30 april 2006

LIVET ER GODT...

Pause i rengøringen, god te i koppen, "Michael Laudrups Tænder" som underholdning, og så min lille notesbog, ugens gøremål skal skrives op til løbende udstregning!

Torben og pigerne er kørt til Bjerringbro for at hente et drivhus, kogevasken bobler i maskinen, veninden kommer om 5 minutter til en kop kaffe og en times snak, hva' mere kan jeg ønske mig??

Koppen er for øvrigt en gave fra Sophie, "Hvilenoden" er motivet, hvorfor mon....

FRYNS...

Jeg kan roligt sige det, som det er: Jeg får ALT for lidt ud af, at ha' en datter, der styrter rundt og klarer ærterne i en velassorteret butik med lækre klude!!!

Bevares, jeg får da klædningsstykker, hun ikke længere kan bruge, fordi der ikke er flere af lige en slags på bøjlerne; jeg får også lov til at vaske alt det, hun selv køber ind, og det er ikke så lidt endda, men sådan gode regulære procenter, når jeg handler der, det gives ikke, det er ikke kotume i firmaet...

Men i dag ligger her så alligevel fryns af den gode slags, 2 tykke bløde kæmpebadelagner fra Malene Birger, de er flotte og om ungefär 24 dage, så slænger vi os på dem på en varm middelhavsstrand!

Og når jeg så er færdig med at brune, så kan jeg trække i den fine nederdel, som barnet havde fået leveret i den forkerte farve, og derfor overlod til sin Fru Mor!

Ikke dårligt, jeg er godt tilfreds, men jeg holder nu stadig på, at det knoklende barns forældre skal belønnes så rigeligt med masser af fryns, vi lavede jo sådan set de indledende øvelser med barnet: "Grin, lær og gi' den gas..."

SAME PROCEDURE...

Søndag morgen er søndag morgen, og de rutiner, eller måske endda ritualer, der er for det, dem laver vi helst ikke om på!

Børnene vågner og vælter ud i sofaen, med ret til selvudvalgt og uovervåget tvkiggeri...
Torben sover, gerne længe, men dog ikke mere til 11-12, som han gjorde indtil for et år eller to siden...
Hunden luftes af mor her i nattøj, og får så besked på at tage en time mere på den lade side...

Og så, ja så fylder jeg badekarret med skoldhedt vand og dejligt skum, brygger en god kop kaffe, slæber bog og ugens Alt for Damerne ud på kanten, og plopper i, måske læser jeg, måske ligger jeg bare og fin-sover og ordner ugen!
Det er efterhånden blevet en uskrevet regel, at man ikke forstyrrer mor, kun hvis det gør meget meget ondt eller bløder så meget, at et enkelt plaster ikke er nok!

De 45 minutter på badeværelset er min eneste timeout i løbet af ugen, jeg tror snart der skal flere på programmet...

29 april 2006

PRØVEKLUD...

Når sommeren bliver lidt varmere og vores hus er tørt, så skal det males; da vi tegnede og planlagde byggeriet, besluttede vi at huset skulle være sort, det passede til stilen og også til naturen, syntes vi.

Det fik lov til at nøjes med transparent olie i første omgang, for når først det var malet, så ville det aldrig kunne vende tilbage til det rå træ; men nu er det nu, denne sommer skal det gå fra natur til sort...

Men sort er jo ikke bare sort, og vi begyndte allerede sidste sommer at kigge på sorte nuancer, og troede faktisk også, at vi havde fundet én, men da vi malede vores krydderurtebed med den, kunne vi godt se, at den var for blålig.
Nu har vi kigget igen, og det nybyggede skur har ageret prøveklud, og vi tror den er der; den bløde sorte med brun dybde, lige som vi vil ha' den!

Vi har plantet en Albertine slyngrose, der skal dække pigernes hus med oceaner af lyserøde roser, vi har sat 2 vinrabarber og en ribsbusk, og i morgen banker vi en hængekøjepæl ned i passende afsted fra skuret, så vi kan hænge der og nyde rosernes duft; ja ikke lige i morgen vel, men med tiden...

28 april 2006

GAMLE BREVE...

Jeg havde engang en kasse fyldt med breve, udklip, konfirmationssange og anden skriftlig "dokumentation" fra mit liv; kassen var vigtig for mig, for jeg har ikke mange i mit liv, som jeg kan spørge eller snakke med om "gamle dage".

Det, der ikke måtte ske, skete desværre, kassen blev ødelagt fuldstændig, da vi havde vandskade i vores gamle hus. Jeg græd som pisket, da vi læssede kassen på traileren, og kørte den til forbrændingen; jeg følte, at en del af mig selv blev kørt af sted, det var ganske forfærdeligt!

Heldigvis lå der enkelte brev gemt i Barnets Bog, som min mormor omhyggeligt havde ført i mine første 7 år, jeg tager den ind imellem frem og mindes...

I dag kiggede jeg egentlig efter noget helt andet, men faldt over et gammelt brev fra Farmor, et brev hun har sendt mig i august '71.
Hun skriver om mine blomster, som jeg allerede dengang elskede, og sender de allerkærligst hilsner til sin Anne.mone.kone, pudsigt når jeg nu lige havde skrevet om det (igen)...

HJEMMEDAG...

Jeg er ikke taget på arbejde i dag, ikke fordi jeg er syg, men jeg har haft det "træls" siden sidste uges hændelser, og vågner hver morgen ved 4-tiden med uro i kroppen og mavesmerter, og det duer bare ikke!
Jeg har fortalt, hvorfor jeg måtte springe over i dag, og der var ingen sure miner der, men måske heller ikke den store forståelse; jeg vil bruge weekenden til at tænke lidt over, hvordan jeg bedst muligt kommer igennem dette, hvad jeg selv kan gøre og hvad andre nødvendigvis må ta' sig af...

Jeg har forkælet mig selv med en formiddag under dynen, bare læst og slumret, det gør jeg ellers aldrig; jeg kan sove ikke længe, og springer gerne ud af sengen, lige når jeg vågner.
Men forandring fryder, og det har været hyggeligt!

Nu er havetøjet trukket på, og selv om det drypper , så vil jeg gå ud og flytte nogle krydderurter, og kigge på Torben og Svigerfar, der er ved at lægge pap på pigernes hus; de kan ikke komme til at brænde det fast p.g.a. regnen, men sømmer det indtil videre bare fast på strategiske steder.
Huset stod færdigsamlet i aftes, og der blev lagt mange planer for housewarming, indretning, overnatning, hængekøje og gardiner, jeg er helt sikker på, at pigerne vil komme til at bruge det meget...

27 april 2006

BYGGEMAND TOB...

Så er fundamentet på plads, Torben og hans far har taget fri fra arbejde og knokler i haven med pigernes "klub-hus".
Amanda sidder og kigger dernede, venter vist på at kunne flytte ind...

RAKU...

I aftes var denne sæsons sidste i keramikkens tegn, sørgeligt, specielt da jeg jo måtte ind og smide den blide frue med det smadrede hår i containeren.

Det var stillet en Raku-ovn op, og når den nu var der, så måtte jeg også prøve! Det var spændende at stå og kigge ned, og se hvordan keramikken stod med kogende glasur og nærmest blev gennemsigtigt, eller i alle tilfælde hvidglødende af varme...

Der blev sprøjtet med vand, så glasuren krakelerede, der blev smidt savsmuld på, så tingene fik de sorte lag, der blev kølet i vand og gnubbet med ståluld, det var rigtigt skægt.
Jeg har skrevet mig på sedlen til efterårssæsonen, jeg er slet ikke færdig med at lege!

Denne skål modellerede jeg den allerførste gang, og har fra starten skulle være til et flyndende blomsterhoved; den er bestemt brugbar og jeg glæder mig til at kunne dumpe et svulstigt Dahlia-hoved fra haven i, indtil da må vi klare os med de købte...

26 april 2006

BØGER...

Her er metervis af kogebøger, rodede hylder med børnebøger, her er skøn- og faglitteratur, her er havebøger og strikkebøger, jeg elsker bøger!!
Jeg lærte at læse, da jeg var 5, og har læst uafbrudt siden, tidligt og sent, i sengen og til morgenmaden, på toilettet og under madlavningen...

For tiden læser jeg i bidder, alt for små bidder, ikke af lyst, men af nød, der er ikke meget tid til læsning ; der er ikke tid til timer i et sofahjørne eller en hængekøje, men måske bliver der det engang, engang når jeg bliver gammel og ikke suser mere...

Ella har memet mig, og jeg har gransket min hjerne, for:

Hvilken bog har betydet mest for mig? Enten som læse- eller ahaoplevelse.

Jeg aner det virkelig ikke, der er så mange, der har gjort et stort indtryk på mig, hver på sin måde, og fra mange forskellige genre, jeg kan simpelthen ikke pege på lige netop én!
Så her kommer lige et par stykker:

"Omsorgssvigt er alles ansvar" af Kari Killén, en fagbog, som jeg nærmest har båret under armen, sovet med under hovedpuden. Den bog gav mig nøglen til at forstå både mig selv og de børn, jeg arbejder med til dagligt.
Jeg har mødt Kari Killén, og det har bestemt ikke gjort mit indtryk mindre klart...

"Heksefeber" af Leif Esper Andersen, den bog jeg husker tydeligst fra min folkeskoletid, stemningen i bogen bar jeg med mig i lang lang tid, og måske var det igennem læsningen af den, at min stærke aversion med intolerance tog form.

John Irvings bøger læser jeg igen og igen, de skæve personer, der har vanskeligt ved at finde at finde deres plads i verden rører noget dybt inde i mig, jeg kender alt for godt følelsen af hverken at være fugl eller fisk.
"Vandmetoden" får mig til at grine højt, meget højt; lille Owen Meany får jeg lyst til at løfte op på mit knæ og stryge over håret og alle børnene fra "Æblemostreglementet" kunne såmænd godt få en plads her hos os...
Toni Morrisons bøger er læst og skattede, Isabel Allendes ligeså!

Jeg kunne blive ved; faktisk har jeg en notesbog, hvor jeg skriver læste titler op og giver stjerne, en af dem, der har fået mange er "Den eneste sandhed" af Anna Quindlen, men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad den handler om, underligt...
Hvilke genre læser jeg?

ALLE!!!
Jeg tygger mig igennem stakke af romaner, jeg afsøger bibliotekets hylder for nye titler og forfattere, jeg følger med på Litteratursiden.dk, læser anmeldelser i Politiken og får gode fif af en kollega, der læser lige så meget, som jeg selv.

Jeg læser tunge historiske romaner, chick-lit som Bridget Jones og Shopaholic-bøgerne, jeg læser krimier, gerne Patricia Cornwells serie om retsmedicineren Kay Scarpetta, jeg læser biografier, jeg læser ALT...
Undtagen digte, jeg tror ikke, at jeg forstår dem; jeg har prøvet til flere gange, men det fanger mig ikke!

Hvilken bog har jeg sidst læst?

"Børn, der er anderledes", om hjernens betydning for barnets udvikling, god fagbog!!

Og lige nu læses der så havebøger på begge badeværelser, og på hovedpuden ligger "Isprinsessen" og venter på, at jeg kommer i seng...


Køn?
Kvinde, hvis nogen skulle være i tvivl...

Og så står mine bøger ikke i alfabetisk orden, men er ordnet efter ryggens farve, det er mere roligt synes jeg; faktisk tror jeg, at jeg har et udemærket indre billede af, hvor de forskellige titler er placeret, "Vandmetoden" er blå, "Åndernes hus" er hvid og "Amerikanske billeder" er grøn...

PÅ GEHØR...

3.klasse er ved at lave deres egen hjemmeside, en fælles og så én til hver af eleverne.
Vi er nået langt, og de bliver flotte, børnene er imponerende dygtige!

I dag har jeg læst lidt korrektur, og nåede til en af pigerne, der havde skrevet om sine livretter:

" Jeg elsker pandekager med is, men kun om sommeren, jeg elsker pasta, og så elsker jeg frajdrajs som er noget med kød og løg!"

Jeg vidste godt hvad det sidste var, for jeg elsker nemlig også Fried Rice, gerne med masser af chili og mørt kylligebryst!

15 minutters pause inden næste møde, det går "slaw-i-slaw" i dag...

25 april 2006

BETTE...

Det er ikke kun trøjen, der er lille bitte, det er sådan set også garnnøglet!
Troede ellers lige, at jeg kunne rydde lidt ud i resterne, men nu ser det da ud som om, at der skal tilføres garn udefra til projektet...

Jeg må ha' arrangeret en plads, hvor jeg kan ta' billeder om aftenen, uden at de får underlige kulører!!

PERLER...

Egentlig troede jeg, at topskud var noget nogen røg, men man kan altså også drikke det!?!

Disse små sorte perler er håndrullede topskud af den fineste kinesiske te, der bliver til den skønneste kop med en blid smag af jasmin; det er lige før, at jeg får lyst til at sidde i lotus-stilling...

40 MINUTTER I RASK TRAV...

Eftermiddagstur med Nugga, kameraet i én lomme, godbidder i en anden, and off we go!
I fortjener billeder taget i høj sol, men den forsvandt i disen, bedst som vi skulle afsted...
Ud af haven og ned på stien, villakvarteret i ryggen, lyde af børn, der hopper påtrampolin, en hund,der gør...

Forbi stedet med de vilde gule hindbær, der er liv i dem...
Forbi Krokodille-sumpen, hvor man kan støde på både dino'er, øgler og modekoner; mange børn har heldigvis væltet rundt dernede med store kæppe og slået alle de uhyggelige og fæle ned...Igennem den lille birke- og poppellund, hvor skovbunden bliver grønne og kønnere dag for dag; der er hvide anemoner og enkelte gule...
Op og ned, ud og ind bugter stien sig, igennem landskabet med masser af grønt og blåt, måger og gæs forsøger at overdøve hinanden ved søen, der er larm, men ikke af den menneskeskabte slags...
Op ad de mange seje trapper, op på bakketoppen og front mod søen, dybe vejrtrækninger, og dagens pres og fortravlethed glemmes øjeblikkeligt...Vind i håret, en våd hund ved siden og lærken, tror jeg, triller på markerne bagved; jeg elsker at bo her, jeg er heldig, synes jeg!!

Tilbage over de åbne marker, op over lyngen og hjem...

24 april 2006

PÅ PINDENE...

Jeg lavede engang i februar en aftale med mig selv om, at der kun kunne strikkes på 3 forskellige projekter om ugen; jeg holder aftalen, og det er faktisk rigtigt dejligt!

Denne uge satser jeg på:

Bette fra Design.Club i en rest af Duo merino/silke, det overskydende fra Uglerne.
Vores naboer har fået en lille bitte, 5 uger for tidligt, pige, og hun skal selvfølgelig ha' en Bette lige nu, så må hun få Uglerne senere...

Raglantrøje til Amanda i gang-i-den-farver, 100% egyptisk blødt bomuld, hun kan næsten ikke vente...

Og så Spøgelserne, der er blevet mit tv-strikketøj, det glider ikke hurtigt for mig, men den vokser dog, og skal nok blive færdig...

MINE YNDLINGS...

Alle anemonemænd
med stilk og blomsterkrone
har en lille sød og venlig
anemonekone.

Når de drikker morgendug
med deres grønne tunger
får de mange tusind frække
anemoneunger.

De har ingen bukser på
og når de går og fjumser
kan man se våde bare
anemonenumser.

Halfdan Rasmussen 1957



Ella er gået ud for at kigge efter dem, og jeg fandt dem på min eftermiddagsgåtur sammen med Nugga i dag.
De havde stået i direkte sol i nogle timer og hang lidt med hovederne, men med hjem, det skulle de!

Jeg kunne lirke roden med op på nogle af dem, og den er nu puttet i jorden lidt inde under nogle buske, måske dukker der anemoner op næste år?!

Anemoner mine favoritter, de er smukke og varsler begyndelsen på en ny og dejlig årstid; Anemone bliver jeg kaldt af min farmor og hvem ved, måske kommer jeg en dag til at eje den ring, jeg ønsker mig allermest...

23 april 2006

SURPRIIIIISE...

Jeg har luget og nettet det hvide staudebed, det vælter bare op der ude, også med ting, jeg havde glemt, at jeg havde plantet!!

I dag fik jeg pluselig øje på nogle små Porcelænshyazinter, de er så yndige, hvordan kunne jeg dog glemme, at jeg havde smidt nogle løg i jorden i efteråret??

AMANDAS HJEMMEBAG...

275 g. hvedemel
125 g. smør
100 g. sukker

1 tsk. bagepulver

Revet skal af en citron

1/2 tsk. kardemomme

1/2 dl. mælk

1 æg


Findel smørret i melet, tilsæt resten af ingr. og ælt dejen godt sammen.

Tril 2 tykke pølser, der hver skæres i valnødde-store stykker.
Form stykkerne til kugler, og sæt dem på bageplade.

Bag ved 225 gr. i ca. 10 min.

Skær "bollerne" igennem, og sæt dem tilbage i ovnen, der straks slukkes, og tør kammerjunkerne ved eftervarmen i ca.25 min.

Af denne portion bliver der nok til et par dages koldskål i vores familie...

SÆSONSTART...

Amanda mente, at nu var vi inde i koldskåls-sæsonen, og at det skulle serveres til frokost i dag!
Så hun smøgede ærmene op, og rørte, med minimal hjælp, en gang dej til kammerjunkere...

Hun rullede og skar, og jeg skulle trille og sætte på plader; hun udtænkte lynhurtigt et lille system, så de kunne blive lige store:

"Hvis jeg lige lægger kniven ned, så sætter den et mærke, og så skærer jeg bare der, smart ikk'!!"

De nybagte miniaturboller blev flækket, og sat tilbage i ovnen, og mens de tørrede, blev der fabrikeret koldskål, ymer og øko-kærne, citronsaft og masser af sorte vanillekorn.
Resten af jordbærrene fra gårsdagens kager blev også blendet, så der kunne komme en sød rød klat i alt det hvide!Nu er det spist, det smagte himmelsk, og Amanda soler sig i vores henrykkelse for de hjemmelavede kammerklunkere...

22 april 2006

SPILD AF TID...

Endnu en dag smadret af migræne, jeg har fyldt kroppen med medikamenter med mærkelige navne, og har vaklet rundt, som en dårlig kopi af mig selv!
Jeg er kravlet ind og ud af sengen, ned i køkkenet for at lave noget mad, for vi ventede dejligt besøg af Onkel Ib, der skulle besøge os for første gang, siden Sus' død.

Reminder til mig selv:
Næste gang er det okay med en ribbensandwich fra Grillen, alt behøver ikke være hjemmelavet!!

Torben og Ib gik sig en lang tur med hundene ved Bølling Sø, og nød det fantastiske vejr, og jeg kom sidst på eftermiddagen så meget til mig selv, at jeg kunne stable mig op ved spisebordet.
Appetit havde jeg ikke, men en enkelt lille vandbakkelse måtte jeg klemme ned, jeg elsker dem, men laver dem sjældent, så den måtte smages!
Vi havde nogle hyggelige timer, inden Ib vendte snuden mod Sønderjylland igen...

Jeg føler, at jeg spilder gode dage, når jeg ligger der og kvabber med et hoved, der er ved at tage livet af mig; jeg vidste nærmest, at det ville ske i dag, en uge, som den vi lige har haft på skolen, kan virkelig gøre det af med mig!

Andre spilder ikke tiden, sommerblomsterne blev sået i torsdag, de første små hvide spirer er dukket op i dag; der er sået Stolte Kavalerer, Voksblomst og Frøkenhat, i morgen skal der sættes Ærteblomster og Citron-eukalyptus til forspiring...

21 april 2006

FOR 38.- KR. HERLIGHEDER...

Jeg har været på genbrugsræs med en af mine drenge fra skolen, han skulle bruge hjul til en sæbekasse bil, og vi tog til det fæleste sted, hvor skidt og skrammel tårner sig op, men hvor man også sagtens kan finde små skatte på hylderne.

Jeg købte vildt ind, 2 bæreposer fyldt for under 60.-, her er lidt af det, resten er kogebøger...

Den fineste kande, dem kan man ikke få for mange af, når man nu skal ha' masser af mælk i kaffen:
8 kroner.
En godt eksemplar af Lademanns Naturfører:
20 kroner.

Et fint Europapuslespil i glade farver:
5 kroner.

Og en stor rummelig kagedåser i "guld":
5 kroner.

Ikke en dårlig handel på sådan en regnvåd fredag!!

20 april 2006

TOPSKUD...

For noget tid siden købte jeg et stort oliventræ på Torvet i Silkeborg; der var stadig meget frost og faktisk også sne, og jeg tænkte, at det sydlandske træ da hellere måtte stå her i arbejdsværelset, i alle tilfælde indtil vi nåede op omkring et par plusgrader.

Det gik fint de første uger, det stod flot og højt i en zinkpotte, og jeg var så glad for mit røverkøb, og havde små fantasier om, at der da nok kunne hænges en enkelt lille lampe op i træet en lun sommer aften...

Men ak, pludselig en dag, da jeg ved et uheld kom til at slå imod træet, smed det 90 % af sine blade, det gik det kønne af det og planerne for sommeropholdet på terrassen var tæt på at blive skiftet ud med et ophold på containerpladsen!

En chance fik træet dog, og blev bakset ud i brændely'et, og efter nogle uger videre op på terrassen, og nu skyder det faktisk de fineste små lysegrønne blade...

Der har været forår i luften i dag, jeg har tøffet lidt rundt om huset og aet bjælkerne, de er tørstige, trænger til olie, men vi nøjes ikke med det, denne sommer skal det være, huset skal ha' den sorte farve, som vi oprindeligt havde planlagt!
Helle for ikke at stå på stigen, når der skal males oppe under udhænget, der er 8 meter op (og ned)...

DET GNAVER...

Der er "rav" i den på min skole, der er mudderkastning på lærerværelset, der bliver lagt ubehagelige og udleverende breve i vores dueslag, det er grimt!!
Når jeg cykel op på skolen om morgenen, tænker jeg "Nå, bliver det én af de grimme, eller bare én af de lettere kradsende??"; det er møgubehageligt, og jeg trives meget dårligt i det...

Det er en lang og kompliceret historie, og det bliver den ved med at være, indtil der er nogen, der vil ta' ansvaret og sørge for at skære igennem, rydde op og til side!!
Vi tager på pædagogiske weekender, der skal lære os om konflikthåndtering, vi snakker og snakker på vores pædagogiske-råds-møder, og vi siger alle, at vi er interesserede i, at være en del af en god og sund arbejdsplads, selvfølgelig siger vi det...

Men hvordan fa.... kan det så være, at nogen hænger kolleger ud i skrivelser, der nærmest husstandsomdeles; hvordan kan det være, at det ikke har nogen konsekvens, at nogen gør sådan noget??
Jeg fatter ikke en bønne, men jeg kan mærke, at jeg får rigtigt ondt i maven....

VOKSEVÆRK...

Den skyder med raketfart, min grædepalme, nærmest så man kan se det ske!
I løbet af 20 dage er den vokset 38 cm....

19 april 2006

KNUST...

Jeg har fået en øv melding fra keramiklokalet, hende her er blevet til en bunke små stykker tørt ler, en eller anden ville kigge nærmere på hende, og kom til at stille den, så den væltede!!
AAARRRRGGGGHHHHH.....

Pilfingeren kan være glad for, at jeg ikke kunne komme til keramik i dag, jeg havde nok været på nippet til at miste besindelsen, hvis jeg havde stået der og set det!
Måske var det held i uheld, at Torben skulle arbejde sent og jeg selv havde noget hjemmearbejde, der skulle være på plads i aften?!

Jeg er rigtig ked af, at hun er gået i stykker, sådan noget møg!
Jeg må på den igen, når næste sæson starter, for i dag var næstsidste gang, og jeg mangler stadig at glasere to skåle, så der er ikke mere tid til damer med krøllet hår...

SNART 10 OG TEMMELIG SEJ...

Om et par uger bliver Amanda 10 år, og har med stor omhyggelighed skrevet en ønskeseddel, der tydeligt viser os, at det vigtigste til denne fødselsdag er, at det indkøbte er SEJT!
Hun er spinkel og fin, af udseende den mest feminine af vores 3 piger, men det er kun udenpå; hun bygger Lego, ikke Belville, men Bionicles-borge og Ferrari-lastbiler, hun spiller racerspil på vores Playstation og slænger sig i sofaen med actionbøger...

Engang gik hun klædt i blød velour i røde nuancer, nu er det sportstøj og andet "sejt", der trækker, når hun skal ekviperes, fødderne stikkes i Adidas og Nike, og cyklen er en offroader!
Indtil videre holder hun fast i det lange hår, der endda må sættes i hestehale, mon det holder??

Jeg må ud og finde den mest seje gave, for jeg kan se, at det er det, der skal til...

18 april 2006

SPIST...

Ikke helt endnu, men den svinder hurtigt!