FRK. HOLMS BØRNEHAVE...

En spytklat væk fra mit barndomshjem i Apotekergade lå min børnehave; om den havde et navn ved jeg ikke, i min bog står der bare Børnehaven, Torvet, og jeg kan ikke se, hvad der står med småt på skiltet på det gamle foto.

Men jeg husker, at Frk. Holm styrede institutionen med fast hånd, så derfor er det vel ikke helt ved siden af at kalde den hendes...

Jeg startede i børnehave i august '68, ikke fordi, der var et reelt behov for pasning, min mormor gik hjemme, men jeg forestiller mig, at mine lærerstuderende forældre har ønsket, at deres pige kom i daginstitution og fik nogle pædagogisk klippe-klistre-klaske-ler-spilsammen-rundkreds-oplevelser.

Min mormor har skrevet lidt om indkøringen i børnehaven:

Egentlig skulle du kun i børnehave om formiddagen, men du græd så hjerteskærende over, at du ikke også måtte kommer derover om eftermiddagen, så nu kommer du derover ca. 8.30, hjem kl.12 og får et lille hvil i din seng efter at ha' spist frokost.
Og så kommer du derover igen et par timer, hvorefter mormor henter dig senest kl.16.

De første par måneder var du konstant forkølet og havde ingen appetit, du var simpelthen overtræt af alle de mange ny oplevelser, men så gik det fint!

Ja, hun skulle bare lige vide, skulle hun, det gik mere end fint, det gik forrygende, for hvor kunne man lave mange underlige ting der i børnehaven, hvor man havde lidt mere frirum, end man havde, når man gik ene barn hjemme hos mormor.

Jeg fik hurtigt en håndfuld gode venner, Asger og Per, Jette og Karen, uha, som vi fik leget og fundet på, nogle af os mere end andre, jeg holdt mig ikke tilbage, vil jeg sige.
Jeg var så til gengæld også rigtig god til at lade som ingenting, når nogle af vores påhit løb lidt af sporet, jeg var fej og lod drengene tage skraldet...Karen og jeg sneg os engang væk fra en "læse-højt-situation", vi hørte nok en socialrealistisk historie om Lasses mor, der arbejdede på fabrik, kedeligt, vi så vores snit, eller måske bare mit, til at luske ind i rytme-rummet, der var strengt forbudt at være i uden voksne.

Jeg ville være Freddy Breck, der sang Rote Rosen, og Karen skulle være jahu-pige, der sang lidt kor og så ellers dansede.
Jeg lokkede Karen, der var en smule ængstelig over vores ulovligheder, til at klatre op oven på det opretstående klaver, og når jeg så var færdig med at klimpre og skråle om die rote rosen, der var die ewigen boten der liebe, så skulle Karen hoppe ned og falde lidt sådan på knæ foran den store entertainer.

Hun var ikke meget for det, men jeg kunne se skrap ud dengang, så hun krøb op og faldt så ned, ikke elegant, og landede på sin egen lille tynde tøse-arm.
Først grinede hun lidt nervøst, men grinet blev hurtigt afløst af en bævende underlæbe og et højt skrig, da hun så, at armen vendte mærkeligt.

Jeg skreg også, det så dæleme uhyggeligt ud, og jeg skreg vel også lidt, fordi jeg godt kunne regne ud, hvem der måtte efter hjælp, og hvem, der ville få skæld ud, for man blev nok ikke sur på den stakkels søde Karen med den brækkede arm, vel?!
Jeg løb ud efter Frk. Holm, og så spurtede jeg ellers over gården og hjem til mormor...

Jeg elskede min børnehave og mine venner, jeg elskede at gynge højt og synge fjollesange sammen med Jette, og så var det fedt, at man kunne sidde hjemme i sit eget køkkenvindue og vinke til yndlingspædagogen Ellen, når hun cyklede hjem, lettere svedig og rødmosset efter en dag sammen med de børn, der var de første eksemplarer af den frie opdragelse.

Børnehaven lukkede et par år efter, jeg var startet i skole, men huset ligger der stadig, bare gult i stedet for rødt som det var tidligere, og jeg kunne se, at det gode klatre-pæretræ også står i haven endnu, et spytklat fra mit gamle hus.

Mine egne piger grinede, da de så billedet her fra min børnehavetid, de gættede straks, hvem jeg var; jeg vil nøjes med at fortælle, at søde Karen er krøbet op til Frk. Holm, hun er trukket længst væk fra kumpanerne, der lokkede i fordærv...