket mund, for den havde ellers travlt nok med at rende med hånende sladder om moderen, der under close-up fotoshoot hos de sorte storke, var tæt på at miste både øje og balance efter et lynhurtigt hak af en syrlig hunstork.

Uha, som pigerne kan more sig over sådan et syn - i laaaang tid...

VI MÅ UD...

Pigerne og jeg trænger til lidt let underholdning, vi ta'r på Aqua, sådan ligesom i gamle dage, da vi boede i Silkeborg, da vi tit cyklede der ud bare for at lege i parken.

De gider nok ikke gynge mere, men klappe en fisk, det bliver man ikke sådan lige for gammel til.

Og mon ikke Slusekiosken så lokker med store is bagefter?
Jeg tror det, og måske gi'r fasteren en kop kaffe...

JUST MY LUCK...

For lææææænge siden kastede jeg mig ud i at strikke en brun vest, som skulle være en kopi af min mintgrønne af slagsen fra NoaNoa.
Det gik egentlig ganske godt, i alle tilfælde med at strikke ryggen, så var det lige som om, at lysten forsvandt, for det mørkebrune garn "slugte" hulmønsteret, som jeg for øvrigt også havde lidt problemer med at tilpasse.

Den røg i glemmeskuffen, og er ikke kigget til i indeværende år...

Connie fik strikket sig én, der bare blev rigtig god, og da jeg så det, tænkte jeg selvfølgelig meget på den halve, jeg havde til at ligge i skuffen, men jeg tog den nu ikke frem.

Vesten vil jeg stadig gerne ha', garnet er i skuffen, brunt kan man vel altid bruge; på den anden side, så kunne man jo også strikke den i noget lilla/støvet gul/gråt, der kunne passe det dette efterårs farver?!

No matter what, nu er der en totalt brugbar opskrift printet ud, med lidt mere ærme, men det er så fint så fint, jeg er topklar til vest!

De der andre projekter i linket herover, hmm, halstørklædet blev da færdigt, men Anorak ligger også i glemmeskuffen, den var så bred i det, jeg kan vist lige så godt trævle den op...

RASTLØS...

Jeg læser lidt i en bog, spiser mig en mad, zapper lidt tv, klapper min hund, kører på biblioteket og hjem igen, snakker med pigerne, læser ugeblade, hænger tøj på tørresnoren, åbner og lukker køleskabet, sukker lettere irriteret, jeg er rastløs af pommern til.

Jeg strikker lidt hist og her, men intet fænger sådan for alvor, et par farveskift op ad Argosy er det alligevel blevet til, men det slog jeg egentlig bare op til i trods og ved slet ikke om jeg vil ha' det, jeg er vist en anelse utidig...

MYRTE-TRIM...

Det er (heldigvis) ikke male-vejr i dag, det blæser, og sandkorn og småblade fyger lige op på det nymalede, det er for træls, så ingen aktivitet på det område her og nu.
I stedet nusser jeg inde, lægger lidt vasketøj sammen, flytter lidt bunker, strikker en pind, nipper pelargonier og pusler gammelmors-agtigt om de andre planter.

Min myrter trængte til en trimning, de er kønnest, når de er klippet tæt, synes jeg, men de vokser vildt og voldsomt, trives åbenbart godt i de nord-øst vendte vinduer i alrummet.
Jeg er myrdet mange myrter i min tid, har glemt at give dem tilstrækkeligt vand, har stillet dem for varmt, og inden længe har de været små indtørrede pinde...
Jeg er vild med myrter, duften og de blanke blade, og jeg vil forsøge at passe dem, jeg har nu, på allerbedste vis med vand, trim og gødning, og så forhåbentlig ende op med at ha' nogle flotte høje opstammede eksemplarer med flere små kroner.

Den ene bliver ved med at sætte små pusseløjerlige blomster, mon ikke det er tegn på, at de er i trivsel?!
Jeg venter med at klippe den, til den er færdig med at vise sig, jeg nænner ikke at klippe blomsterne af, men den anden, den står nu ny-barberet og tæt på kuglerund, lige sådan som jeg allerbedst kan li' dem...

KYLLINGE-KOPI...

Ind imellem vender jeg forbi Birthes blog, lige for at se, om hun har kokkereret et eller andet, som jeg må prøve af ved eget komfur.

Hun laver masser af lækkerier, gør hun, og for nogle dage siden havde hun lavet en kyllingesalat, som i aftes kom på bordet her hjemme, og det er jeg sikker på, at den kommer igen.
Den var god, velsmagende og mættende, så tak for mad, Birthe...

Jeg er ikke så god til at holde mig til en opskrift, jeg læser den igennem, "smager" på ingredienserne inde i hovedet, og straks begynder jeg at brygge videre.
Og heller ikke den amerikanske kyllingesalat slap fri, der måtte småjusteringer og eksperimenter til.

Jeg er sikker på, at den er helt fin og lækker, hvis man laver den efter Birthes opskrift, men jeg fornemmede, at en lille smule sennep ville gøre sig godt i dressingen, så den fik en klat Maille Provancale, der gav en smule skraphed til den lidt søde smag af druer og ost.
Og et par friske forårsløg kom der også i, nu lå de jo alligevel der i køleren ...

Dressingen lavede jeg af tyrkisk yoghurt og et par teskefulde Miraclewhip, der lige kunne være med til at gi' lidt "blødhed"; jeg ruttede mere med dressingen end Birthe, endda nok lige i overkanten, men min var så lidt mere hofte-venlig.

Amanda havde bagt gode sprøde flutes, og da Sophie pludselig meldte sin ankomst, strakte vi salaten med et par nyopgravede kartofler on the side, heller ikke værst.

Tak for opskriften, Birthe, og bær over med mine små eksperimenter, jeg kan ikke lade være...

HVOR DER HANDLES, DER SPILDES...

Eller der stænkes med grundingsolie!

For der var lige det lille problem, at carportens spidser ikke fik olie, da resten af bjælkerne gjorde, og nu var så knas-tørre, at en sort-maling ikke var mulig.

Problem og problem, det er måske så meget sagt, for det klarede du vel, woman, nu hvor du alligevel var i gang?!

Og gu' klarede jeg det, men ikke uden sømandsgloser og olie-stænk, for det var ikke let at balancere der øverst på stigen med tung spand, klip-klappere og kuling i håret.

Og så bandede jeg vist også en smule over, at jeg-kan-godt-selv overhovedet er en del af mit ordforråd, i mit næste liv vil jeg være sart og hjælpeløs...

A LA ABBE...

Til 30 fine sprøde kringler

150 G. SMØR
2 SPSK. SUKKER
4 SPSK. FLØDE
4 DL. HVEDEMEL

Smørret røres blødt med sukkeret, melet tilsættes og dejen samles med fløden.
Dejen deles i 30 stykker, der rulles ca. 20 cm. lange og formes til kringler.

Pensles med vand og drysses med rigeligt sukker, gerne perle.
Bages ved 180 gr. i ca. 12 min.

Og jeg har altså kun spist én, jordbær og glittet blad kom på banen i stedet...

SOCKER-KRINGLOR...

Lige siden de to fruer spiste butterdejs-sukkerkringler forleden, har jeg haft en næsten ubærlig trang til at finde en pakke og spise én, bare en eneste lille én, allerhøjst to.

Mens jeg har gået og drømt om sukkerkringler, har jeg også sådan tænkt på Madicken, på hendes ven Abbe, der bor i det lille hus ved siden af og som bager sukkerkringler til at sælge på torvet, mens hans halv-beduggede far slænger sig i en liggestol i den svenske sommerhave...

Sådan nogle kringler bager vi nu, Amanda og jeg, sprøde og fine med fløde og perlesukker, jeg ruller og hun former og drysser.

Jeg ved, at jeg frister skæbnen, kender mig selv godt nok til at vide, at jeg får lyst til at sluge hele fadet, men jeg gør det ikke, jeg er ret standhaftig og nøjes en enkelt lille én.
Man skulle jo nødigt blive helt fanatisk, ikk'...

OSS' MIG...

Jeg vil også plantes om!!
Hen til at sted uden blæst, med 30 grader og høj sol.
Hen hvor jeg kunne spise lækre tapas, sippe store kopper kaffe, gin og lemon med knust is, og svale mig i svømmepøl eller azurblåt hav.

Der skulle være bøger af libitum, strikketøjer jeg gad, plads til en lur i skyggen og masser af $ på et platinkort...

FLYTTEDAG...

Der må maler-pauser til, mine hænder og jeg har ikke samme opfattelse af egen formåen, jeg vil mere, end godt er, og det er altså ris til egen røv senere på dagen.
Og da min po-po er rund og fyldig, så kan der rises meget, og det gør ondt!

Men jeg er ikke ret klog, for efter 10 minutters flyderi, så giver jeg mig til at kigge på andre småprojekter, der er lidt oprydning i skuret, der er lidt ukrudt, der er tomat-nipperi og sørme også et par planter, der skal i nye potter.

Og det kom de så, planterne, i nye friske potter med bedre mulighed for at ånde...Mine skærmliljer, som også smykkede terrassen sidste sommer, har indtil i dag stået i zinkpotter, det har set flot ud, men det har alligevel ikke været det bedste for planterne, der udvikler kæmpestore rodsystemer.
Jeg har længe villet ha' dem over i noget andet, har overvejet store træ-kar, men de kan ikke komme igennem døren til drivhuset, hvor der er overvintringsplads.

Nu står de i et par lerpotter, det ser fint nok ud, og jeg er sikker på, at de vil trives bedre med mere luft til de mange rødder.

Så meget for den pause til hænderne, men nu prøver jeg igen, og denne gang kan jeg så sidde og lægge planer for, hvad der skal i de to potter, der nu står gabende tomme...

RIB OG PERLE...

For en tid siden efterlyste Bodil en lille strikket undertrøje, og mens jeg sad og bladrede i mine babyopskrifter for at finde den frem til hende, da stødte jeg selvfølgelig på en hel masse andre små yndigheder.

Størrelse miniput er ikke til at stå for, mit hjerte sukker Nååååhhhh, hver eneste gang, jeg kommer forbi en bog med babystrik, det er så fint, og jo også ganske hurtigt strikket...

Bodil fik sin opskrift, og jeg fik en voldsom trang til at strikke en af de andre undertrøjer fra samlingen.
Jeg kender ganske vist ingen, der er så små, at de kan skrues ned i den, men mon ikke, der kommer en baby forbi en dag.

Der var den blødeste uld i skuffen, med et lille silke-tvist, og i løbet af ikke ret lang tid, der var der nørklet en lille ting i rib og perlestrik, og når sidesømmene om lidt er syet sammen, så må den vist gøre det ud for min nummer 6 af 12.

Et lettere forsinket bidrag, men hva' pokker, det er jo ferietid...

HP...

Det måtte til, mente pigerne, nu kunne det ikke vente længere, vi skulle i bio og se den nye Harry Potter, og det skulle være i dag!

Det blev det så, og vi er nu den oplevelse rigere, hmmmm, måske ikke helt så ringe som forventet, men hva', Potter er vel Potter.

Mon der er nogen, der kommer til at drømme om hviskende hvislende stemmer og dødsgardister??
Jeg er næsten sikker på, at vi får besøg af mindst ét barn i nat...

MALERMESTER KLAT...

Sidste sommer stred vi os igennem en gang maling af hele vores hus, det var nogle hårde dage, og vi var gået helt tør for overskud og kræfter, da vi nåede til carporten.

Men vi forsikrede hinanden om, at den kunne, og skulle, vi klare i løbet af en enkelt dag i eftersommeren, det kunne ikke ta' mange timer, og vi skulle ikke engang kravle rundt i mange meters højde, og der var ikke så mange irriterende vinduer at tage hensyn til, piece of cake!

Fik vi det gjort??
Ikke-nikke-nej, ikke en skid fik vi malet, for vi havde da fået mere end nok af det sorte flydende stads...I dag har jeg så kastet mig ud i det, nu skal det være, vi skal være færdige, så det hele kan se lidt skønnere ud, for snart kommer en "sten-mand" og lægger den aller-sidste del af indkørslen, og så ville det være lækkert med en sort og nymalet carport der for enden.

Jeg skal lige ind i rytmen igen, huske alle de der små fif vi fandt ud af undervejs sidste år, og så skal jeg huske at holde pauser, for maleriet er også hårdt ved de lettere nedslidte fingre...

Jeg har nået den ene endevæg, og så ellers stået og malet endestykkerne, været irriteret over de ru flader, der er noget sværere at stryge malingen på, men nu er det lige meget med dem, for jeg er kommet i tanke om, at de jo skal lukkes inde, ligesom de er på huset.

Var der nogen, der sagde malerhjerne...